Siden Danmarks Lærerforening blev grundlagt i 1874, har kampen for en forbedring af lærernes løn stået centralt i det fagpolitiske arbejde, og siden Folkeskolen begyndte at udkomme i 1883, har lønkampen fyldt meget i medlemsbladets spalter.

Der skulle dog gå adskillige årtier, før sagen nåede til en nogenlunde tilfredsstillende løsning med vedtagelsen af tjenestemandsloven i 1919. De kvindelige lærere, lærerinderne, fik endda ligeløn med i købet. Men det var der mange mandlige lærere, der bestemt ikke var tilfredse med.

En ting var, at flere og flere kvinder blev ansat i skolen. Nu skulle de fremover også have samme løn for samme arbejde. Debatten om ligeløn havde med stigende intensitet været ført i lærerkredse fra 1890'erne, og især i årene før tjenestemandslovens gennemførelse gik bølgerne højt på lærermøder og i Folkeskolen.

Kvindernes bekendte Nøjsomhed

I 1898 fremsatte kommunelærerinde Anne Bruun første gang et formelt krav om lige løn for lige arbejde i forbindelse med forhandlingerne om en ny skole- og lærerlønningslov. Det førte til, at 220 købstadslærerinder selv indgav et andragende til kultusminister Hans Valdemar Sthyr, der imidlertid i sit svar henviste til »Kvindernes bekendte Nøjsomhed«.

Det lykkedes ikke for lærerinderne at komme igennem med deres lønkrav. Tværtimod fastslog lærerlønningsloven af 1899, at kvindernes begyndelsesløn skulle være lavere end mandlige læreres løn, og at de mandlige læreres løn derudover skulle stige mere i løbet af ansættelsen. Det resultat var lærerinderne selvsagt ikke tilfredse med, og de forsøgte i de kommende år at få valgt kvinder ind i DLF's hovedstyrelse. I 1915 var fire af hovedstyrelsens 15 medlemmer kvinder.

I 1908 kom der en ny lærerlønningslov, som for de mandlige lærere gav yderligere forbedringer, specielt for førstelærere, overlærere og enelærere. Lærerinderne kunne derimod endnu en gang konstatere, at forskelsbehandlingen mellem kønnene fortsatte - til stor tilfredshed for en stor del af de mandlige lærere. Lønningsprincipperne i loven var som foreslået af DLF: Samme begyndelsesløn for lærere og lærerinder med en hurtigere stigende skala for lærerne og et lønniveau for lærerinderne, der svarede til to tredjedele af deres mandlige kollegers lønninger. Som den eneste og yderst beskedne indrømmelse til lærerinderne fik de tildelt en betaling på 50 kroner årligt for håndarbejdsundervisningen.

De gamle Jomfruer

Men også de mandlige læreres lønforhold var stadigvæk langtfra tilfredsstillende, og også i de kommende år blev lønspørgsmålet et omstridt emne i lærerkredse, og ikke mindst det kønsmæssige aspekt kom i fokus, da DLF i 1915 formulerede principperne for en lønreform med kommunelærerinde Thora Pedersen som den drivende kraft.

Her blev det nu fastslået som princip, at lærere og lærerinder skulle sikres samme levefod. Grundløn og alderstillæg skulle være det samme for lærere og lærerinder. Derudover skulle der ydes et forsørgertillæg også til enlige kvinder med børn.

Det ramte direkte ned i et ømt punkt for statens politik over for kvinder. På den ene side søgte man at fastholde kvinderne i position som mor, hustru og forsørget. På den anden side støttede man kvinderne i at søge ud på arbejdsmarkedet, som gav dem mulighed for at forsørge sig selv. Derfor kunne de gifte lærerinder med børn med samme ret som lærerne kræve et forsørgertillæg.

Det skabte voldsomt røre, da DLF's lønudvalg fremlagde sit udkast til en ny lønningslov i 1917 på foreningens tiende ombudsmøde. Udkastet slog princippet om »lige løn for lige arbejde« fast og opererede med et udvidet forsørgerbegreb. Men de delegerede, der hovedsageligt bestod af mænd, ønskede hverken ligeløn eller forsørgertillæg og stod i kø for at udtrykke deres mishag med udvalgets forslag. Dirigenten blev tvunget til at begrænse taletiden, først til fem og senere til to minutter, men mange mænd fik alligevel sagt en masse på kort tid.

Folkeskolens referat er så omfangsrigt, at det er delt over to numre. Tonen var ofte ubehagelig og præget af de mandlige læreres nedladende holdning til kvinder og kvindebevægelse:

»Forsørgelsesprincippet er et sørgeligt Udslag af den fortvivlede og forvildede Kvindebevægelse«, sagde Henriksen Brangstrup. »Han stolede på«, refererer Folkeskolen, »at om just ikke de gamle Jomfruer - så Hustruerne og de unge Piger, der nærede Haab om at blive gift, paa Valgdagen vilde stemme Uhyret ned«.

