Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lægemiddelstyrelsen har lanceret hjemmesiden »spytud.nu«, der henvender sig til piger, der eksperimenterer med indtag af smertestillende piller. På websiden ligger blandt andet en række interview i både video- og tekstform med en tidligere pillemisbruger og hendes pårørende.
Thomas Leonardo Pedersen har produceret websiden og svarer her på spørgsmål om den nye kampagne.
Hvad er baggrunden for at lave Spytud.nu?
»Baggrunden er, at der er sket en stigning af unge piger, der råber om hjælp ved at tage overdoseringer af paramol-produkter. De fleste af pigerne tror, at når hovedpinepillerne står frit tilgængeligt derhjemme, så er de faktisk ikke særligt farlige. De ved ikke, at bare en lille overdosering kan give slemme leverskader, og at de i sidste ende kan dø af det«.
Hvad er problemet med den hidtidige oplysning på området?
»Problemet er, at den ikke har været rettet imod målgruppen. Den har været rettet imod forskere og voksne inden for selvmordsforskning, men det er jo faktisk piger på 12 år og yngre, som går rundt med problemerne og ikke får sagt, at de har det skidt«.
Hvad kan lærere og elever bruge den nye webside til?
»De kan primært bruge den til at få startet en debat, hvor man blandt andet kan få talt om, at hvis man har det skidt, så skal man sørge for at få snakket med nogen om det. Det handler også om, at man generelt skal have et fornuftigt forhold til disse piller, som står lidt for tilgængeligt i hjemmene, og derfor kan forældrene også have gavn af kampagnen«.
per@dlf.org