Kampen om inklusion og specialundervisning dominerer landskabet i øjeblikket. Der regnes og regeres for at finde ud af, hvordan man kan beholde flere elever i normalundervisningen, for det er mange penge, som er i spil.

Fra 1995 til 2010 er udgifterne til specialundervisning steget fra 5,1 til 13,3 procent af skolens samlede budget, viser en undersøgelse. Det er ikke holdbart - er alle enige om.

Men handler løsningen om økonomi eller pædagogik? Det er her, kampen står.

Debatten udspiller sig også i begreber. Krevi, det statslige forskningsinstitut, som følger kommunalreformen, har opfundet et nyt ord til at beskrive den dyreste specialundervisning: Ekskluderende specialundervisning.

Det dækker logisk nok over specialundervisning uden for klassen. Logik, men også politik, fordi fænomenet dermed får en negativ klang. Hvem kan lide eksklusion?

Det kan de færreste. Vi er dog mange, som går ind for, at elever, som har brug for hjælp, også får den, sådan som det stadig er gældende lov.

Der er mange spillere på banen, som er i gang med at gøde jorden for en lovændring, så kommunerne bedre kan styre økonomien.

Krevi viser, at selv hvis man tager højde for elevernes forskellige baggrund, er der stor forskel på, hvor mange elever kommunerne giver specialundervisning. Derfor foreslår de, at man lægger pengene ud til den enkelte skole, som så selv får ansvaret for at passe på midlerne.

Ingen kan have noget imod at spare penge. Men denne model lægger vægt på en økonomisk frem for en pædagogisk løsning på problemet. En central forsker på området siger inde i bladet:

»Når man gennemfører decentraliseret budgetansvar, så er det en måde at favorisere økonomihensynet i forhold til det faglige hensyn«.

Det bør ikke være første skridt.

Den pædagogiske vej er helt afgørende, hvis inklusion ikke skal brolægges med skadede børn, flugt til privatskoler og lærere, som går ned med stress. Det er helt nødvendigt at finde ud af, hvorfor en stigende del af eleverne af fagfolk vurderes til at have brug for at blive undervist uden for deres skole.

Er det skolen, der bliver dårligere til at rumme forskellige behov? Er det den moderne børnekarakter? Er læger, forældre og lærere blevet bedre til at opdage elever med problemer? Mangler lærerne efteruddannelse? Eller …

Allerede i dag forsøger man overalt i landet at holde flere elever i normalklassen - med skiftende succes. I en opsigtsvækkende undersøgelse for nylig sagde hver anden lærer, at der inkluderes for mange elever. Og det er vel at mærke danske lærere, som er ret hårdføre, når det handler om uro, som giver denne vurdering. I Aarhus, hvor man allerede har lagt midlerne ud til den enkelte skole, advarer lærerne mod, at det er gået ud over eleverne.

De pædagogiske hensyn skal ind i kampen. Ellers kommer besparelsen til at ske på bekostning af de elever, lærere og forældre, som skal lægge skoleliv til.