Kasseundervisning

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nede på lærerværelset rejser overlærer Mikkelsen sig fra sin faste plads med et suk:

»Nå, jeg må ned og fylde noget matematik på 5.a!«

»Femte a?« siger jeg.

»Det er da et sjovt navn. Er det en pige?«

»Nej!«

»Så må det jo være en dreng?«

»Selvfølgelig er det ikke det!«

»Det er mystisk. Det er ikke en pige, og det er ikke en dreng. Hvem er det så, du skal undervise?«

»En klasse! 5.a er en klasse på 24 elever«, svarer Mikkelsen med forståelig irritation. Og går.

Jeg ved det jo godt. 5.a. er en klasse. Lad os udelade det lille l, så bliver min pointe tydeligere: 5.a er en kasse med 24 elever.

Et par timer senere møder vi ham i gymnastiksalen. Tre elever kun. En meget lille kasse. De skal øve højdespring. A kan springe en meter, b 1,20 og c 1,40. Det ved Mikkelsen alt om. Alligevel sætter han pinden på 1,20.

Fordi det er kasseundervisning. A river ned hver eneste gang, fordi kravet er for højt. Han lærer ingenting og mister efterhånden lysten og troen på, at han er i stand til at lære. B lærer heller ikke noget. Han river ned en gang imellem, men kommer ellers altid over og bevarer i det mindste troen på, at han kan noget. C lærer heller ikke noget, han spilder sin tid.

»Jamen, Mikkelsen må jo være åndssvag«, indvender den tænksomme læser.

Hvorfor laver han kasseundervisning, når han kun har tre elever i kassen?

Det gør han heller ikke. Der eksisterer ikke kasser med tre elever. Lad os gange med otte for at få et mere realistisk eksempel. Matematiktimen: (A) otte elever, der ikke kan følge med, (b) otte elever, der er den egentlige målgruppe for Mikkelsens undervisning, og (c) otte elever, der ville kunne lære noget på et højere niveau.

Kasseundervisningens styrke er, at det er den billigste undervisningsform, der findes. Dens svaghed er, at det ikke er muligt at synkronisere lærerens krav med elevernes forudsætninger i grupperne a og c.

Denne synkronisering mellem forudsætning og krav er motoren i al undervisning. Ved Mikkelsen ikke det? Sandsynligvis, men hvad skal han gøre? Han har 24 elever i kassen, og deres forudsætninger spreder sig over fem år: De bedste (c) er 15-årige inde i hovedet, og de svageste (a) er tiårige.

Kasseundervisning er fattigrøvspædagogik. Lad os tage tyren ved hornene: Hvis man ikke vil betale for en modernisering af skolen, så lad os i det mindste lave en form for modificeret niveaudeling, hvor vi i hvert fald en del af tiden arbejder med en bruttogruppe på tre kassetrin: 1.-3., 4.-6. og 7.-9. Herudfra kan vi så sammensætte kasserne, så elever med sammenlignelige forudsætninger går sammen. Aldersmæssigt vil kassen spænde over tre år, men det vil være lettere at skabe synkroniseringen mellem forudsætning og krav.

»Jamen, det er jo niveaudeling!«

Ja, det er det. Men den er dynamisk. Den foregår kun en del af tiden, og eleven vil være på forskellige niveauer i forskellige områder alt efter sine forudsætninger. Ligesom hjemme på vejen, i fodboldklubben, eller når der spilles Nintendo med vennerne.

Igen i morgen sidder der i kasserne hundredtusinder af elever, der ikke lærer noget, fordi kravene er for store.

Og imens diskuterer vi, om vi har råd til at renovere lokummerne.

Steen Larsen er forfatter, dr.pæd

»Og imens diskuterer vi, om vi har råd til at renovere lokummerne«