Det hører til god tone, at man i almindelighed hilser på hinanden, når man mødes. Træder man ind på lærerværelset om morgenen, hilser man i det mindste på de nærmeststående kolleger. Men hilser man også, når man møder dem i det følgende frikvarter? Og hvad så tredje gang, når man passerer hinanden på gangen? Hvis man siger hej eller dav igen, kan kollegaen jo tro, at man har glemt, at man tidligere har hilst på hinanden, men hvis man ikke hilser, kan det måske virke uvenligt? De fleste gør det, at de sender et lille bitte nik og antydningen af et markeret smil, eventuelt suppleret af lidt hørbar udåndingsluft gennem næsen - som et lille fnis - i retning af kollegaen, men ikke en egentlig hilsen. Men man angiver altså, at man har set hinanden.

Vi skelner i dansk mellem morgen og formiddag, på mange andre sprog dækkes tidsrummet af et og samme ord. Men som hilseform er god formiddag sjælden - nærmest pedantisk. De fleste af os går direkte fra godmorgen til goddag/daw - eller vi bruger jokeren hej.

Senere på døgnet skelner vi i dansk mellem aften og nat, og det gør man på mange andre sprog. Men hvor går grænsen? Omkring midnat, ville jeg sige - og det fortalte en kollega og jeg en kvindelig japansk student på et kursus for udenlandske studerende. Holdet havde været inviteret hjem til et arrangement, der strakte sig ud over midnat - og i næste time sagde hun helt uskyldigt: »Tak for en dejlig nat!«

Godnat kan også bruges som signal til, at nu skal der soves. Til den fireårige, som bliver lagt i seng ved ottetiden, kan man udmærket sige godnat, selv om det kun er aften. Udefra set må det forekomme dybt godnat.

Professor Higgins