Ved Claus Staehelins død den 22. juli 1999 har DLF mistet en på alle måder værdifuld medarbejder - og vi er mange, der har mistet en personlig ven.

Claus Staehelin blev ansat som konsulent i DLF i 1978 blandt andet med den opgave at styrke og udvikle foreningens internationale arbejde. Det gjorde han med succes, og i løbet af blot få år udfyldte det internationale da også hans fulde arbejdstid - og mere til. Claus Staehelin har mere end nogen anden været medvirkende til, at DLF har opnået en betydelig status og indflydelse på det internationale område. Claus' viden om internationale forhold, både på det generelle plan og specifikt på lærerområdet, var uovertruffen, og denne viden kombineret med humor og forståelse for andres vilkår gjorde, at Claus opnåede kontakter til både lærerorganisationer og internationale organisationer i et sådant omfang, at han i store dele af verden er kendt som Mr. Claus. Og at Mr. Claus var respekteret og vil blive savnet over hele verden, det vidner de reaktioner, der er kommet på meddelelsen om Claus' død, om.

Claus' største indsats var uden tvivl hans indsats med bistandsarbejde over for lærerorganisationer i den tredje verden. Det var Claus, der skabte og siden udviklede dette bistandsarbejde i DLF-regi - lige fra begyndelsen med vanskelige forhandlinger om projektmidler til det høje og professionelle niveau, foreningens bistandsarbejde har i dag. Et bistandsarbejde, der altid skete på et gensidigt forpligtende og ligeværdigt grundlag. Claus' engagement i dette arbejde er ubeskriveligt - et engagement, der var båret af den opfattelse, at vi i den rige del af verden har en forpligtelse til, også i handling, at vise solidaritet med vore kolleger i den tredje verden. Og et engagement, der var båret af en viden om og en evne til at indleve sig i de meget barske vilkår, hovedparten at lærere i den tredje verden udøver deres profession under. Som Claus så rammende udtrykte det: 'For de fleste lærere i den tredje verden er det ikke et spørgsmål om at leve, men om at overleve'. Claus' virke med bistandsarbejde gjorde ham respekteret og elsket alle de steder, han virkede, og i Afrika, som havde hans store hjerte, i en sådan grad, at han her blev betraget som en af deres egne, hvilket vel bedst kommer til udtryk i, at han i Kenya blev betegnet som 'en sort mand i en hvid hud'. Større anerkendelse og respekt kan man næppe opnå.

Claus' arbejde gjorde, at han tilbragte meget af sin tid ude i verden, men når han var hjemme, eller når vi rejste sammen, var vi mange, der nød godt af hans humør og fornøjelige selskab. Og også her havde han en forståelse for og indlevelsesevne i andres problemer, som ikke gav sig udtryk i de mange ord, men i handling.

Vi er mange, som vil savne Claus.

Æret være hans minde.

Hans Ole Frostholm