»Jeg vil ikke bryde mig om at sende min datter i den engelske skole som fireårig. Det er jo et testsamfund«, siger lærer Lisbeth Hart Hansen. Efter syv år som lærer i England er hun vendt hjem til Danmark og underviser nu på Nysted Skole på Lolland. Hun undrer sig over, at lignende test også har indfundet sig i den danske folkeskole:

»Da jeg gik på seminariet, talte man meget om elevernes motivering. Men det virker lidt, som om man ikke mere tror på motivering med alle disse test«.

Hun arbejdede som lærerassistent på den såkaldte primary school, hvor alle engelske børn går, fra de er fire til elleve år. Her oplevede hun test på to måder. Hvert andet år blev hele skolen tjekket med alt fra undervisningsplaner til faciliteter. Derudover var der de årlige test i engelsk og matematik, som eleverne får, fra de er omkring ti år.

»Det er selvfølgelig godt på sin vis, hvis der er problemer med at have planlægningen i orden. Men det virker grundlæggende, som om man ikke stoler på læreren«, mener Lisbeth Hart Hansen.

Hun kom først tilbage til Danmark i sommer og har derfor ingen erfaring med testene i Danmark:

»Men jeg kan da ikke som engelsklærer i 6. klasse lade være med at tænke på, hvad eleverne skal kunne ifølge testen. Problemet er, hvis man arbejder for en test, i stedet for at børnene har det sjovt og lærer en masse. I England er det helt tydeligt, at man i engelsk og matematik planlægger undervisningen, så børnene kan opnå et godt testresultat«.

Den engelske skole har i de første år en lærer og en lærerassistent til omkring 25 elever. Hver dag arbejder de med et tema, der bruges i alle fag:

»For eksempel læste vi »De Tre Små Grise« i engelsk. I matematik kiggede vi så på størrelser. I natur/teknik byggede vi små huse. Og i drama kunne de selv spille stykket. Det giver måske lidt mere helhed, end der er mulighed for i Danmark«. Til gengæld bemærkede hun, hvordan nogle fag blev prioriteret efter lærernes interesse:

»Det var et problem nogle gange, at der sad nogle ældre kvinder, der ikke rigtig gad idræt for eksempel«, siger hun.

Ikke klogere af tidlig skolestart

Lisbeth Hart Hansen håber ikke, at den tidlige skolestart vil blive overført til Danmark. I England møder børnene klokken 8.45, og de har fri igen klokken 15.30. Det er lang tid for de små at sidde på skolebænken:

»Jeg har det rigtig godt med, at danske børn kører rundt på deres cykler eller laver bål i skolefritidsordningen i stedet for at sidde med deres bøger til klokken 16«.

Hun ærgrer sig over, at man i Danmark stresses af, at børn ofte begynder tidligt i skole i andre lande. Da hun boede i England, viste de i fjernsynet et dokumentarprogram om danske børnehaver, som hendes engelske kollegaer var meget imponerede over:

»The grass is always greener. Men jeg tror ikke, at man skal stresse i Danmark. Jeg har ikke oplevet, at folk generelt var klogere end mig i England. Til gengæld er der en del børn, der mister motivationen for at gå i skole«, siger Lisbeth Hart Hansen, der er gift med en engelsk mand, der blev skoletræt tidligt.

Hun blev mor for otte måneder siden, og så var det tid til at vende tilbage til Danmark:

»Lærerjobbet er simpelthen ikke muligt, hvis man gerne vil opleve sine børn vokse op. Læreren i klassen mødte klokken 8.15 og var først hjemme igen klokken 18. Og derudover var der forberedelsen om aftenen«.

Hun prøvede selv at arbejde som lærer på fuld tid i et halvt år. Det var grunden til, at hun valgte at være lærerassistent og slap det overordnede ansvar for undervisningen ved at arbejde 32 timer om ugen. Efter skat og forsikring havde hun omkring 1.100 engelske pund om måneden (cirka 12.000 kroner). Hun havde mange kolleger, der gerne ville arbejde som assistent i stedet for lærer, men det havde de fleste ikke råd til. Hun vil dog ikke afvise, at familien vender tilbage, når datteren er ældre:

»Jeg er jo stadig vild med England. For eksempel synes jeg rigtig godt om collegekulturen. Hvis en elev ikke er så stærk boglig, så kan man sende ham videre til college, hvor han kan specialisere sig. Sådan et system kunne man godt lære noget af i Danmark, hvor man gerne vil rumme alle i undervisningen«, mener hun.

Manglede en stærk fagforening

I England oplevede Lisbeth Hart Hansen, hvordan fagforeningen havde en mindre rolle, end hun var vant til. Skolens afdelingsleder bad hende en dag om at skrive under på, at hun ville tage flere timer mod ekstra betaling, der dog ikke ville blive udbetalt, hvis hun var syg. Hun afviste at skrive under efter den engelske lærerforenings anbefaling:

»Så blev jeg kaldt op på skolelederens kontor. Hun skiftevis skældte mig ud og tudede i 45 minutter. Hun var rasende over, at jeg ville ødelægge hendes skoles gode ry ved at blande fagforeningen ind i det«.

Derfor var det en lettelse, da hun kom til Danmark og erfarede, at der blev forhandlet om, hvilket løntrin hun skulle placeres på:

»Jeg har jo fået min erfaring og anciennitet i et andet land. Men det fandt de hurtigt ud af og fik mig placeret på et rimeligt løntrin. Det var sådan en lettelse efter mine dårlige erfaringer med det engelske system«, siger Lisbeth Hart Hansen.