Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke har meget forstand på fodbold. Jeg forstår heller ikke, at æbleproducenterne sætter små klistermærker på hvert enkelt æble. De er ikke til at få af, og reklameværdien må være ret lille. Jeg forstår slet ikke, hvorfor det udmærkede ord »forpligtelse« skal skiftes ud med det mere klodsede »forpligtigelse«, bare fordi mange mennesker har brugt det forkert i årevis. Når tilstrækkeligt mange gør det, så accepterer vi bare det forkerte som det rigtige. Det er da underligt.

Men det er mig allermest ubegribeligt, at borgerne i Danmark og landets politikere tilsyneladende accepterer den udvikling - eller afvikling - som folkeskolen i øjeblikket gennemgår.

Det piner mig at skulle være negativ, men det kan jo heller ikke nytte at lukke øjnene for det, der foregår. Der er rigtig mange ting, der strider imod hinanden, når man hører det, politikerne siger, og ser effekten af det, de gør, ude i virkeligheden.

Kommunernes økonomi er mildt sagt anstrengt. Det kan diskuteres, hvor ansvaret for det skal placeres, men det er indiskutabelt, at en af konsekvenserne er store besparelser på skoleområdet i mange kommuner.

Der har været megen snak om uhumske toiletter på skolerne, fordi det er så dejligt konkret. Jeg vil ikke forklejne problemet med nedslidte skoler, men vi er blevet et folk, som vælger at forholde os til de små, konkrete ting, fordi det er det nemmeste. Den store sammenhæng er for uoverskuelig, så vores politikere lovgiver på baggrund af enkeltsager - det kan vi forstå.

Vi bør i højere grad diskutere skolens og lærernes muligheder for at udføre en kvalificeret undervisning, hvor alle børn får den undervisning og opmærksomhed, de har krav på. Det stiller store krav til lærerne, men den udfordring tager vi gerne op, hvis vi bliver budt de vilkår, som giver os en realistisk mulighed for at løse opgaven.

Vi ser i øjeblikket en øget søgning til privatskolerne. Den tendens vil øges, i takt med at folkeskolen får dårligere vilkår til at klare opgaven. Det kan næsten kun ende med, at alle forældre, der har den mindste smule resurser, vælger at sætte deres børn i privatskole. Tilbage bliver kun de socialt mest belastede børn - og forhåbentlig også nogle få idealisters børn. Samtidig har regeringen det erklærede mål, at 95 procent af alle unge skal tage en ungdomsuddannelse. Det bliver ikke let, når det kun er »restgruppen«, der går i folkeskolen. Der er brug for fællesskabet med de gode eksempler til at trække de svagere grupper i den rigtige retning.

Så kan man filosofere lidt over, at med flere skattelettelser til øget forbrug vil flere familier have råd til flere firehjulstrækkere, samtalekøkkener (nå nej, det er vist ikke så moderne mere - men så ombygning af de relativt nye køkkener) og skolepenge til privatskoler. Men nogle får ikke de store skattelettelser og har dermed ikke råd til at købe den bedste uddannelse til deres børn.

Alle taler om lighed og ulighed. Ingen siger offentligt, at de ønsker en større ulighed. Men mange gør en del for, at uligheden øges. Jeg forstår ikke, at vi ikke i handling såvel som i ord vælger at satse på alle vore børns uddannelse. Vores lille land skal leve af viden i fremtiden, så vi skal sørge for, at flest muligt får den størst mulige viden. Det er den chance, vi har.

Skoler for de rige og skoler for de fattige. Er det virkelig det, vi vil? Jeg forstår det ikke.

Men der er jo så meget, kvinder ikke forstår .

Rikke Vagn-Hansen er formand for Vejle Lærerkreds