Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Nu kan jeg bedre forstå den politisk-økonomiske oprustning med de tre k'er på skole- og uddannelsesområdet: kompetence, konkurrence og kontrol. Jeg har nemlig lige været i Kina. Jeg forstår, hvorfor alverdens ledere ryster i bukserne. Kæmpen i Kina er vågnet, og som Napoleon skulle have sagt for et par hundrede år siden, så vil verden ryste, når det sker.
Kinas 160 millioner skoleelever studerer på livet løs. Deres forældre vil alle gerne have, at de bliver ingeniører. Alle sammen. Landet har en forventet økonomisk vækst på 11,5 procent dette år og forventer i perioden 2000-2020 en firedobling af nationalproduktet, hvilket er formidabelt.
Udenlandske banker har netop fået adgang til at gøre forretninger, og med et stigende antal nyrige kinesere og en stærkt voksende middelklasse blandt de 1,3 milliarder indbyggere er det klart, at Kina i løbet af ganske få år kan blive en trussel mod det vestlige verdensherredømme - økonomisk, politisk og militært.
Under globale markedsvilkår er det fristende at efterligne den kinesiske model med stærk central styring af civillivet, kontrol med medarbejderne og rå markedskraft for resten af pengene, og VK-regeringen har tilsyneladende ladet sig inspirere.
Men Kinas model giver store problemer med fattigdom, arbejdsløshed, social ulighed, manglende retssikkerhed, korruption, energi- og miljøtrusler og fravær af demokrati og menneskerettigheder.
Mest iøjnefaldende i Beijings og Shanghais bybilleder er dog mangel på børn og teenagere. Hvor er de henne? Jo, de går i skole. Som regel til klokken 16-17 stykker. Så bliver de hentet af bedsteforældrene. De får lov til at se tv og læser lektier. Men de kommer dårligt uden for en dør. Ægtepar i byerne må kun få ét barn, og det barn skal der passes godt på. Lege hest eller spille fodbold i gården kan der ikke være tale om. Det er ikke for prinser og prinsesser.
Samfundet er som trafikken. Det drejer sig om at komme forrest og ikke give plads eller hjælpe andre frem. Det er alle mod alle. Kongfuzi og Lao Tse er på vej i glemmebogen.
Vesten skælver. De politiske ledere forlanger resultater i skolerne. Men mon ikke vi står os ved at bygge vores skoler på tillid og generøsitet og ved at udvikle kritiske, kreative og selvstændige personer. Det er ligesom mere os. Og mere langsigtet.
Erik Schmidt
