En centraliseringsbølge går hen over folkeskolen for tiden med kæmpeskole - eller monsterskole - planlagt på Amager, lukning af to skoler i Køge og fem i Svendborg. Forældrene protesterer, politikerne lægger de økonomiske kort på bordet, og den pædagogiske sagkundskab træder vande. I Grundtvigs eget fædreland er det ikke god latin at hævde, at stort er godt.

Det er imidlertid langtfra første gang, at skoler bliver lukket i Danmark. Efter Anden Verdenskrig var der 3.665 skoler på landet, 15 år senere var antallet 2.297. I demokratiets og velfærdsstatens ånd og af hensyn til mobilisering af intelligensreserverne skulle børn på landet have de samme uddannelsesmuligheder som i byen. Derfor måtte skolerne gøres større, så eleverne kunne klasse- og aldersdeles, og der blev skabt mulighed for både mellemskole og realklasse. Også dengang protesterede forældrene, men af nogle andre årsager end i dag. Skolevejen var ikke rar at tænke på med cyklen ud i mørke, sne og kulde - og sliddet på overtøj og støvler kunne nok sætte grå hår i hovedet på enhver husmoder, for så vidt børnene overhovedet ejede overtøj og en cykel - og hvad med hønsene, som skulle lukkes ud inden skoletid - og alt det andet, børn foretog sig, de dage de ikke var i skole?

Men lige lidt hjalp det, og folk flyttede fra landet ind til forstæderne. De små skoler blev (nogle steder) til forskoler for de yngste elever, mens de ældste samledes i de mange centralskoler. De lå som kæmpegrave ude i landskabet - ofte højt hævet, så de kunne ses fra nær og fjern. Et signal om, at også på landet var skolen kommet for at blive. Ligesom det var tilfældet cirka 50 år forinden i byerne, hvor monumentale skolebygninger omgivet af hegn og aflåselige porte havde gjort det klart, at fremtidens barndom var et liv i leg og læring - og at skolearbejde var børns væsentligste beskæftigelse.

Målt med den næste generation af fire-femsporede forstadsskoler var 1950'ernes centralskoler små, selvom de i datiden oplevedes som kæmpestore. De nye forstadsskoler blev til gengæld hurtigt for store i takt med det faldende børnetal op igennem 1980'erne og 1990'erne. Siden begyndelsen af årtusindeskiftet har skolelukninger og skolesammenlægninger været en fast bestanddel af den kommunalpolitiske dagsorden - og intet, hverken forældreprotester eller (historisk) indgroet modstand, synes umiddelbart i stand til at stoppe denne udvikling.

Men ender vi som 1950'ernes landbosamfund med at forlige os med udviklingen og finde mening i det tilsyneladende meningsløse, at børn ikke bare skal have mere end fem kilometer til skole, men også en stadig mere uoverskuelig skolehverdag? Eller vejer drømmen om den gode barndom i nære rammer alligevel tungere i en tid, hvor stress og jag er hverdagskost for de fleste børnefamilier? Det er det helt store spørgsmål.

»Siden begyndelsen af årtusindeskiftet har skolelukninger og skolesammenlægninger været en fast bestanddel af den kommunalpolitiske dagsorden - og intet, hverken forældreprotester eller (historisk) indgroet modstand, synes umiddelbart i stand til at stoppe denne udvikling«.