»Lærernes status i offentligheden har været faldende gennem de senere år. Det skyldes blandt andet uberettigede angreb på folkeskolen i forbindelse med de mange ændringer, som regeringen og kommunerne har påført skolerne. Centrale beslutninger om elevplaner og nationale test og centrale krav til kvalitetsrapporter tilsidesætter lærernes professionelle viden og ansvar og nedgør lærerarbejdet«.

Fra Overenskomst 08 - Baggrundsmateriale til medlemsdebatten - DLF medio 2007.

Ja, det er jo sådan set rigtig nok - sådan er det. Men der er også grunde til at perspektivere den måde at se udviklingen på. For hvad står der også her mellem linjerne:

»Regeringen er skyld i, at lærernes status er faldende, fordi regeringen helt uberettiget angriber folkeskolen. De mange krav om dokumentation for skolens resultater er udtryk for mistillid til lærerne«.

Er det hele sandheden?

Okay, undervisningsministeren og statsministeren har dummet sig med nogle bemærkninger om lærerne og skolens undervisning, som ikke lige fremmer lærernes status. Men ifølge alle undersøgelser mener det store flertal af forældre fortsat, at lærerne gør et godt arbejde - de er tilfredse med folkeskolen. Og ja - selvfølgelig skal vi blive bedre til at dokumentere resultaterne af vores arbejde.

Det interessante er, hvorfor regeringen »angriber« folkeskolen. Det gør regeringen selvfølgelig, fordi den repræsenterer et andet syn på mennesker og læring end det store flertal af pædagoger og lærere og de partier, som denne gruppe tidligere har kunnet stemme til magten. Det er fuldstændig legitimt.

Pædagogik er politik. Skolen har altid været en politisk slagmark, hvor forskellige samfundsgrupper har søgt at sætte dagsordenen. Mistillid - ja, måske - fordi magthaverne ikke er dummere, end at de indser, at det store flertal af os, der arbejder i skolen, har et andet syn på mennesker og læring, en anden politisk dagsorden. Det er mærkeligt at opleve, at lærere, der i sin tid kæmpede for retten til at politisere deres egen pædagogik, alene ser det som simpel mistillid - og ikke politik - at det herskende politiske flertal søger at styre skolen i en bestemt retning. Det er et fuldstændig politisk uholdbart projekt at bede politikerne passe sig selv og lade os lærere selv finde ud af, hvad der skal gøres.

Stigende kontrol, ja - og her ved overenskomsten sikkert et helt uacceptabelt forsøg på at give os flere undervisningstimer. Og det finder vi os selvfølgelig ikke i.

Men hvor langt rækker kontrollen? Det er irriterende at blive pålagt elevplaner uden dertil tilhørende tid, men er det sandt, at der er gennemført en uendelig liste af evalueringer og formelle krav, som gør det umuligt for os i det daglige at gennemføre en undervisning, der ruster eleverne til at blive gode borgere i et globaliseret demokratisk samfund? Nej!

Det er et benhårdt job at være lærer. Det kræver en særlig personlighed at overleve - en sjælden blanding af idealisme og kynisme. Rigtig mange går ned med flaget, og der er et kæmpe behov for omsorg om det psykiske arbejdsmiljø. Og det er frustrerende at se, hvordan regeringens politiske ideologier fører til foranstaltninger, der er i strid med internationale erfaringer og enhver fornuftig teori om læring. Men det er også sådan, at vi som lærere - i modsætning til de fleste andre lønarbejdere - fortsat har en enestående frihed til hver dag at realisere vores idealer om læring og fællesskab. I det perspektiv er der ikke noget at klynke over.

Steen Achton er lærer i København