For 50 år siden var Danmark endnu et landbrugssamfund. De fleste af os voksede op på landet eller i mindre byer. Små, overskuelige samfund, hvor alle kendte alle, og stort set alle lignede hinanden: mellemblonde og blåøjede. Drenge med brune øjne og gylden hud var derfor meget interessante.

I de små samfund talte vi samme dialekt og lyttede med mistænksomhed til folk, der talte storbyfint. Hvis man tog realen med, kunne man nå at få engelsk, tysk og fransk, men risikoen for at komme til at bruge fremmedsprog var ikke stor. Der kom meget få udlændinge forbi, og det var endnu usædvanligt at holde ferie i andre lande. I biografen var der flest danske film, og for dem, der havde fjernsyn, en times lødig udsendelse hver aften. Landbrugsmagasinet, for eksempel.

For børn i dag kan det være vanskeligt at forestille sig sådan et stillestående og indadvendt samfund, men de kan jo spørge deres bedsteforældre.

Der er virkelig sket et kulturskred på 50 år. Det viser, at kultur ikke er en pakke, der kan overleveres fra generation til generation, selvom der er nogen, der gerne vil have os til at tro det. Kultur er hele tiden under forandring. Vi skaber den selv.

I dag har de unge set det meste af verden i film og på tv. Mange af dem har gået i børnehave og i skole i etnisk blandede grupper. Men det er ikke sikkert, at de er blevet mere åbne og fordomsfrie over for det ukendte og fremmede af det! Det kan de forhåbentlig blive med skolens hjælp. I regeringens såkaldte globaliseringsstrategi fra 2006 er målet formuleret sådan: Viden om andre lande, sprogfærdigheder og international kultur- og samfundsforståelse er væsentligt for at deltage aktivt i et samfund præget af globaliseringen.

Det er grundlæggende kompetencer, som unge skal have allerede i folkeskolen. Og viden og færdigheder er ikke mål i sig selv, men redskaber til at kunne fungere som borger i et åbent samfund.

Den internationale dimension er blevet yderligere understreget i de nye Fælles Mål. Heldigvis. Det betyder, at alle lærere - ikke kun ildsjælene - skal inddrage internationale emner og perspektiver i deres fag. Hvordan de gør det, ved vi ikke endnu, for Fælles Mål II er ikke blevet evalueret.

Men lærernes indsats kan ikke stå alene. Globaliseringsstrategien forventer eksplicit »mere samarbejde med skoler i andre lande, flere elev- og lærerudvekslinger, og at alle børn skal deltage i mindst ét internationalt projekt«. Det kræver indsats også fra skolens og fra kommunens side. Det findes der allerede flere gode eksempler på, som fortjener at blive udbredt.

Det internationale perspektiv er så vigtigt, fordi Danmark kun er en lille del af verden.

Vores religion er fra Mellemøsten. Vores vejr kommer fra Atlanterhavet. Vores foretrukne mad fra Italien og Kina.

Der er nok at tage fat på for at ruste eleverne til en fremtid, der bliver betydelig mere kompleks og uforudsigelig, end den var for deres bedsteforældre.