Trinmål, slutmål, elevplaner, nationale test og obligatoriske afgangsprøver er ved at underløbe den danske folkeskole, mener Verner C. Petersen, docent ved Institut for Ledelse på Handelshøjskolen i Århus. Han har netop udgivet bogen »Vildveje i velfærdsstaten«.

»Den detaljerede målstyring tager ansvaret fra lærerne. Ikke kun deres ansvar for undervisningen, men også deres samfundsmæssige ansvar. Selve formålet med skolen bliver væk i delmål«, siger han.

Det er ikke kun skolen, der bliver detaljestyret ud i det absurde. Andre offentlige institutioner gør det også. Verner C. Petersen giver et illustrativt eksempel:

Staten pålagde i 2000 flyvevåbnet at overvåge de danske farvande. Formålet var at standse olieforurening. Det skulle ske ved at gribe skibe, som rensede deres tanke på havet, på fersk gerning. I en såkaldt resultatkontrakt blev formålet udpindet i mål: Der skulle udføres 500 timers overvågning med jetfly eller 1.000 timers overvågning med propelfly på et år. Det blev der også, men 53 procent af flyvetimerne blev afviklet i årets sidste kvartal.

Sådan stopper man selvfølgelig ikke olieforurening. Så skulle man flyve jævnt hen over året og om natten og i weekenden, hvor skibene ved, at sandsynligheden for at blive opdaget er mindre.

Verner C. Petersens pointe er nu, at hvis flyvevåbnet bare havde fået til opgave at forebygge og overvåge olieforureningen, ville medarbejderne have løst den fagligt forsvarligt.

»Når man laver mål i stedet for formål, tvinger man folk til at satse på at opfylde målene, næsten ligegyldigt om de synes, det er fornuftigt eller ej. Man tager ansvaret væk fra medarbejderne. I stedet skulle man hellere flytte ansvaret tilbage til dem, der har forstand på opgaven. Hvis de så ikke levede op til ansvaret, skulle man komme efter dem«.

Målstyring spænder ben for formålet

Det er det samme med folkeskolen, mener han. Skolen skal ifølge formålsformuleringen være gennemsyret af lyst til at lære, af virkelyst og fordybelse, fantasi, erkendelse, tillid til egne muligheder, selvstændighed, åndsfrihed, demokrati og ligeværd.

»Men det gælder jo ikke for lærerne. De får ikke længere lov til at udvise fantasi, fordybelse og virkelyst og udvikle fantasi og erkendelse og tillid til egne muligheder. De bliver hæmmet af test og elevplaner og mål, som de skal opfylde. Hvordan kan de så opdrage eleverne til virkelyst og tillid til egne muligheder?«

Man opfylder mål og taber formålet af syne. Det kan ikke undgås, mener Verner C. Petersen.

»Jeg har et eksempel fra skattevæsenet. Dér satte man måltal for, hvor mange sager man skulle nå igennem i kommunale skatteforvaltninger. Det betød, at medarbejderne koncentrerede sig om de lette sager og lagde de svære til side. Det var ikke formålet med det, men på den måde kunne de nemmere opfylde målet«.

Stupid styring

Verner C. Petersen kalder den form for outputstyring for »stupid«.

»Der sker en pervertering af arbejdsindsatsen. Hvis jeg som medarbejder bliver vurderet på opfyldelse af nogle klare mål, vil jeg naturligt nok koncentrere mig om at opfylde de mål, ellers måtte jeg opføre mig irrationelt«.

Helt undvære styringsinstrumenter kan man selvfølgelig ikke, siger Verner C. Petersen.

»Problemet er, at det er gået fuldstændig over gevind. Man har fået den meget fantastiske tanke, at man tror, at man på intelligent vis kan designe samfundet fra oven af. Det betragter jeg som planøkonomi a la det tidligere Sovjetunionen«.

Hvad skal der til i stedet for?

