C. Brøchner Larsen, 1883-91

Begyndelsen var svær, og der var ikke meget at gøre godt med. Så medlemmerne af DLF blev bedt om ikke at skrue forventningerne for meget op, da første nummer af »Medlemsblad for Danmarks Lærerforening« ramte sin beskedne læserskare januar/februar 1883. Indholdet var knastørt: lovstof, referater af bestyrelses- og udvalgsmøder samt notitser om afdøde medlemmer.

»Det bliver ikke noget egentligt Skoleblad, ikke noget Diskussionsblad«, hed det i programerklæringen, og så var linjen lagt. Diskussionen blev henvist til det private »Skoletidende«, der ikke desto mindre i foreningens vedtægter var sikret en plads som foreningens officielle organ.

Bladets første redaktør, C. Brøchner Larsen, var skoleinspektør i København. Den kombination var næppe gået i dag, men tidligere så ingen problemer i, at foreningens højeste tillidsfolk havde høje embeder i skolevæsenet. Ja, af og til blev det ligefrem fremhævet som en kvalitet.

Emil Sauter, 1892-94

Sauter var formentlig mere redaktør af navn end af gavn, selv om han overtog posten ved Brøchner Larsens død. Han var en af de tre, der havde taget initiativ til DLF, og på dette tidspunkt af karrieren var han foreningens formand. Han havde mange andre jern i ilden, blandt andet havde han også fået sat gang i Lærerstandens Brandforsikring. Så formentlig har det daglige arbejde med bladet været overladt til redaktionssekretæren, Anders Pedersen.

Emil Sauters virke gik langtfra upåagtet hen, og ved hans død sørgede en kreds af medlemmer for, at han fik et varigt minde: Man samlede ind til et mindesmærke, der den dag i dag kan ses på Gladsaxe Kirkegård.

Peter Andersen Holm, 1894-97

Kunne også det der med kasketterne: Næstformand for DLF. Formand for Lærerstandens Brandforsikring, leder af noget, han kaldte »Juridisk Skolebureau«, og så havde han tidligere udgivet bladet »Skoletidende«, som DLF's medlemmer kunne abonnere på. Skolebøger udgav han også. Og så passede han naturligvis sit arbejde som lærer i Bjerre ved Horsens.

Christian Dahl, 1897-1906

Kontingentet blev forhøjet med 50 øre, og det gav luft i bladets økonomi. Fra 1903 udkommer det som ugeblad, for dem, der kunne finde de fire siders stof klemt inde mellem seks siders rubrikannoncer først i bladet og seks sider sidst.

Skal man give lektier for til religionstimerne? Og giver det mening, at 10-12- års-børn kan Davids 51. salme udenad? Der var hektisk debat om, hvad der skulle til, for at en lærer med sandhed kunne sige til sine elever: »Du kender fra Barndommen af den hellige Skrift«. Eller polemiske indlæg for og imod den allestedsnærværende forlægger Christian Erichsen og hans »Børnenes Bibliotek«. Men ellers spaltevis af rubrikstof: kredsmeddelelser, stillingsopslag, og hvem der har søgt og måske fået et ledigt embede. Nye medlemmer af foreningen blev omtalt med navns nævnelse.

N.P.L. Kjærgaard, 1906-27

I 1916 blev DLF's vedtægter ændret. Fra nu af måtte redaktøren ikke længere være medlem af foreningens styrelse. Det havde Kjærgaard på daværende tidspunkt været i en halv snes år, men nu måtte han vælge - og valgte redaktørposten.

Det var i hans tid, at bladet skifter navn til Folkeskolen, og foreningen afsatte økonomi til at honorere større artikler. Sådan nogle som »Hvorledes lærer Børn at synge« eller »Skolevæsenets Udvikling på de dansk-vestindiske Øer«.

Foreningsmæssigt var lønsagen det helt store diskussionsemne. Første Verdenskrig havde medført store prisstigninger, og lærerlønningerne blev udhulet. Også en diskutabel paragraf 8 i tjenestemandsloven blev endevendt og diskuteret igennem mange år.

