Pernille Thoft

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Søndag den 28. oktober døde cand.pæd.psych. Pernille Thoft.

Pernille har i tre år kæmpet mod sygdommen ALS, og hun valgte at gøre sygdommens udfordringer til en del af livet.

Pernille var en værdsat psykolog med godt overblik og stor faglighed. På det metodiske og organisatoriske område var hun nytænkende, ligesom hun var initiativrig med hensyn til fælles faglig udvikling. Mange skoler og kolleger har nydt godt af hendes evne til at omsætte en omfattende psykologisk viden til praksis. Børn af flygtninge- og indvandrerfamilier havde en særlig plads i hendes hjerte. Hun var en ildsjæl i bestræbelserne på at finde løsninger.

Pernille har sat sig dybe spor hos alle, der lærte hende at kende. Humor og livsglæde var en platform i mødet med andre. Hun var et hjælpsomt og ærligt menneske, der med sit positive menneskesyn virkede inspirerende på sine omgivelser.

Vi er mange, som har mistet en værdifuld og inspirerende ven.

Christian Jacobsen, Vibeke Lyngsø, Birgit Laungaard, Ingeborg Guldmann