Lærer Magelund, Esbjerg, gik på talerstolen og fastslog: »Det gamle Princip om forskellig Løn for Lærere og Lærerinder bør beholdes«, og i det synspunkt havde han mange meningsfæller blandt de mandlige mødedeltagere. Det anfægtede imidlertid ikke Thora Pedersen, der på trods af forsamlingens overvejende modvilje fastslog: »Vi kommer ikke uden om Spørgsmaalet: Lige Løn for Lærere og Lærerinder. Af den Grund har vi tilbudt Forsørgertillægget. Ønsker Lærerne ikke denne Form af Løn, maa de selv pege paa en anden Løsning«.

Enden på ombudsmødet blev, at forsamlingen pålagde hovedstyrelsen ikke at træffe beslutninger i lønningssagen, før foreningens kredse og et nyt ombudsmøde havde taget stilling til forslaget. I den efterfølgende tid blev der rundt om i kredsene vedtaget resolutioner, som understøttede forskelsbehandlingen af lærere og lærerinder i lønningsloven af 1908.

Løn efter Køn

Lærerne begrundede for eksempel denne holdning med følgende argumentation:

»Skal nu Lærerinder have samme Løn som Lærere, saa faar de sidste mindre, end de ellers kunne faa, betydeligt mindre; de skal i en vis Forstand betale en Del af Lærerindernes Løn. Kan det kaldes retfærdigt? Nej, det kan ikke. Hvorfor? Fordi en virkelig social Retfærdighed afhænger af Svaret paa det gamle Spørgsmaal; hvor meget skal jeg have i Løn for at kunne leve paa en passende Levefod, og fordi Lærerinder almindeligvis kan leve billigere end Lærere af Grunde, som alle kender«, skriver N.K.J. Kjær i Folkeskolen i oktober 1917.

Herudover var det kun mænd, der var forsørgere, kvinderne udførte ikke reelt det samme arbejde som deres mandlige kolleger. Og så var de i øvrigt ikke så gode til det, lød argumentationen videre!

En vejledende afstemning blandt DLF's medlemmer viste, at der var et klart flertal for at fortsætte med at have et system med »løn efter køn«, og så betød det lidt, at hele 1.673 købstadslærerinder protesterede og krævede »lige løn for lige arbejde«.

Men de skulle opnå det, førend de anede det. I 1917 nedsatte Rigsdagen »Den Store Lønningskommission«. Årsagerne var den faldende realløn, som tjenestemænd og andre offentligt ansatte havde oplevet under Første Verdenskrig som følge af store prisstigninger. Der blev udpeget 21 personer, heriblandt Thora Pedersen, der repræsenterede DLF, Københavns Kommunelærerindeforening og 1.450 andre kvinder, der også var offentligt ansat. Thora Pedersen ønskede imidlertid ikke at være den eneste, der repræsenterede DLF. »Det vilde«, skrev hun, være »en umulig Stilling«, da hun arbejdede for ligeløn, som ikke alle i DLF var indforstået med, især ikke købstadslærerne. Enden blev, at DLF fik to repræsentanter i kommissionen, foruden Thora Pedersen også landsbylærer Carl Dige. Men der var store problemer med DLF's repræsentation, idet de mandlige købstadslærere hverken følte sig repræsenteret af Dige eller Pedersen.

Lige Løn for Mand og Kvinde

Hvordan kan en lærerinde, der åbenlyst går ind for ligeløn, repræsentere DLF, hvor flertallet går imod, blev der spurgt. Det anfægtede imidlertid ikke Thora Pedersen, der fastholdt, at hun ville arbejde for ligelønsprincippet. DLF's repræsentantskab forlangte, at hun trak sig fra kommissionen, men det nægtede Thora Pedersen blankt, da hun ikke alene repræsenterede de kvindelige lærere, men også andre kvindelige tjenestemænd, som hun ikke ville svigte.

Sagen om ligelønsprincippet truede med sprængning af DLF. Formand H.A. Svane satte sit formandskab ind på spørgsmålet og afværgede et brud, da han fik repræsentantskabet til at acceptere, at Thora Pedersen arbejdede for lærerindernes standpunkt: »Lige Løn for Mand og Kvinde«. Til gengæld skulle Carl Dige så arbejde for mændenes opfattelse: En forskellig skala for de to køn. Da kommissionens rapport forelå, viste det sig, at et flertal af medlemmerne gik ind for ligelønsprincippet, som blev indskrevet i Tjenestemandsloven af 19. september 1919. Ligeløn mellem kønnene på lærerområdet var herefter en realitet. Ved Dansk Kvindesamfunds ligelønsfest samme år blev Thora Pedersen hyldet, og fra lærerinderne modtog hun en stor pengegave som tak for sin indsats.

Keld Grinder-Hansen, cand.mag., ph.d., leder af det nu lukkede Dansk Skolemuseum

Folkeskolen fylder 125 i år, derfor bringer vi en række nedslag fra og om bladet - og om behandlingen af fortidens begivenheder i og omkring skolen og Danmarks Lærerforening.

Den første artikel, »125 år med medlemsdebat«, blev bragt i nummer 1, den anden, »Den forhadte paragraf 8 og Folkeskolen«, i nummer 12. Tredje artikel, »Dengang DLF var mest enig med De Konservative«, blev bragt i nummer 14 og fjerde artikel, »Folkeskolens forsider«, i nummer 17.