Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvis man midlertidigt ser bort fra det tvivlsomme pædagogiske indhold, den manipulerende iscenesættelse, den utroværdige beregning af skolens fremskridt og det pinlige, kommercielle islæt i Tv2's realityserie, »Skolen - verdensklasse på 100 dage«, der blev sendt for nylig, er der et afgørende spørgsmål, som står tilbage. Det er spørgsmålet om lærernes metodefrihed, som er det mest vitale element i lærerens professionalisme.
Tilsyneladende var det Gauerslund Skoles ledelse, der besluttede, at alle lærere skulle anvende læringsstile. I første udsendelse siger speakeren: »Eleverne trasker uinspireret ind til skolen. Lærerne står bare og snakker. Indtil videre har lærerne undervist på hver deres måde«. Lidt senere siger skolelederen Magnus Te Pas: »Vi i skoleledelsen har bestemt, at vi de næste 100 dage skal arbejde med læringsstile«.
Hvis denne fremstilling var rigtig, ville den unge skoleleder kunne udsættes for kritik for at knægte lærernes metodefrihed. Men det er efter sigende ikke en korrekt fremstilling. Selv om lærerne kun havde ganske kort tid til at tage stilling til projektet, så blev de faktisk spurgt, og kravet var kun, at de i løbet af de 100 dage skulle tilrettelægge ét forløb med læringsstile. Altså langtfra den virkelighed, som udsendelsen formidlede.
Et af de store problemer er derfor, at den danske befolkning nu tror, at en skoleleder kan diktere lærerne at følge et bestemt pædagogisk koncept eller en undervisningsmetodik. Det kan skolelederen ikke.
Med tv-serien er der skabt forudsætninger for et forståeligt, men grundløst forældrepres på skolens leder og lærere, som allerede presses af politikere, der har en mening om pædagogik. I Århus Kommune vil rådmand Louise Gade nu sende samtlige pædagoger og lærere i kommunen på kursus i læringsstile.
I lærernes professionsideal optræder metodefriheden op til flere gange, ligesom lærerens personlige ansvar og integritet betones. Følgende fremhæves endda i punkt 9: »Læreren vil værne om sin metodefrihed« . og »Læreren vil aldrig påtage sig at anvende undervisningsformer, pædagogiske midler eller formidle et stof, som denne ikke selv kan indestå for«.
Lærerne er ikke tomme hylstre eller instrumenter, som politikere eller for den sags skyld skoleledere kan sætte til at udføre deres forestillinger om didaktik og metodik.
Erik Schmidt
