Hvis man ikke skilter med, hvad man dur til, sætter andre dagsordenen for debatten. Det må lærerne om nogen sande. I flere år har folkeskolen været i mediernes vridemaskine med artikler om, at eleverne lærer for lidt. Det er uretfærdigt, synes lærerne. Men der er kun én vej ud af moradset, mener eksperter i kommunikation: Skolerne må aktivt fortælle om sig selv.

»Skolerne har mange tilfredse forældre. Alligevel synes den offentlige opinion nærmest, at eleverne bliver dummere af at gå i skole. Det er naturligvis unfair, men skolernes problem er, at de ikke er gode nok til at fortælle om deres succeser«, siger Troels Mylenberg, leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet.

Skolerne skal se kommunikation som et skjold, der beskytter dem mod kritik. Ellers ender lærerne som de letteste mobbeofre i skolegården.

»Det bør være en ære at være lærer, men kritikken får lærerstanden til at fremstå åndeligt forsumpede og klynkende, og det går ud over både lærernes anseelse og søgningen til seminarierne«, siger Troels Mylenberg.

En undskyldning om, at folkeskolen er meget bedre end sit rygte, kan ikke bruges til noget.

»Et rygte skal være lige så godt, som skolen fortjener, og lærerne har selv ansvaret for at få det til at svare til virkeligheden. Det er kun skolerne selv, der kan fortælle de positive historier, som er en lige så stor del af sandheden som de negative«, siger freelancejournalist Øjvind Hesselager, der har været lærer på Fredensborg Skole.

Skolerne har et kæmpe potentiale for at blive kendt for alt det positive, de bidrager med. Men det kræver, at de bliver bedre til at samarbejde med de lokale medier.

»Skolen kan let slå fodboldklubben og butikscentret af banen, når det gælder om at komme i spalterne. Journalisterne mangler tit stof, og de ved, at mange læsere har børn«, siger cand.mag. og ph.d. i retorik Anne Katrine Lund, der vejleder virksomheder og institutioner i god kommunikation.

En frugtbar investering

Mange skoler optræder jævnligt i medierne, men for Anne Katrine Lund ser det snarere ud til at skyldes, at lærere kontakter pressen på eget initiativ, end en bevidst mediestrategi fra skolens side, vurderer Anne Katrine Lund.

»Det er synd og skam, for det betyder, at skolerne overser en masse gode historier. På min datters skole skal 900 elever lave en by med værksteder, boder og egen møntfod. Det kan blive til et flot opslag i ugeavisen om kreativitet, samarbejdsvilje og demokrati, men også om hvordan det styrker fagligheden, når børnene skal regne ud, hvad tingene skal koste«.

Hun ved godt, lærerne har travlt, men skolen skal ikke se kommunikation som en byrde, men som en frugtbar investering.

»Hvis skolen bruger pressen som medspiller til at forklare bevæggrunden for at lave et minisamfund, opstår der ikke så let rumlen blandt forældrene. Desuden vil ungerne elske at komme i avisen«, siger hun.

Reportager i den lokale ugeavis hindrer ikke de landsdækkende medier i at tordne løs med dårlige danske Pisa-resultater. Men det giver modvægt til den generelt negative omtale.

»Folk får et mere nuanceret billede, når de kan holde pressens grove generaliseringer op mod det, de har læst om skolerne i deres lokalområde. Derfor skal lærerne huske at fortælle journalisten om de pædagogiske mål i deres undervisning«, siger Øjvind Hesselager.

Skolerne skal ikke kun ringe til pressen, når undervisningen er usædvanlig og sjov, understreger Anne Katrine Lund.

»De skal også ringe, når de har fundet en metode til at hjælpe læsesvage elever eller til vellykket integration. I min datters klasse går der en italiensk dreng, som efter få måneder i landet taler perfekt dansk. Hvad er det, skolen er lykkedes med?«

Til syvende og sidst handler det om at sikre skolens overlevelse, for i dag sender resursestærke forældre ikke per automatik deres børn i den lokale folkeskole.

»Jeg er ret ny i folkeskolesammenhænge, men jeg har boet i lokalsamfundet i ti år uden at ane, hvad skolen er for en institution. Så længe man lever skjult, bliver man ikke feteret«, siger Anne Katrine Lund.

Skolen kan vinde sympati

Kommunikation handler ikke kun om at komme i medierne. Det er også at åbne sig mod en bredere offentlighed end bare forældrene.

»Kirken sender sit menighedsblad ud i hele sognet. Hvorfor gør skolen ikke det samme? En geografilærer kan flashe sin faglighed ved at blande sig i debatten om klimaforandringer. Lærere er uddannede til at forklare faglige sammenhænge på et niveau, hvor alle kan forstå det«, siger Troels Mylenberg.

Det er også kommunikation, når en skole fungerer som et lokalt åndeligt centrum i lokalsamfundet.

»I en virtuel tidsalder har skolen alle muligheder for at blive et fysisk rum for den lokale samtale ved at invitere indenfor til debataftener, valgmøder og fællesspisning. Skolen kan selv skabe rammerne til at vinde borgernes sympati«, siger han, der anbefaler at placere ansvaret for kommunikationen hos én person, og det behøver ikke være en uddannet journalist.

»Den nemme løsning er at hyre en informationsmedarbejder, men det bedste er at efteruddanne en lærer, som brænder for at fortælle om alt det, der foregår på skolen, og som kan få ting til at ske. Vi vælter os i nyheder, så man skal skabe opmærksomhed om sig selv for at trænge igennem«.

Kommunikationsrådgiver Anne Katrine Lund mener heller ikke, skolerne behøver ansætte hverken journalister eller spindoktorer.

»Det kan godt være, skolerne skal lære at få øje på den gode historie. Men ellers handler det mere om holdninger end kompetencer. Lærere skal forstå, at kommunikation kan gøre det lettere for dem selv på længere sigt. De skal turde stille sig frem og have tillid til, at pressen også gerne vil fortælle den positive historie. Den dag pressen så kommer stormende med kritik, er det ikke første gang, de prøver at udtale sig til en journalist«, siger Anne Katrine Lund.