Datalære bør indføres som undervisningsemne på alle trin i uddannelsessystemet.

Sådan lyder hovedkonklusionen i Johnsen-udvalgets betænkning 'Edb-undervisning i det offentlige uddannelsessystem'. Johnsen-udvalget mente, at størstedelen af befolkningen '. . . i en ikke alt for fjern fremtid. . .' ville komme '. . . i direkte berøring med datateknikken, dens grundlag og resultater. . .', og derfor skulle alle borgere rustes til at beherske den logik og problemløsning, som lå bag den nye teknik. Betænkningens anbefalinger bæres af en meget demokratisk tankegang, og den blev da også opfattet som meget fremsynet og solid. Alligevel gik det ikke, som udvalget foreslog.

Betænkningen, som udkom i 1972, opfatter computerne som et led i en både ønskelig og uundgåelig samfundsudvikling. Edb'en vil efter udvalgets opfattelse ændre store dele af samfundet, så skolerne må ruste så mange som muligt til at klare fremtidens udfordring, skrev udvalget.

I udvalgets anbefaling står der, at folkeskolen på kort sigt bør introducere datalære i regne- og matematikundervisningen og - som forsøg - tilbyde datalære som valgfag i de ældste klasser. På længere sigt skal folkeskolen give introducerende undervisning i datalæren i forbindelse med matematik- og regneundervisningen, mens datalæren skal tilbydes som valgfag fra 8. klasse. Samtidig bør det overvejes, om faget skal gøres obligatorisk i folkeskolen.

Johnsen-udvalgets anbefalinger blev hurtigt fulgt op. I Knud Heinesens 1972-udkast til en ny folkeskolelov er datalære et valgfag fra 8. til 10. klassetrin, og folkeskolens læseplansudvalg går straks i gang med at udarbejde en undervisningsvejledning i datalære.

Da loven vedtages i 1975, er datalæren imidlertid blevet begrænset. Kun 10.-klasser kan vælge det.

Ingen ved præcist, hvorfor faget beskæres i den endelige lov. Lovteksten forklarer det ikke. Måske er det en helt elementær sjuskefejl, men da det nu er sket, tør ingen af Folketingets partier skabe tvivl om den nye lov ved at rejse problemet.

Skolerne eksperimenterer

Både Danmarks Lærerforening og Datalæreforeningen (stiftet i 1976, men hedder nu Danmarks IT-vejlederforening), beklager, at datalæren er forebeholdt 10.-klasserne. Lærerforeningen var meget imod det. Den daværende formand, Jørgen Jensen, pointerer dog, at loven ikke forhindrer, at datalæren gøres til et emne inden for eksempelvis matematik, fysik og samfundsfag.

Og netop den vej går udviklingen: Selv om faget beskæres i loven, blomstrer det på skolerne, men nu som emne. Mange skoler er meget kreative, når det gælder om at formulere emner, som til forveksling ligner valgfaget datalære. Samtidig godkender Folkeskolens Forsøgsråd en lang række forsøg og projekter med faget.

I den sidste halvdel af 1970'erne er minidatamaterne stadig på størrelse med et almindeligt køleskab, og de koster en kvart million per styk. Pædagogisk bruges der på dette tidspunkt meget tid på systematisk problemløsning og på programmering i det danskudviklede programmeringssprog Comal 80.

Datalæreforeningen vejrer igen morgenluft, da Uddannelsesrådet for Grundskolen i 1981 nedsætter et udvalg, Haase-udvalget. Udvalget skal udarbejde en redegørelse om datalære i folkeskolen.

Allerede året efter ligger Haase-udvalgets redegørelse klar, og konklusionen er entydig: datalære bør indføres som et obligatorisk fag i folkeskolen.

Men nok en gang snubler faget på målstregen. Anker Jørgensen går af som statsminister, så det møde, hvor Haase-udvalget skulle præsentere sit arbejde for uddannelsesrådet, bliver aflyst. Og da den nye minister, Bertel Haarder, kort efter nedlægger uddannelsesrådene og forkaster deres arbejde, bliver Haase-udvalgets betænkning aldrig officiel.

Historien gentager sig dog også på anden vis. For selv om datalæren heller ikke denne gang bliver til et fag, vokser interessen for fagets indhold. Det viser sig blandt andet i en voldsom efterspørgsel på Haase-udvalgets rapport. I 1983 udsender Undervisningsministeriet således et nyt oplag af rapporten. I forordet til genoptrykket understreger direktør i Direktoratet for Folkeskolen, Holger Knudsen, at der ikke er tale om et officielt papir. Han skriver: 'Som følge af materialets uafsluttede karakter er det ikke blevet offentliggjort, men kun mangfoldiggjort i et meget begrænset antal eksemplarer til brug for direktoratets videre interne overvejelser, herunder ved et eventuelt kommende udvalgsarbejde vedrørende datalæreområdet'.

Faget datomærkes

I 1984 ændrer Bertel Haarder loven, så datalæren igen bliver et valgfag i 8. til 10. klasse, men for datalærerne er det mere en galgenfrist end en egentlig sejr: I samme omgang slås det nemlig fast, at valgfaget skal afskaffes 31. juli 1990. Fra da af skal datalære være et obligatorisk paragraf 6-emne på linje med seksualundervisning og trafiklære.

