Teamsamarbejde har i flere år været en stadfæstet arbejdsform i folkeskolen, og både i folkeskoleloven og i F2000 spiller det en afgørende rolle. Men hvis man bevæger sig fra papirverdenen til virkelighedens skole, er situationen noget anderledes. I klasselokalerne og på lærerværelserne er det en fortsat udfordring at få teamsamarbejdet til at fungere optimalt.

Det mener Lise Tingleff Nielsen, cand. mag. og udviklingskonsulent på Kleo - center for kompetencer, ledelse, evaluering og organisationsudvikling, Danmarks Pædagogiske Universitet.

'Maler man med den meget brede pensel, må man sige, at teamsamarbejdet, som det fungerer i dag, primært handler om at håndtere en række praktiske forhold. 'Hvis du laver de øvelser i matematiktimerne, så tager jeg det emne i dansktimerne' og 'Nu skal vi snart have forældresamtaler'. Denne koordinerende del er meget vigtig, men den er ikke nok. Teamsamarbejdet må handle om at skabe gode læringssituationer for mange forskellige børn. Derfor må man arbejde med at udvikle den konkrete undervisning', siger hun.

Mange lærere er meget interesserede i at tage hul på denne del af teamsamarbejdet, men fortæller samtidig, at det kan være vanskeligt.

'Man forklarer som regel manglen på pædagogisk kvalificering med, at lærerne ikke har redskaber til det, men det er ikke den primære årsag. Redskaber er ikke nok. Det handler lige så meget om at gøre det til en del af hverdagen - en del af skolekulturen - at arbejde med undervisning. Man kan ikke komme med én forklaring på, hvorfor det er vanskeligt at gøre udvikling til en del af hverdagen. Der er mange sammenhænge på spil. Én forklaring handler imidlertid nok om, at det stadig er følsomt at tale om undervisning. Alle, der har prøvet at undervise, ved, at man investerer meget af sin person i arbejdet. Når man samarbejder om at udvikle undervisningen, kan man ikke undgå at komme forholdsvis tæt på. Det er der, hvor man skal ind og sige: 'jeg kom måske til at gøre noget i den situation, som, selvom jeg havde de bedste intentioner, faktisk ikke gik særlig godt'. Og det er ikke noget, man bare gør'.

Se på praksis

Lise Tingleff har skrevet bogen 'Udvikling gennem deltagelse', der bliver udgivet på forlaget Unge Pædagoger om få dage. Den er en historisk konkret analyse af lærerens læring i folkeskolens sociale praksis, og den handler blandt andet om, hvordan man som lærer i et lærerteam kan udvikle sin undervisning.

Forfatteren har fulgt undervisningen og teamsamarbejdet på flere skoler, og hendes iagttagelser er ikke til at tage fejl af. Teamsamarbejdet udvikles ikke gennem ord alene. Det handler derimod om at se på, tale om og ikke mindst arbejde med praksis.

'En lærer forklarede det på denne måde: Når vi snakker undervisning i et team, så kan det begynde med, at en kollega spørger: 'Hvordan gik undervisningen?' 'Jo den gik rigtig godt', svarer man så. 'Eleverne var glade, og vi havde en god time'. Vi snakker om stemningen, men sjældent om, hvad det egentlig er, vi godt vil have, børnene skal lære. Det var en god måde, hun udtrykte det på. Man er som lærer ikke vant til i teamsammenhænge for alvor at snakke pædagogik'.

Det betyder dog ikke, at lærere ikke er optagede af pædagogik eller undervisningen. Tværtimod. Det handler blot om, at det er en fortsat udfordring at komme et spadestik dybere.

'Vi når ikke altid derhen, hvor det både er vanskeligt og som regel også både sjovt og uhyre betydningsfuldt', siger Lise Tingleff. 'Man tager ikke fat i at se på de konkrete situationer. Jeg oplever det samme i mit job som udviklingskonsulent. Jeg og mine kolleger falder ofte i den grøft, at vi taler om planlægning, eller også snakker vi evaluering, altså om, hvor vi er nået hen. Vi går meget sjældent ind og ser på, hvad der rent faktisk sker. Når du som lærer for eksempel er i en situation med elever, der laver projektarbejde, hvad foregår der så egentlig? Hvad er det for kompetencer, vi understøtter der? Hvad er det, vi synes, de skal lære? Hvorfor betyder samtaler med Camilla så meget, som vi tror, de gør, det er nok fordi. . . Og så videre. Jeg kalder det at se på undervisningen'.

