Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Forestil dig at være fodboldtræner for et hold miniputter, som en søndag morgen står på sportspladsen og kigger sørgmodigt op på dig, fordi de tabte 17-0 sidste søndag og nu er bange for, at det vil ske igen denne søndag. Og forestil dig, at du har været på et langt kursus i »anerkendelse« og på den baggrund forsøger at berolige de små stakler med, at det er aftalt, at de får lov at vinde i dag. Det vil sikkert skabe håb - men nok først og fremmest håb om en anden træner næste søndag. Fordi det jo slet ikke er sjovt, hvis det ikke er alvor - hvis man ikke kan tabe - det ved seks-årige så udmærket godt. De ønsker ganske vist ikke at tabe 17-0 igen, men at få sejren forærende er da endnu mere ydmygende.
Eller forestil dig, at du skal lære 1. klasse at spille computer, og du, for ikke at skræmme eleverne, beroliger dem med, at de ikke kan dø på denne bane. Det eneste, man i den situation kan være sikker på, er, at der vil rejse sig en skov af små pegefingre, som gerne vil have lov til at spille et sværere spil, fordi det altså ikke er sjovt, hvis man ikke kan dø i et computerspil.
Tænk hvor ulideligt det ville være at spille bold og på forhånd vide, at man havde vundet. Og tænk hvor ulideligt det ville være at spille computer uden at kunne tabe. Det ville jo svare til, at de en onsdag morgen mødte op i skolen og på forhånd vidste, at det ville blive en god dag. Ganske uhyggeligt ville det være, og ingen ville formodentlig kunne holde tanken ud. Medmindre, selvfølgelig, den naturlige, barnlige risikovillighed skulle være blevet kvalt i mødet med den kommunale evalueringskultur, så man er degenereret til pædagogisk forsvarsspil.
I en tid, hvor alle peger på vigtigheden af kompetence, kreativitet, innovation og foretagsomme borgere, er pædagogisk tilbageholdenhed vel så nogenlunde det sidste, vi har brug for. Ligesom konkurrencefrygtende elever og professionelle vel er noget af det mest truende for fællesskabet, fordi de forholdsvist sjældent vil yde deres bedste. Konkurrence er en naturlig del af enhver velfungerende skoles hverdag - men kun for så vidt konkurrencen befordrer den enkelte via oplevelsen af, at der går sport i at honorere skolens krav - og i selv at finde på nyt, som de ikke havde tænkt på i skolen. Og kun for så vidt det står lysende klart for enhver, at fællesskabets succes står og falder med den enkeltes, hvorfor der må være en værdig hverdag for enhver elev og enhver professionel i skolen.
Der skal som bekendt mange velspillende musikere til at opføre en symfoni - men blot en enkelt dårlig til at ødelægge den. Sådan er det på en måde også i en skole, som forsøger at leve op til lovens ånd såvel som bogstav: Der skal meget til for at få en skole til at lykkes - og ikke ret meget til at forhindre det. Filosoffen K.E. Løgstrup mente, at skolen var det umuliges kunst, men jeg tror, der er langt mere perspektiv i at betragte den enkeltes muligheder som grundlag for pædagogisk kunst.
»Medmindre, selvfølgelig, den naturlige, barnlige risikovillighed skulle være blevet kvalt i mødet med den kommunale evalueringskultur, så man er degenereret til pædagogisk forsvarsspil«.