»Jeg bryder mig egentlig ikke om tal«, siger Anders Hingel. Ansvarlig for Europa-Kommissionens mange rapporter, hvor medlemslandenes uddannelsessystemer og skolevæsener sammenlignes og analyseres.

Anders Hingel er uddannet økonom med en fortid på Roskilde Universitetscenter og siden 1996 kontorchef i Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Uddannelse og Kultur, hvor han er den højest placerede dansker.

»Jeg bryder mig ikke om tal«, gentager han. »Men jeg er interesseret i den proces, der går i gang, når man sammenligner og viser tal«.

»Hvis man lægger en analyse på bordet, så siger en minister måske ikke ret meget. Men lægger man tal og grafiske sammenligninger frem, der for eksempel fortæller, at der på et område er sket en forværring på ti procent, så sker der pludselig noget. Så begynder diskussionen. Så drages der måske politiske konsekvenser«.

EU forstår forskellighedens betydning

Og der sker endnu mere, når man sammenligner tal fra forskellige lande, mener Anders Hingel. Selv om det ofte kan være problematisk at sammenligne hen over landegrænserne, fordi forhold og vilkår varierer. Det er en udfordring i al komparativ forskning.

»De projekter, vi arbejder med, omfatter 12, 25, 32 lande - eller flere - og hovedproblemet her er, at visse typer initiativer har en kvalitet i det ene land, som det ikke har i det andet«.

Der eksisterer ikke initiativer, der kan overføres direkte fra det ene land til det andet, understreger han.

»Idéen om One Best Way fungerer ikke. Man kan ikke kopiere hinandens skolevæsener. Det ved alle. Men vi ved også, at der er elementer i ét land, som kan inspirere til reformer i andre lande. Det er den proces og den dialog, vi prøver at fremme med komparative analyser«.

»Forståelsen af diversiteten i systemerne er noget af det mest spændende ved at arbejde i Kommissionen. Og den forståelse er meget højere i Kommissionen, end den er i et land som Danmark«, siger Anders Hingel.

Folk i EU-systemet, der arbejder med at sammenligne medlemslandenes skole- og uddannelsessystemer, ved meget om forskellene, understreger han. De ved noget om de vigtige forskelle mellem uddannelsessystemer.

»De har som en grundlæggende forståelse, at et uddannelsessystem kun kan fungere og være effektivt, hvis det har sine rødder i den lokale kultur, historie og specifikke nationale, institutionelle sammenhæng. De forstår røddernes afgørende betydning for hvert enkelt lands uddannelsessystem«.

Men det er ikke hele det danske uddannelsessystem, der er specielt dansk, siger Hingel.

»Der er noget, der hedder det danske uddannelsessystem, naturligvis. Men det er ikke hele jeres uddannelsessystem. Der er vigtige elementer i det danske uddannelsessystem, der gør det dansk - og som skal forsvares«.

Men der er også elementer, man kunne ændre, uden at den danske folkeskole, gymnasier, erhvervsuddannelser og universiteter ville blive mindre danske af den grund. Men måske endnu mere effektive og endog med højere kvalitet, lyder vurderingen fra EU-Kommissionens chef for kultur og uddannelse.

Dansk hjerteblod

»Jeg kan ikke understrege det nok, at det er vigtigt at holde fast ved, at der er noget, som er specielt dansk«, gentager Anders Hingel. »Men«, fortsætter han, »Danmark er måske ikke det første sted, jeg ville gå til for at forstå, hvad der er specielt dansk ved det danske skolesystem!«

For vi har ikke nødvendigvis den viden i Danmark, der skal til for at se de specielle danske kvaliteter, forklarer han. En farve har ikke en bestemt farve, medmindre man har andre farver til sammenligning. Først da giver det rigtig mening og får kvalitet. Det samme med uddannelsessystemerne: Hvis man ikke har et system til sammenligning, der er forskelligt, kan man ikke forstå, hvorfor det danske system er specielt.

»Når de ansvarlige for uddannelsessystemet på alle mulige niveauer ikke ved, hvad der er essentielt for det danske skolesystem, så risikerer man at ødelægge det. At forstå, hvad der er hjerteblodet i det danske system, er helt centralt for internationalt samarbejde«.

Pas på det danske lighedsprincip

Selv om pointen vist skulle være sivet ind, gentager og varierer Anders Hingel for en sikkerheds skyld argumentationen. Fordi den er så vigtig:

»Det er farligt, ja, det er meget farligt at tro, at alle elementer i det danske uddannelsessystem er specielt danske. Det kan nemlig gøre det umuligt at se det, som vitterligt er specielt dansk. Der er dele af det danske skole- og uddannelsessystem, der knytter sig til det danske samfunds struktur, såsom lighedsprincippet. Hvis man ændrer den danske folkeskoles lighedsbegreb, så det bliver i modstrid med lighedsforståelsen i samfundet generelt, så kan det give store problemer. Det ville ikke være effektivt. Danmark er et lighedsland, og alle tiltag på undervisningsområdet bliver nødt til at respektere denne danske forståelse nu og her af, hvad et godt samfund er, og hvad et godt uddannelsessystem er«.

Det samme gælder naturligvis for andre lande.

»Tag nu for eksempel Frankrig, som har en anden struktur, en anden tradition og en anden selvforståelse. Ændringer i Frankrigs uddannelsessystem fungerer derfor kun, hvis de respekterer den franske samfundsstruktur, kultur og historie«.

»Jeg ved godt«, fortsætter Hingel, »at når vi kigger på de sydeuropæiske uddannelsessystemer, så siger I: 'Det er systemer fra en anden tid, det skal ændres'«.

»Uddannelsessystemer fungerer i deres nationale strukturer, og de fungerer måske lige så godt eller på visse områder endog bedre end det danske. De har deres rødder i den nationale historie. Det er et meget farligt område at gå ind i, hvis man ikke forstår, hvad diversitet er«.

Små EU-teknokrater

Nogle danske politikere og lærere har måske den opfattelse, at Europa-Kommissionen har en europæisk model for uddannelse, men sådan er det ikke, understreger Anders Hingel.

»Måske er der nogen i Danmark, der tror, at vi har et kontor med små EU-teknokrater, der har en europæisk model for uddannelse, som de vil presse ned over hovedet på jer. Men de teknokrater findes ikke! Jeg har aldrig mødt dem. Nej, de findes slet ikke i Bruxelles. Og grunden er, at det er et sted, hvor man kender diversiteten af uddannelsessystemerne i Europa i bund og grund. Denne viden er baggrund for al europæisk samarbejde inden for uddannelsesområdet. Det står endog i EU-traktatens artikel 149«.