Tidligere undervisningsminister Julius Bomholt sagde i 1950, at man aldrig ved eksamensbordet havde konstateret, hvad det egentlige i et menneske var. Det var, dengang reformpædagogikken var ved at få tag i det officielle Danmark, og opgøret med den sorte skole var blevet en bred politisk dagsorden. Det skulle nå et af mange højdepunkter med den såkaldte blå betænkning i 1960, hvor opnåelsen af harmoniske, lykkelige og gode mennesker blev markeret som skolens fremmeste.

Siden er der som bekendt løbet megen vand i stranden. Flere eksamensfag, flere udprøvninger, flere prøveformer (på nær gruppeeksamen forstås), test og karakterer kendetegner skolen og store dele af uddannelsessystemet i dag. Med brugen af rammer og regler for niveau signaleres målretning, klarere kvalitetskrav og fokus. Nu er turen så på ny kommet til læreruddannelsen - den mest regulerede, den mest tugtede og omtalte videregående uddannelse i Danmark, som engang blev præsenteret som »lærernes frihedsbrev«, som ministeren udtalte i 1954. For ikke så længe siden spillede undervisningsministeren ud med et forslag om at udvide adgangsbegrænsningerne til optag på læreruddannelsen til et generelt karakterbestemt adgangskrav. Målet er at gøre uddannelsen mere attraktiv. Ministeren skrev i en kronik i Politiken for nylig, at læreruddannelsen skal rekruttere de bedste studerende. Det er vanskeligt at være uenig. Lærerne har nemlig verdens vigtigste job, som de tør sige i Finland. Derfor skal der også herfra kvitteres for målsætningen om endnu flere dygtige studerende til læreruddannelsen. Men initiativet rejser yderligere mindst to spørgsmål. For det første afgøres en professions attraktivitet ikke alene af adgangen til den. For det andet kan der spørges til visdommen i en ensidig satsning på karakterer, al den stund at et meningsfuldt karakterkrav alt andet lige vil indebære en betydelig nedgang i optaget ikke mindst i de meget omtalte udkantsområder. Men lad mig uddybe det med professionens attraktivitet. Den afgøres naturligvis delvist af adgangen. Men den bestemmes lige så vel af uddannelsens kvalitet og af professionens status og arbejdsvilkår (løn, råderum, karriere- og specialiseringsveje). Derfor er det interessant, at et bredt flertal i Folketinget for nylig har bevilget 12-15 ph.d.-stipendier til opkvalificering af få udvalgte undervisere på Danmarks næststørste videregående uddannelse over de næste tre år. Et beskedent, men godt initiativ, da forskningen skal tættere på læreruddannelsen. Og det vil virke, om end ambitionsniveauet antyder, at sigtet er uendelig langt. Endelig kunne man driste sig til at hævde, at en massiv styrkelse af læreruddannelsen og mere strategisk efter- og videreuddannelse til de nuværende lærere er det indhold eller den investering, som skal sikre, at alle de andre initiativer til styrkelse af professionens arbejdsvilkår (bedre skoleledelse, øget kommunal frihed) får de tilsigtede effekter. Ændringer af rammer og regler - som karakterer, eksaminer og adgangskrav jo er - sætter nok et niveau, men indebærer næppe et kvalitetsløft uden styrkelse af indholdet.