Jeg sidder med regeringens seneste udspil på skoleområdet »Faglighed og frihed« i hånden og tænker: Hvad nu hvis man læste denne tekst som andet end et skolepolitisk manifest, som andet end et spørgsmål om godt eller skidt? Hvad nu hvis man læste den som en historisk dokument og lod, som om vi var på års afstand af begivenhederne, hvad så?

Jeg klør katten bag øret - og tankerne vandrer tilbage til den Blå betænkning fra 1960, hvori det blev slået fast, at skolen skulle gøre børn til lykkelige og harmoniske mennesker. Eller til U-90, det socialdemokratiske manifest fra slutningen af 1970'erne, hvor konklusionen var, at mange elever befandt sig i et »krydspres«, fordi deres forældre ikke forstod, at nye tider havde indfundet sig i skolen. Nye fag som samfundsorientering og ny matematik - og nye måder at lære på, hvor processer og gruppearbejdet var vigtigere end produktet. Det er kun 40-50 år siden, men det føles som længe siden, når man nærlæser den nye rapport med dens management-inspirerede retorik og forestillinger om investeringer, stærk og synlig ledelse, resultater og indsats, talent og elite, strategier, opgør med gamle vaner, friskoleforsøg og prioritering af viden og it. Hvor det engang var et skældsord at tale om skolen som en (pølse)fabrik, synes det i 2011 helt okay i regeringsbærende kredse at tænke skolen som en virksomhed og uddannelse som et produkt - og ikke som et spørgsmål om menneskelig udvikling.

Det er længe siden, og dog. Rapporten vækker mindelser om min egen skoletid med stramtandede lærerinder med knold i nakken og lærere, som gik med butterfly, på kanten mellem 1950'erne og 1960'erne. Dengang var det også frihed under ansvar og hverdagens faste rutiner, der stod højt på skoleskemaet, sådan som der lægges op til i regeringsudspillet. Og som i min barndom bliver »manden fra ploven og pigen fra kødgryderne«, der længe har haft forbud mod at vise sig på skolens lange gange, nu igen inviteret indenfor.

Nu jeg ser efter, er der også et lag af 1970'ernes retorik, som dukker op mellem linjerne, nemlig forestillingen om at skolen skal bidrage til elevernes alsidige udvikling, men i tidens ånd måles og vejes. Pludselig slår det mig, at det nye fag entreprenørskab ikke er så nyt endda, men rummer lige dele af mellemkrigsårenes dyrkelse af arkitekten som fremtidens menneske og 1700-tallets forgabelse i den oplyste bondestand.

Nogle vil mene, at rapporten klinger hult, jeg vil påstå, at den klinger gammelt. Skolens arvegods fra forskellige historiske perioder er blevet hentet frem fra skabet og pudset op til lejligheden. Det er der for så vidt intet overraskende i. Det bekræfter nemlig, at historien lever med, når der tænkes nyt. Det tankevækkende er de nye forbindelser og selvfølgeligheder, som opstår, når historien indgår i planlægningen af fremtidens skole.