J. Christensen Lund, 1928-42

Var ingen stridens mand, snarere lidt stilfærdig. Men han gav plads for debatten i bladet, og den kunne sandelig være bramfri, på kanten af det ubehøvlede. Emnerne spandt over indlæg om kristendommens åndskraft, kritik af Lærerforeningens valgregler til førskolelærerindernes dårlige løn.

Kolofon brugte man ikke dengang, ej heller lederartikler, så redaktørens veje er vanskelige at følge.

H. Bahne Jensen, 1942-56

Opdragelseskrise. Noget af et ord at forstyrre julefreden med. Men det gjorde redaktøren i det sene efterår 1953, hvor han sendte et spørgeskema til et stort antal skoler i det ganske land. Redaktøren bad om svar på, hvorvidt det var blevet vanskeligere for henholdsvis unge og ældre lærere at holde disciplin, om krisen eventuelt var mere udbredt i den eksamensfri mellemskole end i andre skoleformer, og om skolens nuværende og forhenværende elever i større grad havde kontakt med politiet og børneværnet. Svarene var som forventeligt ret forskellige. Fra en jysk stationsby lød det: »Børnene er egentlig ikke asociale, men de er pjattede, overfladiske, uden pligt- og ansvarsfølelse. (.) De gider ikke. Forældrene lærer dem kun at stille krav«.

Bahne Jensen konkluderede: »Skolen må stå som en venlig, forstående og sympatisk indstillet autoritet, at prøve på at nedbryde denne autoritet er ingen god samfundsgerning«.

Det synspunkt står ikke uimodsagt. Samfundsrevseren Poul Henningsen meddelte i Dagbladet Information, at han »sætter alt ind på at undergrave tilliden til Bahne Jensen, som jeg anser for at være en farlig og skadelig mand«. Debatten om Folkeskolens redaktør kører lystigt i dagspressen, men opbakningen fra DLF's formand var entydig: »Jeg finder anledning til i den forbindelse at sige vor dygtige redaktør tak for den måde, han har talt skolens sag på i denne og andre for vor skole afgørende spørgsmål«. Skolen gjorde, hvad den skulle. Der var ikke noget at komme efter. Syntes altså redaktør og formand om den skole, en eftertid har kaldt sort.

Kaj Dose, 1956-57

Havde ligesom sin forgænger gennem mange år skaffet sig solid erfaring med bladdrift som redaktør for Københavns Lærerforenings blad, KK. Men han blev syg kort efter sin ansættelse som Folkeskolens redaktør og nåede aldrig at sætte sit præg på bladet, i en tid der var præget af debatten om en ny skolelov - og medfølgende interne spændinger i DLF.

Albert Johansen, 1957-78

Kritiske bemærkninger eller problematiseringer af den siddende formands politik eller beslutninger løb aldrig ud af Albert Johansens ellers letflydende pen. Men ingen andre kunne føle sig sikre. Sognerådene, for eksempel. Disse »femørernes vogtere« ville på den ene side gerne have lærere til deres børn i landsbyskolerne, og gik da også - om end noget trevent - med på at udbetale dem løn. Afledte omkostninger såsom lærerboliger af en vis standard, derimod, var det svært at få landsbylærernes arbejdsgivere til at indse rimeligheden af. Albert Johansen hjalp dem lidt på vej: »Vi har set lærerboliger på landet over skolestuens loft, der var som Venezias blykamre, drønende varme om sommeren og isnende kolde om vinteren. Og kakkelovnsfyrede boliger, hvor læreren i vinterhalvåret må op klokke 6 for at få fyret op i skolestuen, så der var tilstrækkeligt varmt, når børnene kom«.

Et af hans yndlingscitater, der stammede fra en deltager på et organisationskursus, lød: »Man kan ikke gøre en gris til en væddeløbshest. Men man kan gøre den til en meget hurtig gris!«

Jens Christian Jørgensen, 1979-87

Hovedstyrelsen var enig: Jens Christian Jørgensen skulle have jobbet som bladets nye redaktør. Den afgående ønskede ham »held og lykke til at føre vort medlemsblad videre i loyalt samspil mellem ledelse og medlemmer«. Det var ikke den nemmeste opgave i verden.