Hvad vil man

Er man ikke nok bevidst om at sætte mål for teamsamarbejdet?

'Det er en vigtig pointe, at man som skole og som team må gøre sig overvejelser over, hvad man vil med sit teamsamarbejde. Det er ikke nok bare at etablere strukturen. Man må skærpe sin opmærksomhed mod, hvad indholdet i teamsamarbejdet skal være'.

I bogen bruger Lise Tingleff udtrykket 'at forstyrre praksis på en positiv måde'. Hvis man fungerer som konsulent, handler det om at gå ind sammen med lærere og se på, hvad det er, der er på spil. Kan det gøres på en anden måde?

'Det behøver ikke være på noget avanceret niveau. Man kan for eksempel bare lade en kollega overvære sin undervisning. Det kan være, hvis to lærere alligevel underviser to klasser sammen. Så kan de bagefter i fællesskab evaluere udvalgte situationer. Det handler kort fortalt om at arbejde og eksperimentere med forskellige former for undervisning. Udvikling sker nu engang ikke kun ved skrivebordet. Udvikling sker gennem deltagelse i praksis'.

Har lærere kvalifikationer til at evaluere hinandens undervisning?

'Det er ikke mangel på kvalifikationer, men mangel på erfaringerne, der er det primære problem. Lærere bliver desværre meget sjældent bragt i situationer, hvor de får erfaringer med andre former for undervisning. Det betyder, at når de skal kigge på deres egen undervisning eller have kollegaer til at kigge på den, så har de ikke så mange forskellige erfaringer at referere til. Som lærer bliver man for sjældent bragt i situationer, hvor man får eksempler på, hvordan man også kunne gøre. Man er ofte meget alene med sin praksis. De situationer kunne teamsamarbejdet skabe, og dermed kunne pædagogikken komme på dagsordenen. Man udvikler sig ved at deltage i andre former for praksis. Og ved at tale om det sammen bagefter'.

I det øjeblik man i team begynder at snakke om undervisning, så bliver det ifølge Lise Tingleff et fælles projekt. En ting og en proces, som man er flere om.

'Når man de første gange snakker om undervisning, så føler mange, at det er dem, der gør noget forkert, men efterhånden kan undervisning betragtes som en sag. Som noget, man kan se på udefra sammen med andre'.

Ned over hovedet

Folkeskolenhar via e-mail spurgt en række lærere landet over, hvad de mener om teamsamarbejde. En af de negative vurderinger drejer sig om, at det ikke fungerer særlig godt, fordi det er blevet trukket ned over hovedet på dem.

'Jeg tror, der er flere versioner af den historie', siger Lise Tingleff, 'mange lærere er utrolig glade for at arbejde i team. De vil nok opleve, at de selv har valgt det, og at de rent faktisk også får meget ud af det. Men for nogle lærere er det klart noget, der er kommet oppefra, og de kan ikke se, hvad det skal gøre godt for. De oplever teamet som spild af tid. For dem bliver teamsamarbejdet en ren formel struktur, og så virker det ikke. En af forklaringerne kan være, at man på skolen ikke har fået diskuteret, hvad man vil med teamsamarbejdet. Og som lærer har man måske heller ikke mange erfaringer med, at teamsamarbejdet faktisk er en forudsætning for at kunne skabe en god og sammenhængende faglig og tværfaglig undervisning'.

En lærer siger, at teamsamarbejdet ikke er noget nyt. Det fandtes også, før det kom med i folkeskoleloven. Dengang var det bare mere uformelt og måske af den grund mere velfungerende.