»Vi skal satse mere på fornuftige formål, som man allerede har for folkeskolen. Og så skal vi satse mere på personlig ansvarlighed, indsigt og tavs viden, der ikke kan formuleres i manualer. Skoler og lærere skal have et råderum, for ellers kan de ikke vise ansvarlighed og bruge deres indsigt og erfaring«. Når man fjerner råderummet ved hjælp af regler, procedurer og manualer, så bliver læreren en slags robot, siger Verner C. Petersen, der er ekspert i værdibaseret ledelse og selvorganisering.

Giv ansvaret til læreren

Beslutningskompetencen skal presses så langt ned i systemet som muligt, mener han.

»Helst ud til den enkelte lærer og den enkelte skole. Det giver mulighed for at selvorganisere på en måde, som de selv synes er fornuftig. Det gælder både tilrettelæggelsen af undervisningen og den pædagogik, de ønsker at anvende. Og det gælder såmænd også for de test og prøver, som de mener vil være nødvendige for at kunne aflevere nogle fornuftige mennesker i den anden ende. Elevplaner er ikke nødvendige. Det er meget vigtigere, at lærerne danner sig et billede af eleverne. Det gør alle lærere. Kvaliteten skal bedømmes af fagfolk, ikke af et system. Det er skolens ledelse, der skal stå for bedømmelsen af kvaliteten af skolen«.

Lederne skal være villige til at opgive detaljekontrol, understreger Verner C. Petersen.

»De skal lede ved hjælp af formål, idé, mening og retning. De skal ikke opstille detaljerede, klare mål. De skal prøve på at få deres medarbejdere til at forstå opgaven. Et lille eksempel fra Jyske Bank, hvor jeg var rådgiver: Den personaleansvarlige kom efter en måned og sagde, at nu troede han, at han havde forstået, hvad jeg snakkede om. Han havde taget rengøringsvejledningen, der var på tre sider, og revet den i stykker. Så havde han sagt mundtligt til personalet: Jeg forventer selvfølgelig, at der bliver gjort rent«.

»I princippet kunne man gøre det samme på skolerne: Rive regulativer i stykker og sige: Jeg forventer, at formålet bliver opfyldt, og jeg kommer efter dem, der ikke gør det«.

Faren ved det nuværende system er nemlig, at lærerne vænner sig til et, der fortæller dem, næsten præcis hvad de skal foretage sig, mener Verner C. Petersen.

»Og så risikerer vi, at de tænker: 'Jeg behøver ikke at lave en disse mere end dét, og jeg behøver ikke at tænke mig om'. Jeg mener derimod, det skal være et krav, at man tænker sig om, og at man tager et ansvar«.

Hvad kan lærerne konkret gøre?

»De kan begynde at sige fra. De kan - som man har gjort i ældresektoren i Århus Kommune - bede om at få kontrolfri zoner, hvor de prøver at eksperimentere med nye måder at undervise på, ny pædagogik, ny ansvarlighed. Og så skal de optræde meget mere i medierne som mennesker, der har tænkt sig om, som er vigtige i samfundet, og som ønsker at gøre opmærksom på de uheldige virkninger af den styring, der sker i øjeblikket. En fagforening for skoleledere i England opfordrede for et par år siden forældre til at boykotte elleveårstesten. Sådan noget. Det er ikke helt civil ulydighed, det er et forsøg på at sige fra«, siger Verne C. Petersen.

Cand.scient. og dr.phil. Verner C. Petersen udgiver bogen »Vildveje i velfærdsstaten - fællesskab i opløsning, styringsillusioner, udveje« på Informations Forlag. Han er docent ved Institut for Ledelse ved Handelshøjskolen i Århus, Århus Universitet, og grundlægger og leder af Credo (Centre for Research in Ethics and Decision-making in Organisa-tions), som siden 1989 har været pioner inden for værdibaseret ledelse og selvorganisering. Han har været Visiting Fellow ved the Colgate-Darden Graduate School of Business ved University of Virginia og på Harvard Business School.