Politikeren blev et menneske

Elever møder Marianne Jelved, og det bliver til en dialog om vigtigheden af at uddanne sig.

Offentliggjort Sidst opdateret
»Når jeg hørte om koncentrationslejrene i Tyskland under anden verdenskrig, så troede jeg ikke, at det kunne ske igen. Men det skete altså i Eksjugoslavien i 90’erne. Vi skal tænke os om«, sagde Marianne Jelved til udskolingseleverne på Jersie Skole.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Vi uddanner os«, råber de mere end hundrede elever i udskolingen på Jersie Skole i Solrød Kommune. På opfordring fra Marianne Jelved, uddannelses- og integrationsordfører hos De Radikale. Hun er på besøg og har netop sluttet et timelangt oplæg om demokratisk medborgerskab og vigtigheden af fagene kristendomskundskab, historie og samfundsfag.

»I kan give mig en kæmpestor glæde, hvis I siger: Vi uddanner os«, når Marianne Jelved knap at sige, før råbet gjalder.

Hun har netop forklaret, at for hende er uddannelse noget af det allervigtigste i et samfund.

Politikeren er inviteret af lærerne Malene Grynnerup og Christian Jensen, der underviser udskolingseleverne i de tre fag. De ønsker med besøget at motivere eleverne. Og motivationen er i top, mens den tidligere lærer Jelved går rundt foran eleverne i biblioteket og fortæller om sit politiske liv, sin barndom og demokratiets betydning.

Eleverne sidder helt stille og lytter, mens hun sender en læsebog fra 1777 af Ove Malling og en dug rundt. Dugen har hendes mormor broderet, mens hun ventede på at få råd til at gifte sig med Marianne Jelveds morfar. Ti år tog det, så det blev til et helt brudeudstyr med mange flotte broderier.

Lær af historien

Andelsbevægelsen får en historie med på vejen ligesom Grundloven og Jydske Lov.

I sin ungdom besluttede hun at besøge en ny kirke hver søndag og lytte til prædikerne, fordi det jo kunne være, at der var en præst, der sagde noget, hun kunne bruge, om alt det, hun var i tvivl om.

»En sagde: Jesus har kun dine øjne at se med. Det lød skørt, men jeg tænkte, at når jeg så noget, der var forkert, så skulle jeg gøre noget ved det«, fortæller Marianne Jelved.

Hun har læst en bog om krigen i Balkan og om Kosovo.

»Når jeg har hørt om koncentrationslejrene i Tyskland, har jeg troet, at sådan noget aldrig kunne ske igen. Men det skete altså i Eksjugoslavien i midten af 90'erne«.

»Det er et eksempel på, at det stadig kan ske, hvis vi ikke passer på. Vi skal tænke os om«, siger hun.

Hun taler om den personlige frihed, der skal være ukrænkelig.

»Hvem skal sikre det?« spørger hun.

»Os«, lyder svaret fra en pige.

»Ja, det er det bedste svar overhovedet. Vi skal have et fællesskab, og alle skal sikres personlig frihed«.

Fortryder afstemning

Eleverne har mange spørgsmål, og Marianne Jelved fortæller, at hun desværre har været med til at lovgive på en måde, hun slet ikke forstår i dag.

»Jeg går ind for, at man får en dom, når man har gjort noget kriminelt. Men jeg har også stemt for, at man kan få en udvisningsdom, hvis man har gjort noget kriminelt og kommer fra et andet land. Jeg har senere været i Sandholmlejren og mødt nogle af dem, der er på tålt ophold her. Og jeg så, at jeg har været med til at gøre det værste, man kan gøre, nemlig at tage fremtiden fra mennesker«, forklarer hun.

Eleverne spørger om fælles mønt i EU, om efterløn og om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan. Marianne Jelved taler om Ragnar Lodborg og Kraka, om pointsystem og familiesammenføringer.

Hun fortæller, at hun faktisk synes, at det er vigtigere at være lærer end politiker. Men at hun blev politiker, fordi hun er optaget af at skabe en god skole, og hvis man virkelig vil lave om på noget, så tænkte hun, at så skulle man nok være politiker.

»Danmark har en af verdens dyreste folkeskoler, men ikke den bedste. Hvorfor?« vil en pige vide.

»Vi har den bedste, synes jeg. Det kommer an på, hvordan man ser på det«, lyder svaret.

»Kan vi bruge pengene bedre?« spørger pigen.

»Ja, der er tre ting, der skal være opfyldt i skolen. Man skal have gode lærere, man skal eksperimentere, og man skal have modstand. Lige nu er der rigtig meget modstand«, siger Marianne Jelved.

Hun fortæller om en undersøgelse, hvor danske elever ligger i toppen. Udenlandske universiteter mener, at danske studerende er fantastiske, fordi de kan arbejde selvstændigt.

»Jeg kan love jer, at den måde, I stiller spørgsmål på her, dér kan I noget, som ikke mange andre elever kan«.