Hun fik lærergejsten tilbage

Efter 11 år som lærer begyndte Synne Andersen at føle sig udbrændt. Så tog hun en uddannelse som coach og føler igen, at lærerjobbet er det bedste i verden

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Synne Andersen var efter 11 år som lærer ved at brænde ud. Lærerjobbet kunne ikke begejstre hende på samme måde som tidligere. Hun gad ikke tale om sit job over aftensmaden. I dag ser det anderledes ud. Hun valgte at tage en uddannelse til coach, og uddannelsen bragte hende til den erkendelse, at hun har verdens bedste job.

»Jeg var der, hvor jeg følte, at jeg havde prøvet det hele før. Jeg kunne ikke længere begejstres over at give et 13-tal. Jeg kunne se, at om et år så kunne jeg ikke mere. Jeg ville ikke ende som en sur lærer, jeg ville beholde min gejst og min arbejdsglæde«, siger hun.

Synne Andersen er 37 år og har i 11 år været lærer på Bagsværd Kost- og Gymnasieskole. Hendes linjefag er engelsk og musik. Skolen er en privat skole, og Synne Andersen har altid følt sig motiveret af de store faglige udfordringer, som netop denne skole byder på.

»Vi har elever, der kommer i 9. klasse og har haft hele deres skolegang på engelsk. I begyndelsen tænkte jeg, at jeg skulle kunne meget, men det har været en klar motivationsfaktor, og det var sjovt«, siger hun.

Da hun begyndte at mærke, at energien til lærerjobbet blev mindre, valgte hun at blive klasselærer og håbede, at den nye vinkel ville bringe motivationen tilbage, men det hjalp ikke nok.

»Jeg havde givet og givet og været på små kurser, men jeg manglede det næste store skridt«.

Så læste hun en artikel i Berlingske Tidende om coach Sofia Mannings uddannelse.

»Jeg kunne se, at den uddannelse kunne give mig ny motivation og inspiration. Dels kunne jeg lære noget nyt, dels kunne jeg også bidrage med noget på skolen«.

Dyr uddannelse

Hun besluttede sig for, at hun ville tage en uddannelse som business- og lifecoach hos Sofia Manning.

Uddannelsen strakte sig over et halvt år. Undervisningen foregik over 18 dage spredt ud over de seks måneder, derudover var der intensiv træning, hvor kursisterne coachede hinanden. Uddannelsen kostede samlet omkring 50.000 kroner.

Hun fremlagde sin idé for skolens ledelse.

De var villige til at få hendes skema til at gå op ved hjælp af vikardækning, i den periode uddannelsen varede.

Hun betalte selv sine fridage med afspadsering.

»Jeg føler, min ledelse støttede mig. Jeg synes, den er visionær, og det er dejligt at kunne få opbakning og føle sig værdsat, og de har fået en supermotiveret lærer tilbage«.

Gennem uddannelsen blev Synne Andersen bevidst om, at hun godt kan lide det idealistiske islæt, som er en del af lærerjobbet. Hun holder af den drive og den energi, som hun får i samarbejdet med børnene og forældrene. Hun kan lide sin foranderlige hverdag. Og trygheden og rammerne med kollegerne.

Som mor til to på tre og otte år måtte hun prioritere sin tid for at få uddannelsen til at hænge sammen med livet som mor og lærer.

»Jeg slukkede fjernsynet. Brugte min tid mere effektivt. Jeg valgte, at der måtte gå lidt fra mine børn. I stedet for at sætte mig selv fast i enten at være mor eller lærer, så måtte jeg finde ud af, hvad jeg har brug for. Jeg har haft problemer med, at jeg mente, at jeg hele tiden skulle være der for mine børn, men jeg fandt ud af, at jeg bliver nødt til at prioritere min tid. Og at jeg nogle gange bliver nødt til at vælge yoga frem for tiden med dem, fordi jeg så bliver en gladere mor, når vi er sammen«.

Man kan, hvad man vil

Med coaching lærte hun at stille de rigtige spørgsmål på det rigtige tidspunkt, og hun lærte at tro på menneskers potentiale. Det vil sige alt det, som folk kan gøre, hvis de vælger at gøre det.

»Som lærer kommer eleverne meget tæt på. Men det kræver også et overskud, at de er så tæt på. Det kræver, at man ved, hvor man står, og ikke tager det personligt, når de spørger, hvorfor dit hår sidder så åndssvagt, eller hvorfor du har valgt at tage den kjole på«.

