Juristen, forfatteren, politikeren og jøden Isi Foighel har skrevet en fin, lille bog om de danske jøders skæbne i den sidste del af besættelsestiden. Den handler om, hvorledes jøderne blev advaret mod den deportation, som var planlagt efter tyskernes magtovertagelse den 29. august 1943. Om hvordan det lykkedes langt de fleste af dem at flygte til Sverige, og hvordan de få pågrebne (481 af cirka 7.000 jøder) blev deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt, og hvorfor de dér fik en forholdsvis god behandling i modsætning til jøder fra andre lande, som blev sendt videre til udryddelseslejre.

Foighel bygger sin beretning på egne oplevelser og på arkivmaterialer. Et kapitel handler om hans flugt til Sverige sammen med to jævnaldrende kammerater. Den største del af beretningen er dog hentet fra samtidige aktørers erindringer og fra historikere.

Foighels tendens er klar. Hans helte er den tyske skibsfartsattaché G.F. Duckwitz, de socialdemokratiske politikere Hans Hedtoft og H.C. Hansen, formanden for det jødiske samfund C.B. Henriques og ikke mindst departementscheferne Nils Svenningsen og H.H. Koch. De sørgede tilsammen for den mirakuløse og enestående redning af de danske jøder. Werner Bests og Adolf Eichmanns roller og motiver er mere uklart beskrevet, og det samme gælder danskere med lunkne holdninger.

Bogen kan anbefales som led i en undervisning med emnerne "Holocaust" og "Modstand eller samarbejde under Besættelsen".