'Det er med teamsamarbejde som med alt andet. Som struktur er det ikke nogen lyksalighed. Det er samarbejdsformen, der er det væsentlige. Der findes uden tvivl nogle skoler, som i en god vilje strukturerer sig ihjel. De opretter afdelingsteam og underafdelingsteam og store og små team. På papiret ser det rigtig godt ud. Alle snakker med alle, og man mødes hver uge, men man har måske ikke gjort sig klart, hvad man vil bruge det til. Der skal være dialogen om, hvad er undervisning for noget. Det vigtige er ikke at mødes hver mandag klokken 15.00, men hvad man laver, når man mødes'.

Er teamsamarbejde altafgørende for den pædagogiske udvikling i folkeskolen?

'Man skal ikke lægge al undervisning ud til team. Man skal lære at bruge det, hvor der er mest behov for det. Og når man så arbejder i team, skal der afsættes tilstrækkelig med tid og rum i undervisningen til at eksperimentere'.

Det er de yngste lærere, der har svaret mest positivt på spørgsmål om teamsamarbejde, så måske er det bare et spørgsmål om tid, før alle kaster sig over det med begejstring?

'De nyeste lærergenerationer har fra seminariet flere erfaringer med, at man godt kan bruge hinanden i en gruppe, men man skal ikke tro, at det bare er de unge, der er åbne over for teamsamarbejde. Det er mange erfarne lærere også. For begge grupper gælder det, at det ikke kun er et spørgsmål om tid. Der skal hårdt arbejde til. Selvom der ikke nødvendigvis er nogen nem vej frem, betyder det langtfra, at arbejdet med at udvikle teamet er kedeligt eller umuligt', siger Lise Tingleff Nielsen.-

Lise Tingleff Nielsen: 'Udvikling gennem deltagelse. En historisk konkret analyse af lærerens læring i folkeskolens sociale praksis'. 240 sider, 178 kroner. Unge pædagoger.

Citaterne stammer fra en e-mailforespørgsel om erfaringer med teamsamarbejde, som Folkeskolenhar foretaget blandt 40 lærere fra hele landet.

Teamsamarbejde har eksisteret i mange år, men på en mindre formel måde end nu. Tidligere arbejdede jeg i team, når der var et naturligt behov for det. I dag fordi der i årsnormen er afsat x antal timer til det, og der skal foreligge både dagsorden og referat fra hvert møde.

(Erfaren lærer)Som ung lærer har jeg fået stor opbakning via team fra mine ældre kollegaer, men bagsiden ved teamsamarbejde er, at enkelte kommer til at gøre alt arbejdet.

(Ung lærer)

Desværre ender teamsamarbejde ofte med at handle om konkrete, praktiske aftaler.

(Erfaren lærer)Det er væsentligt for kvaliteten af teamsamarbejdet, at man har det godt sammen på det personlige plan.

(Ung lærer)

Lad det være op til de enkelte lærere at finde ud af at udnytte tiden bedst og mest hensigtsmæssigt. Jeg tror, der vil komme stort set lige så meget tværfaglighed og undervisning i emner som nu. De lærere, som er indædte modstandere af teamsamarbejdsformen, bidrager alligevel ikke med noget - tværtimod - og de lærere, som ser muligheder og fordele i at arbejde sammen, gør under alle omstændigheder.

(Erfaren lærer)Skal kolleger have noget ud af at observerer hinandens undervisning, forudsætter det, at de har gennemgået et kvalificeret supervisionskursus.

(Erfaren lærer)

Det er ikke nødvendigvis dårligt, at teamsamarbejde er blevet trukket ned over hovedet på folk. Der er lærere, der trænger til at blive tvunget til at udvikle sig.

(Ung lærer)Lærere er nok tilbøjelige til at undervurdere kravene til forberedelse af teamsamarbejde. (Ung lærer)

Teamsamarbejdet er ikke summen af tre menneskers arbejde. Teamsamarbejde skulle gerne være et fælles projekt.At tale sammen om dagens undervisning er ikke en garanti for en mere konstruktiv og sammenhængende undervisning - men det er en forudsætning. Ikke mindst er det en forudsætning for lærerens egen kritiske eftertanke.

Ved at arbejde sammen i undervisningssituationen kan lærerne blive opmærksomme på hinanden som pædagoger, udfordre og vejlede hinanden og ikke mindste lade sig inspirere af hinandens praksis.