Synne Andersen mener, at det betyder meget for ens undervisning, hvordan man har det, når man træder ind i et klasselokale. Under uddannelsen blev hun klar over, at man selv kan vælge sine reaktioner. Det hjælper hende meget i samarbejdet med kollegerne.

»Det giver en utrolig frihed, når man finder ud af, at man ikke behøver at reagere på andres forestillinger og regler om, hvordan man skal være. Jeg ved, hvad en god lærer er for mig. Men så kommer jeg til at arbejde sammen med en kollega med andre regler for, hvad en god lærer er. Og jeg behøver ikke at blive frustreret over, at vi ikke er enige. Andres regler kan være lige så gode som mine«.

Hun har fået en forståelse for, at alle gør deres bedste ud fra de resurser, de har i øjeblikket. Hun understreger, at hun er meget glad for sine kolleger på Bagsværd Kost- og Gymnasieskole, men at der ind­imellem kan opstå spændinger.

»Hvis der skulle komme en kollega og skælde ud over, at det er for dårligt, at jeg ikke har visket tavlen ren, så behøver jeg ikke længere tage det med hjem. Tidligere kunne jeg tænke over det derhjemme og blive irriteret. Men nu er jeg mere bevidst om, at det bare ikke er mine regler. Og jeg kan efterkomme ønsket, fordi det er vigtigt for personen«.

Coaching af eleverne

Synne Andersen bruger også de nye redskaber til at håndtere konflikter i klassen.

»Hvis der opstår konflikter i frikvarteret, havde jeg tidligere en tendens til at blive i dramaet. Gøre meget ud af, hvem der sagde hvad. Jeg gjorde mig selv til dommer. I dag er jeg mindre fokuseret på, hvem der gjorde hvad. Det handler mere om, hvordan det næste frikvarter bliver bedre. Jeg er blevet mere resultatorienteret - mere fremtidsorienteret«.

Hun har coachet lærere, der arbejder på skolen, men det har været helt uden for skoleregi.

Selv har hun fået sat sin arbejdstid ned, så hun i dag kun har tre femtedele af fuldt skema. Hun arbejder tre dage på skolen og to dage med coaching i sit eget firma. Sammen med en kollega har hun udviklet coaching-kurser, der passer specifikt til ledere, lærere og elever i folkeskolen.

»Sådan kan jeg godt lide det. Jeg kan rigtig godt lide at være lærer, og så længe det kan hænge sådan her sammen, bliver jeg ved«, siger Synne Andersen.

Sofia Manning

Sofia Manning er coach, kursusleder og forfatter. Hun er uddannet som coach i USA suppleret med en mastergrad i psykologi. De sidste fem år har hun uddannet et stort antal coaches og holdt kurser i USA og Europa med det formål at hjælpe andre mennesker med at udleve deres fulde potentiale. Hun har medvirket som coach i DR2-dokumentaren »Et bedre liv«. Desuden har hun udgivet bogen »Coaching« og er life-coach i Alt For Damernes brevkasse. Sofia Manning er medstifter af firmaet Manning Inspire.

De seks menneskelige behov

Inden for Sofia Mannings principper for coaching findes seks grundlæggende menneskelige behov. Under sin coach-uddannelse fandt Synne Andersen ud af, hvordan lærerjobbet dækker behovene.

Anerkendelse: Behov for at føle sig unik og speciel. Sker i arbejdet med børnene.

Samhørighed: Behov for samhørighed og at føle, man hører til. Kollegerne, der følges ad.

Tryghed: Behov for at føle sig tryg og sikker. Faste rammer og fast job giver som regel megen tryghed.

Forandring: Behov for forandring og fornyelse. Man får hele tiden nye forældre og elever.

Udvikling: Behov for at lære, forbedre og udvikle sig. At kunne lære og udvikle sig med eleverne. Dog gerne med hjælp fra kurser og foredrag.

Bidrage: Behov for at give eller gøre en forskel. En stor del af jobbet som lærer.

»Jeg var der, hvor jeg følte, at jeg havde prøvet det hele før. Jeg kunne ikke længere begejstres over at give et 13-tal«»Jeg føler, min ledelse støttede mig. Jeg synes, den er visionær, og det er dejligt at kunne få opbakning og føle sig værdsat, og de har fået en supermotiveret lærer tilbage«»Hvis der skulle komme en kollega og skælde ud over, at det er for dårligt, at jeg ikke har visket tavlen ren, så behøver jeg ikke længere tage det med hjem«