1980'erne var præget af udprægede fløjkampe, og utilfredsheden med regeringen og indkomstpolitikken var stor. En ny type medlemmer med erklæret lønmodtager-identitet dukkede op på lærerværelser, i kredsstyrelser og på DLF's kongresser og krævede en anden, mere aktivistisk linje i fagforeningen. Men »kongressen satte tingene på plads«, skrev redaktøren, da han refererede hovedstyrelsens beroligende konstatering af, at den netop overståede kongres havde haft »en saglig, afdæmpet tone«.

Men det var i de dage, da selv Lærerforeningen og FTF begyndte at demonstrere foran Christiansborg. Jens Christian Jørgensen demonstrerede ved hjælp af skarpsleben ordkunst i sine ledere, at lærerstanden ikke ville lade sig køre ud på et sidespor, hvis det øvrige arbejdsmarked skulle have længere ferie, eller hvis LO's ledere blev for lyriske i deres visioner om at gøre ATP-fondens mange milliarder til grundstammen i en ordning om Økonomisk Demokrati - en form for håndfast medarbejderindflydelse, som var et af tidens store debatemner.

Thorkild Thejsen, 1987-

På Thorkild Thejsens kontor hænger forsiden fra Folkeskolen nummer 42/1990. I glas og ramme og på en plads så fremtrædende, som det beskedne kontor med de mange skråvægge nu engang kan tilbyde. Forsiden vinder ingen designpriser, og teksten fanger ikke en nutidig læser. Alligevel hænger fortiden der og fortæller sin historie til den, der forstår.

Den nuværende chefredaktør har hængt den op som en kontant påmindelse om, hvor galt det kan gå, hvis man i en stresset situation giver los på de journalistiske principper. Inde i bladet kan man nemlig læse en kritikløs og ensidig gengivelse af den daværende DLF-formand, Martin Rømers, synspunkter. Og de var langtfra uimodsagt i foreningens hovedstyrelse.

At deadline for længst var overskredet, og alle andre mulige kilder end formanden var gået hjem, anser Thorkild Thejsen ikke for nogen gyldig undskyldning. »Det var elendig journalistik«, mener han i dag.

Forudsætningen for bladets redaktionelle frihed er, at man har et armslængdeprincip, der går begge veje. Og bladets journalistiske frihed har da heller ikke siden for alvor været draget i tvivl. Den har været til diskussion, og kongresdelegerede og hovedstyrelsesmedlemmer har efterlyst et mere stålsat fagforeningsblad, hvor linjen bliver lagt af foreningens ledelse. Men der er kun få, der ønsker sådan et blad, hvor alt er forudsigeligt. Ikke mindst læsertallets fald.

Thorkild Thejsen er læreruddannet, men han betingede sig ved sin tiltræden, at der for fremtiden skulle ansættes journalister, så i dag er han den eneste lærer på redaktionen. Tidens krav er professionalisme, og i dag skrives og redigeres bladet foruden chefredaktøren af otte journalister, en anmelderredaktør, en chefsekretær og debatredaktør samt en række freelancemedarbejdere med mere eller mindre fast tilknytning. Dette hold producerer også månedsmagasinet Undervisere samt tre forskellige hjemmesider med daglige nyheder. De skal nok få deres egen historie, når de bliver gamle nok.

Folkeskolen fylder 125 i år, derfor bringer vi en række nedslag fra og om bladet - og om behandlingen af fortidens begivenheder i og omkring skolen og Danmarks Lærerforening.

Den første artikel, »125 år med medlemsdebat«, blev bragt i nummer 1, den anden, »Den forhadte paragraf 8 og Folkeskolen«, i nummer 12. Tredje artikel, »Dengang DLF var mest enig med De Konservative«, i nummer 14. Fjerde artikel, »Folkeskolens forsider«, i nummer 17 og femte artikel, »Ligeløn for lærere«, i nummer 29.

Denne artikel i nummer 30, »De gamle redaktører«, er den sidste i serien.