Allerede nu, et par uger henne i det nye skoleår, har det sikkert vist sig, at planen må justeres, planen for, hvad børnene skal arbejde med i skolen i den kommende tid.

Planen er nok møjsommeligt lagt i sommervarmen, og den har nu mødt sin målgruppe i et antal timer.

Holder den, og holder de valg, der er truffet?

Når man er den lykkelige indehaver af børn, fordelt i målgruppen på hvert sit klassetrin, bliver man opmærksom på de valg, der i tusindvis træffes på andres - i dette tilfælde børnenes - vegne. Et af de seneste emner, som var oppe at vende i den daglige familierådslagning, var koordinatsystemer. Ikke så meget deres teknisk-faglige indhold, men mere deres udtryk for et valg i 4. klasse.

Det konkrete spørgsmål var, hvad de i det hele taget skulle, disse koordinatsystemer i 4. klasse? Var de der, fordi eleverne er parate og nysgerrige, fordi de har et behov for at mestre teknikken som middel til at løse andre opgaver, er det et naturligt led i en faglig progression, eller undervises der i dem, simpelthen fordi der bruges 'Sigma for 4.', og der ikke er overskud og luft til at undervise efter 'Sigma for 3.-4.-5.' på en gang?

Familierådslagningen gav ikke noget svar - men gav et behov for oplysning.

Og det gav mig en lejlighed til at tænke over ansvaret for det at vælge for andre mennesker og andres respekt for de valg, man selv træffer.

Henover foråret og sommeren er der varmet op til en aktuel 'reform' af voksenuddannelserne. Nu er 'reformer' på dette område som regel reduceret til at indføre/afskaffe brugerbetaling og i det hele taget bygge små og store barrierer for deltagelse i efteruddannelse, som regel for de kortest uddannede grupper. Hvad der sker denne gang, vides ikke i skrivende stund, men de foreløbige meldinger tyder på noget af samme skuffe.

Opvarmningen har bestået af, at alle slags eksperter - sjovt nok mænd fra ende til anden - har meldt sig med kritik af de valg, der tages både for og af de kortest uddannede.

'Kvinder foretrækker ofte uddannelser med et alment og bredere indhold, mens arbejdsgiverne efterspørger konkrete, faglige kvalifikationer' siger en arbejdsformidlingschef i det jyske til sommernummeret af 'Kvindernes Fagblad'.

'I stedet for de erhvervsrettede uddannelser på AMU-centrene og Åben Uddannelse søger de dårligst uddannede mod daghøjskolerne og VUC-uddannelserne', konstaterer LO's nyhedsbrev. Ja tak, siger jeg, men de er ikke nødvendigvis de dårligst uddannede, når de går derfra!

Det er i det hele taget dårligt, siger jakkesættene (og nogle af deltagerne).

Jeg siger, det er godt.

Det er godt, at der er nogen, der af egen drift og ud fra egne behov søger uddannelser, som kan give dem et personligt skub frem i livet - ikke kun arbejdslivet.

Og det er godt, at der er nogen, der tør tage valget før andre og udfordre på det personlige og almene plan.

Disse kompetencer gælder i højeste grad også arbejdslivet, men det er arbejdsgiverne desværre ikke alene om ikke helt at have forstået.

Derfor er jeg nu tilbage ved planen. Jeg synes, at når lejligheden og eleverne 'byder sig til', skal man være parat til at ændre på planen og dermed give oplevelsen af fleksibilitet og det at turde gribe en nyopstået udfordring. Det giver gode erfaringer med undervisning og uddannelse, som skal holde gang i lysten resten af livet (også selv om det skulle kollidere med rækkefølgen i 'Sigma').

I planen og i de medfølgende valg skal man tænke sig godt om. Nogle gange skal man behandle mennesker forskelligt for at behandle dem ens.

For hvordan er det nu for eksempel det der - det der med pigerne og drengene?

Holder planen?

Jane Korczak er næstformand i Kvindeligt Arbejderforbund