De slås om formandsstolen

17 anbefaler Anni Herfort, og 10 anbefaler Anders Bondo Christensen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Anni Herfort er hovedstyrelsens officielle kandidat til posten som DLF-formand for de næste fire år. Det bestemte et flertal på 17 stemmer på hovedstyrelsens møde sidste onsdag. Modkandidat er Anders Bondo Christensen, som fik ti stemmer.

Anni Herfort blev foreslået af næstformand Tom Egholm og fik anbefalinger med fra Københavns Lærerforenings formand, Jan Trojaborg. Anders Bondo blev foreslået af Lotte Lange og anbefalet af Stig Andersen og Jørgen Stampe.

Derfor stiller jeg op

'Jeg stiller op igen, fordi mange har opfordret mig til det', sagde Anni Herfort.

Det netværk, hun har opbygget i den foregående periode, og de politiske erfaringer, hun har fået, vil Anni Herfort bruge til gavn for medlemmerne en valgperiode mere.

'Jeg vil være med til konkret at vise, at den nye arbejdstidsaftale kan blive til stor gavn for medlemmerne og for folkeskolens udvikling'.

'Jeg vil fastholde den fælles fagforening, og jeg vil bruge kræfter på at udvikle samarbejdet mellem foreningens centrale og lokale led'.

Om den ny lønaftale sagde Anni Herfort:

'I DLF har vi tradition for at fokusere på det, der ikke er godt, men selv kritikere har måttet erkende, at vi er den organisation, der har lavet den måske bedste og den mest fremadrettede lønaftale'.

Hun understregede, at det bliver nødvendigt med ændringer af arbejdsform og struktur i DLF.

'Selv om det er svært at diskutere struktur i både kongres og hovedstyrelse, så skal vi have en fælles strategi og et fælles overblik. Vi skal udvikle et bedre samspil mellem medlemmer, kredsstyrelser og hovedforening. DLF skal sætte dagsordenen, ikke blot tage afstand fra andres'.

Om sin egen arbejdsform sagde Anni Herfort, at hun fortsat vil stå for åbenhed og for aktiv inddragelse. 'Mødeledelse er ikke min stærke side, det arbejder jeg med, men hovedstyrelsen må tage sin del af ansvaret, og jeg insisterer samtidig på at bevare mit demokratiske sindelag'.

Det organisatoriske arbejde er vigtigere end nogensinde, mener hun, og FTF-K-samarbejdet (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd - Kommunalt Forhandlingsfællesskab) skal ændres.

'Ellers må vi søge nye parter uden for hovedorganisationen'.

Samarbejdet mellem underviserorganisationerne skal fortsætte og udbygges, og lederspørgsmålet skal højt op på den politiske dagsorden, mener hun.

'Og så er indskolingen et stort problem, der skal løses - også med risiko for, at alt ikke bliver 100 procent, som vi kunne ønske det'.

'Vi skal fortsat stille ressourcekrav både lokalt og centralt, og vi skal blive ved med at sætte kraftige fingeraftryk - også på lovgivningen om folkeskolen og på lærernes grund - og efteruddannelse.'

Derfor stiller jeg op

'Der mangler politiske initiativer fra ledelsen, jeg frygter dødvande i fire år', sagde Anders Bondo Christensen, da han begrundede sit kandidatur.

'Det har aldrig været min hensigt at bruge overenskomstforløbet som springbræt til formandsposten, jeg stiller op, fordi DLF har brug for en ledelse, der kan være stærk uden at være diktatorisk'.

I juni fortalte Anders Bondo Folkeskolens læsere, at hvis nej-fløjen skulle foreslå en kandidat, burde det ske inden ferien.

Men sådan blev det ikke, blandt andet fordi 'det med overenskomsten' stadig var for tæt på, forklarede han.

Anders Bondo havde gerne set en løsning, som kunne samle fløjene, sagde han. Men sonderende møder havde vist, at det ikke var muligt, derfor stiller han op. Han håber dog stadig, at der kan opnås enighed om en fælles opstilling inden kongressen.

'Mit udgangspunkt er, at arbejdstidsaftalen gælder. Nu skal vi føre den ud i livet. Men vi skal svare igen over for den måde, Kommunernes Landsforening melder ud', sagde han og understregede, at der også er store pædagogiske udfordringer.

'Vi må have en grundlæggende debat om lærerrollen i den danske skoletradition'.

Der skal tænkes lønstrategi på en ny måde nu, og internt i DLF er der store organisatoriske udfordringer, som foreningen ikke er gearet til, mener han.

'Derfor er der brug for en markant ledelse med ideer. En ledelse, som tør tage initiativ og ledelsesansvar. Jeg frygter handlingslammelse i hovedstyrelsen med den eksisterende ledelse, og heller ikke de ansatte i kredsene og i foreningens sekretariat skal famle i mørke'.

Anders Bondo understregede, at han tidligere har bevist, at han både kan tage initiativer og være med i konstruktive kompromiser.