Ved et åbent samråd i Folketinget i starten af juni blev undervisningsminister Tina Nedergaard konfronteret med tal fra Kommunernes Revision, der angiveligt dokumenterede, at udgifterne til folkeskolens elever er faldet med 380 kroner per elev i perioden 2002-2009. Her valgte hun så at henvise til Danmarks Statistik, som hun mener har nogle andre tal, men udtalte, at hun ikke vil gøre sig til dommer over, hvem der har mest ret.

I forrige udgave afFolkeskolen vælger hun så tilsyneladende alligevel at gøre sig til dommer, når hun konsekvent afviseralle andre analyser, tal, statistikker og undersøgelser ved at konkludere, at Danmarks Statistik har ret. Punktum!

Det ville dog klæde Tina Nedergaard at forholde sig til OECD-rapporten fra 2010»Education at a glance«, derdokumenterer, at Danmarker blevet overhalet af en lang række lande, når det drejer sig om at investere i skolen og børns uddannelse. Da nyheden kom i juni, ville hun ikke kommentere på rapporten og tallene. Det tætteste, vi vel er kommet på en udtalelse, er et skift i hendes og regeringens retorik,så den danske folkeskole ikke længere omtales som »den dyreste«, men »én af de dyreste« (det tiendedyreste land for 7.-9. klasse ifølge rapporten).

Hvis der virkelig er en ambition om, at Danmark i 2020 skal have »verdens bedste folkeskole«, burde undervisningsministeren måskeforholde sig tilcentrale elementer i denne rapport i stedet for at blive ved med at bruge så mange resurser på at skyde efter DLF? For hvordan får vi »verdens bedste folkeskole«, hvis de andre lande i stigende omfang vælger at bruge flere penge end os på uddannelse?