Betyder det noget for elevernes udbytte, hvor mange der går i klassen? Dette tilsyneladende enkle spørgsmål har gennem årtier været genstand for noget af en skyttegravskrig mellem lærere og pædagogiske forskere. Men nu giver en ny undersøgelse måske mulighed for at nå en fælles afklaring. Spørgsmålet er af stor betydning. En af de vigtigste forklaringer på, at vores folkeskole er blandt verdens dyreste, er, at vi har en relativt lille klassekvotient. Det kan vi næppe opretholde, medmindre vi kan dokumentere, at samfundet får noget for pengene.

Lærererfaring og almindelig sund fornuft har altid sagt, at det er en fordel med små klasser. Jo færre elever der er i klassen, jo bedre mulighed har læreren for at have føling med den enkelte elev og for at give lige netop den hjælp, den enkelte har brug for. Og jo færre elever, jo nemmere er det at opretholde arbejdsro.

Imidlertid har pædagogiske forskere gennem flere årtier lige så stædigt hævdet det modsatte: Statistiske undersøgelser viser ingen positiv sammenhæng mellem lav klassekvotient og elevers udbytte målt med testresultater eller prøvekarakterer. Siden Pisa 2003 har Niels Egelund endda skærpet budskabet yderligere: Flere elever i danske klasser vil give bedre udbytte. Baggrunden for denne påstand er, at Pisa tyder på, at der findes en optimal klassestørrelse, og at den ligger noget over det aktuelle danske gennemsnit.

For nogle måneder siden fremlagde Eskil Heinesen fra AKF, Anvendt KommunalForskning, nogle opsigtsvækkende resultater, der giver anledning til, at vi nytænker hele problemstillingen. Hans undersøgelse med udgangspunkt i faget fransk viser nemlig, at klassekvotienten har stor betydning. For de svageste elever betyder ti elever færre i klassen næsten et helt karakterpoint mere på 13-skalaen. Det er en meget stor effekt i undersøgelser af denne type, hvor man plejer at måtte interessere sig for ganske små marginaler.

Hvad er forklaringen på, at Eskil Heinesen kommer frem til et helt andet resultat, end vi plejer at høre fra den pædagogiske forskning? For det første betyder udgangspunktet i fransk, hvor man jo ikke underviser i de normale stamklasser, at han kommer uden om en generel tendens til, at skoler med elever fra højere sociale lag har lidt større stamklasser. For det andet interesserer han sig for så store forskelle i klassekvotienter som ti elever og ikke for de marginale forskelle, der ofte indgår i andre undersøgelser.

Men hvad så med hele den meget omfattende internationale forskning? Har den bare taget fejl? Nej, hvis man kigger nærmere på nuancerne i den internationale forskning, er dens resultater faktisk ikke så langt fra Eskil Heinesens, som det umiddelbart ser ud. For det første har forskningen i de senere år ikke hævdet, at klassekvotienten intet betyder - den har blot sagt, at den ikke betyder særlig meget. For det andet har en række andre undersøgelser peget på det samme som Heinesen: De svage elever har udbytte af en lav klassekvotient.

Der er altså nu udsigt til, at forskningsresultaterne og lærererfaringerne kommer mere på linje. Til gengæld er denne nye afklaring ikke så let at omsætte i praktisk pædagogik og uddannelsespolitik. Den samlede forskning tyder på, at lav klassekvotient er en fordel for svage elever og for elever i begyndelsen af skoleforløbet. For fagligt stærke elever, der er i slutningen af skoleforløbet og stammer fra uddannelsesmotiverede hjem, er klassekvotienten af ringe betydning. Skal vi bruge pengene fornuftigt, skal vi altså have langt større forskelle i klassestørrelserne, således at de varierer med elevernes baggrund og alder.

Per Fibæk Laursen er professor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole