»Jeg føler mig dum, når jeg rækker hånden op i klassen, for jeg kender svaret. Men når læreren spørger mig, kan jeg ikke huske det«.

Udtalelsen er fra en dreng i 4. klasse, og ifølge den amerikanske læseforsker Diane German er den typisk for en gruppe elever med et problem, som der indtil nu ikke har været megen fokus på.

Det kaldes ordfindingsvanskeligheder. Alle kender det formentlig i en eller anden grad - midt i en sætning kan man pludselig ikke huske, hvad et ellers velkendt begreb hedder. »Jeg havde det lige på ... øh, hvad er det nu, den hedder«, kan man humoristisk forsøge at tale sig ud af situationen, mens man peger på tungen.

For nogle elever er det imidlertid hyppigt tilbagevendende, og ud over den øjeblikkelige frustration kan det volde store problemer i forhold til hele elevens skolegang. Lærere, der ikke er opmærksomme på fænomenet, tager det ofte som udtryk for, at eleven ikke har læst på lektien og ikke kender svaret. Og det behøver ikke at være tilfældet.

»Børn med ordfindingsvanskeligheder kender ordene, ideerne, sammenhængen og strukturen. Men når det kommer til at genkalde sig ordet for at udtrykke det, har de svært ved det«, siger Diane German.

Hun anbefaler derfor, at lærerne er opmærksomme på, hvordan de vurderer, om børn har forstået et emne.

»Læreren kan gøre klasserummet og undervisningen til et sted, hvor det er nemt at finde ord. I stedet for at spørge en elev om, hvad svaret er, kan hun give flere valgmuligheder. På den måde behøver eleven ikke af sig selv komme med det svar, der er så svært at finde. Selv om eleven nu kan nøjes med at vælge det rigtige svar, er det stadig svært. For hvis man reelt ikke kender det, ved man selvfølgelig ikke, hvilket man skal vælge. I andre tilfælde kan man give eleven en ledetråd, for eksempel den første stavelse. Og når man tester, er det en god idé at give disse elever multiple-choice-prøver i stedet for opgaveark, hvor de selv skal skrive hele svaret«, siger hun og opfordrer desuden til at styrke »det indre leksikon«, som eleven skal finde ordene i, ved at gøre mere ud af at få stabiliseret kendskabet til nye ord gennem beskrivelser, lydmæssige associationer og beslægtede ord. Det tager mange lærere sig ikke tid til, før de haster videre til nye ord, eleven skal lære.

Undervis op til elevernes styrkesider

Diane German definerer det som et problem, når eleven bruger seks sekunder eller mere på at finde et ord, som ellers må forventes at være velkendt. I virkeligheden mener hun, at det allerede begynder, hvis processen varer mere end tre sekunder, men ved at sætte definitionen ved det dobbelte er man på helt sikker grund i diagnosen. I det amerikanske skolesystem har det nemlig nogle konsekvenser, hvis et barn kan få godkendt ordfindingsvanskeligheder som et indlæringshandicap. Så har man ret til at gå til prøver på andre vilkår.

»Hvis talepædagogen ud fra en klar definition kan sige, at et barn har ordfindingsvanskeligheder, har det ret til særlige hjælpemidler og vilkår ved eksamen og i den daglige undervisning«, siger Diane German og nævner som eksempel en af sine velbegavede og flittige elever, der fik lov til at kigge i sine noter og have lærebogen åben, når klassen diskuterede dagens lektie. Det var lærerne med på, for også i den amerikanske skole er der opbrud at se i forhold til den traditionelle opfattelse af, hvad undervisning er.

»Lærerne i dag tænker mere bredt om børns læring, og de forstår børns læring på en anden måde. Med inspiration fra for eksempel Howard Gardner har de indset, at man skal undervise op mod elevernes styrkesider. Og de elever, jeg her taler om, har ikke deres stærke side i at læse højt. Det er stillelæsning, der er deres styrke«.

Sprogproblemer går ikke væk uden professionel hjælp, konkluderer Diane German. Den systematiske og tilbundsgående diagnosticering og træning er en sag for talepædagogen, som også kan hjælpe med at tilrettelægge en såkaldt genfindingsstrategi. Men lærerne kan komme langt ved at være opmærksomme på problemet, når de møder det hos deres elever.

Diane German er professor ved National Louis University i Illinois, USA. Hun giver en lille øvelse, der illustrerer, hvor frustrerende det er, hvis man, mens man taler, er nødt til at fokusere på noget helt andet end det budskab, man vil have frem. Øvelsen er enkel at beskrive: Fortæl din sidemand om en hverdagsoplevelse - en tur i Brugsen eller en fantastisk kjole, du så forleden. Du må bare ikke bruge ord, der indeholder bogstavet R. Elever, der har svært ved at finde ord, reagerer ofte på en af disse tre måder: »Slip of the tongue«-fortalelse. Man siger sennep, når man mener ketchup. Eller man kommer til at kalde sit barn ved sin ægtefælles navn. »Tip of the tongue«: Man kender ordet, men kan ikke hurtigt udtrykke det i dets sproglige form. »Twist of the tongue«: Man bruger et ord, der er fonetisk, men ikke semantisk beslægtet med det ønskede. Siger radiator i stedet for radio. Eller omtaler materialet »Lad sproget sprudle« som sproget spræller.