Folkeskolens leder:
Sig det med ros
Ros og anerkendelse.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Et godt image og respekt er ikke noget, man kan forlange. Det er noget, man gør sig fortjent til«, skriver formand for Vejle Lærerkreds, Rikke Vagn-Hansen, i kommentaren »Kunsten at kommunikere i flok« inde i bladet.
Dermed rammer hun udmærket ind, hvad den igangværende debat i samfundet om ros og anerkendelse handler om. Alle taler om det, men ingen gør noget ved det, som det hedder med en lettere omskrivning af et Storm P.-citat.
Emnet har det med at svæve rundt på det abstrakte plan og blive til noget, ingen rigtig forstår. »Hvorfor bliver jeg ikke rost? Jeg synes ellers, jeg gør det så godt«. Eller ros bliver brugt taktisk i et forsøg på at skabe sig goodwill på en nem måde. Man kan jo godt rose nogen uden at mene det. Bare for at slippe for en konflikt.
Hvis lærere som samlet faggruppe skal opnå bred anerkendelse, er det nødvendigt at kommunikere gode og forståelige budskaber, der kan vinde genklang. Det kræver, at man tænker nyt, for mange medier formidler stadig en fastlåst opfattelse af lærerne: »Åh, nej, nu brokker de sig igen. Kunne de da ikke en gang imellem vise imødekommenhed«. Til trods for at der gøres et stort arbejde for at ændre på det image, skal der stadig kæmpes for at vende det sort-hvide verdensbillede til et mere nuanceret og analyserende.
For når man sætter sig i en offerrolle, opnår man ingen anerkendelse.
Også på det personlige niveau kan det være utrolig svært at rose andre. For det betyder, at man skal give noget af sig selv. Man risikerer at blotte sig og vise svaghed. Eller blive til grin. Så er det bedre at holde sig til det velkendte og gøre, som man plejer.
Derfor er artiklen »Ros, der rykker«, også i dette nummer af Folkeskolen, fra Baunebjergskolen i Humlebæk et godt eksempel på, hvor konkret man kan gribe sagen an. Syv minutters ros som obligatorisk start, når alle medarbejdere er samlet, har skabt ny arbejdsglæde på skolen. Pludselig er møder i pædagogisk råd blevet løftet - måske ikke ligefrem til at være sjove, så i det mindste positive. For i syv minutter er al brok udelukket.
At ændre på en gammelkendt struktur kan tage lang tid. Men ved først at kigge indad mod sig selv sætter man sig i en offensiv position: Man begynder med at rose andre, og dermed bliver det lettere for dem at rose en.
En kredsformand, der kigger fremad, og en skole, der arbejder konkret med at fremme en positiv kultur. Eksemplerne er fra samme nummer af Folkeskolen og viser, at der på både makro- og mikroplanet er bevægelse i lærerne. Jamen, det er da til at blive i godt humør af. Ros til dem.
-kac