Debat
Brev til Borgerrepæsentationen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Borgerrepræsentationen i København har truffet en politisk beslutning og valgt at beskære børne- og ungdomsområdet i budget 2010.
I den forbindelse er det besluttet, at besparelserne i særlig grad skal ramme områderne integration og undervisning i dansk som andetsprog ved at beskære afdelingen »Integration og Mangfoldighed« fra fjorten til syv ansatte.
Vi er uenige i og stærkt foruroligede over jeres disposition, fordi »Integration og Mangfoldighed« er en kompetent ledet og dynamisk arbejdende udviklingsafdeling besat med veluddannede konsulenter, der fungerer som videnspersoner for vores arbejde med etniske minoritetselever og deres familier ude på skolerne.
»Integration og Mangfoldighed« er helt uundværlig, hvis integrationen og jeres politiske målsætning om at lukke præstationsgabet mellem ét- og tosprogede elever skal lykkes.
Hvis I vælger at gennemføre besparelsen, rammer I vores kerneydelse på skolerne. Færre konsulenter vil betyde en voldsom reduktion i det udadvendte arbejde med at udvikle og kvalificere skolerne i relation til de problemstillinger og udfordringer, der optager os. Det gælder for områderne integration, dansk som andetsprog, skole-hjem-samarbejdet med de tosprogede familier, netværksdannelse mellem funktionslærerne i sprogcentrene, seminarer, kurser, efteruddannelsessatsninger, sparring og rådgivning til såvel lærere som ledelser og forældre på skolerne.
Konsekvensen er, at I sætter udviklingen på områderne integration og dansk som andetsprog årtier tilbage og forhaler dermed vores etniske minoritetselevers mulighed for at komme i gang med en videregående uddannelse og blive aktive og ligeværdige deltagere i det danske samfund.
Det er en politisk uansvarlig beslutning at omdanne en udviklingsafdeling til et ekspeditionskontor og et tab for København! Tænk jer om - fjern besparelserne!