Da klokken ringede ind til time, bankede jeg sneen af mine skridsikre, orange vinterstøvler og tog min mildt myndige stemme på. »Husk at banke skoene af!« Elever fra 4.-6. klasse havde i frikvarteret udfordret de ældste elever til en sneboldkamp, og alle havde stort set overholdt de spilleregler, der var aftalt med gårdvagten. De nød det, både små og store.

På vejen til garderoben på lærerværelset tænkte jeg på, om der var et overvågningskamera, der kunne afsløre, at jeg ville komme tre minutter for sent til timens begyndelse. For nylig læste jeg nemlig i avisen, at Socialdemokraterne synes, at lærerne kommer for sent ind til timerne.

Nu de var i gang, mente de også, at lærerne ikke kan huske, hvad de giver eleverne for af lektier, og nu skulle der altså mere disciplin i skolen.

Bertel Haarder syntes ikke, han kunne have sagt det bedre selv. Sjovt nok som politik har udviklet sig. Tidligere forsøgte partierne at adskille deres politik fra andres. I dag kappes partierne om at være ens.

Løkke og Haarder vil endnu en gang have folkeskolen gennem vridemaskinen for at vise handlekraft og bortlede opmærksomheden fra, at landets skoler har svært ved at overholde ministeriets vejledende timetal, at 300 skoler er i fare for at blive lukket, at der fyres lærere på stribe, og at en del skoler er tæt på den skinbarlige konkurs.

Sjovt nok ved de på forhånd, hvad der skal komme ud af de 360 graders eftersyn: Mere disciplin, stærkere ledelse og elever, der skal kunne læse efter 2. klasse. Det sidstnævnte kan formentlig kun lade sig gøre, hvis nogle elever dumpes, men det vil til gengæld forbedre Danmarks placering i Pisa-undersøgelserne, hvilket vil være hård valuta på regeringskontoen. Og det er jo det, det drejer sig om!

Alt det nåede jeg at tænke på, mens jeg var på vej ned til mine ventende elever. Jeg kom tre minutter for sent, men jeg blev i klassen fem minutter efter timen, for jeg skulle indgå en aftale med nogle piger, der skulle indøve en dans til vores skolefest »Oi Brazil!«

Erik Schmidt