Der ligger flere økonomiske end pædagogiske hensyn bag Haarders beslutning om at lade datalære være et valgfag i en seksårig periode. Ved at give skolerne tid til at anskaffe sig computere og uddanne lærerne håber ministeren at undgå et massivt krav om flere bloktilskud. Skolerne får tid til at spare sammen til computerne.

Bertel Haarder nedsætter samtidig et udvalg, der skal udarbejde en vejledende læseplan for valgfaget. Som formand for udvalget vælger ministeren en af sine gamle elever, Erling Schmidt, der også var formand for Datalæreforeningen.

Udvalget udarbejder den aftalte undervisningsvejledning og foreslår, at det får lov til at arbejde videre og udarbejde en vejledning for et obligatorisk fag i datalære. Ministeren tygger på forslaget, siger nej tak og nedlægger udvalget.

Endnu en gang gik faget på grund.

Datalæren integreres

Fra 1990 og indtil 1994 er datalæren altså et obligatorisk emne, og set med datalærerøjne når faget her det absolutte nulpunkt. Dårligere kan det næsten ikke blive stillet. Det er ikke et fag, men et emne, og ingen føler sig ansvarlig for det.

Efter at 1993-loven er vedtaget, benytter undervisningsminister Ole Vig Jensen sig af sin ret til at godkende valgfag, og han godkender datalæren som valgfag for 8. til 9. klasse. Men i selve 1993-loven forsvinder datalære ikke alene som valgfag og som obligatorisk emne - det fjernes helt fra lovens tekst. Man skal ned i bemærkningerne for at finde ordet edb.

I bemærkningerne til paragraf 7 udtrykkes det tydeligst. Her står der, at 'Edb (. . .) afskaffes som obligatorisk emne, idet det forudsættes, at indholdet integreres i de obligatoriske fag på de yngste klassetrin. Derved får alle elever en grundlæggende forståelse for informationsteknologiens begreber og metoder og et kendskab til, hvor datamaskiner med fordel kan anvendes i fagene. Dette kendskab skal danne grundlag for den generelle integration af edb i fagene'.

Integrationen skal med andre ord sikre, at eleverne ikke alene kan bruge computerne (betjeningsaspektet), de skal også have indsigt i IT'ens begreber og metoder (begrebsaspektet), og de skal kunne vurdere, hvordan IT'en påvirker de sammenhænge, den indgår i (betydningaspektet).

Pro et contra

Datalæreforeningen, som efter en periode under navnet Informatikforeningen nu hedder Danmarks IT-vejlederforening, kunne ved sit 25-års-jubilæum i april se tilbage på en fantastisk succeshistorie på det maskinelle felt.

Den udvikling, der blev indledt med et par computere på størrelse med et køleskab, er nu blevet til godt 50.000 mindre og meget mere effektive computere.

Dét er en succes for datalærerne.

Ser man på faget datalære, er udviklingen imidlertid mere åben for fortolkning. Nogle - blandt dem IT-vejledernes formand Erling Schmidt og Undervisningsministeriets fagkonsulent Flemming Holt - opfatter integrationen som en styrkelse af faget.

'Hvis datalære var et selvstændigt fag, kunne det let komme til at fungere som en sovepude. Så kunne alle andre lærere sige: 'Det er ikke mit bord. IT tager andre sig af'. Nu er alle lærere forpligtede til at integrere IT i undervisningen, og det krav kan have en katalyserende effekt, så der faktisk sker noget', siger Flemming Holt.

Andre ærgrer sig over, at faget datalære ikke blev et obligatorisk og selvstændigt fag. Gerd Belhage er en af dem. I dag er hun pensioneret, men hun har fulgt udviklingen siden begyndelsen af 1970'erne, og hun mener, at integrationen reducerer IT til et undervisningsmiddel. Dermed afskærer man eleverne fra samfundsmæssige meget vigtige erkendelser, mener Gerd Belhage. Hun nævner et eksempel fra sin egen undervisning. I forbindelse med et valg undersøgte hendes klasse, hvordan eleverne på skolen ville stemme. De skulle lave et prøvevalg og designe et edb-program, der kunne behandle resultaterne. Én elev mente, at det var interessant at vide, om store elever stemte anderledes end små. God ide, sagde Gerd Belhage, find ud af, hvordan I løser den opgave. Det var let nok. Eleverne lagde en ekstra sætning ind i programmet, og så genererede det resultatet. Men, spurgte en anden, stemmer eleverne det samme som deres forældre? Stadig intet problem. Blot en ny sætning i programmet. Gad vide, spurgte en tredje, om de rødhårede stemmer mere rødt end andre?

Dét spørgsmål startede en kæmpe etisk diskussion om, hvad man kan tillade sig at undersøge, og hvad resultater kan bruges til. Og eleverne indså, hvordan man ved en simpel programsætning kan udnytte de oplysninger, vi giver på spørgeskemaer, til at foretage en lang række beregninger, uden at vi har en jordisk chance for at gennemskue, hvad svarene bruges til.

'Den indsigt og kritiske erkendelse', siger Gerd Belhage, 'havde de aldrig fået, hvis de ikke selv havde haft fingrene nede i faget'.

Sådan står uenighederne over for hinanden. Nogle er optimistiske. Andre resignerer.

Men sikkert er det, at det hele begyndte med en betænkning og sluttede i en bemærkning.-