»Hey, det er jo supportteamet, der kommer!« råber en dreng, da døren går op.

Det er onsdag over middag på Marielyst Skole i Gladsaxe. Halvdelen af bordene i 4.b er rykket ud af hesteskoen og samlet i en firkant midt i klassen, og pigerne er flyttet til et andet lokale for at arbejde med staveord sammen med praktikanterne.

Der står drengemøde på dagsordenen. De har prøvet det før, for en god måneds tid siden, og de ni drenge tager ivrigt imod de to konsulenter, Mads Martinussen og Camilla Kleding, fra kommunens supportteam. Et team af konsulenter, der tilbyder at være »øjne udefra«, når det gælder børns trivsel og sociale udvikling.

»Hvem skal sidde hvor? Jonas var ikke med sidst, skal han så begynde? Hvad med os, får vi også fødselsdagskage af praktikanten?« En masse spørgsmål svirrer i luften, men hurtigt er de samlet om bordet. Supportteamet sidder ved det ene hjørne, klasselærer Jeanette Lyng diagonalt over for dem - og imellem fordeler de ni drenge sig.

4.b har 22 elever, 11 drenge og 11 piger. I dag er to drenge væk. Pigerne fungerer godt, men lige siden 0. klasse har der været udfordringer med drengegruppen, fortæller Jeanette Lyng, der har haft dem alle årene. Konflikter og slåskampe har taget meget tid og energi. I dag er hun desuden bekymret over, at en del af drengene mistrives. Både socialt og fagligt. Venskaber og fællesskab var temaet for det første gruppemøde med drengene. Nu mødes de igen med supportteamet.

Stramme regler en del af metoden

Konsulenten Mads ridser spillereglerne op:

»Vi gør det på samme måde som sidst. Jeg taler med Jeanette om, hvordan drengene har det. Mens Jeanette og jeg taler, sidder drengene bare og lytter ganske stille. Så taler Camilla og jeg med jer drenge. Mens vi taler, lytter Jeanette. Når vi har talt et stykke tid, vender vi tilbage til Jeanette. Så må hun sige, om der er noget, hun vil høre mere om - eller der skal indgås nogle aftaler. Som I husker, kører vi det ret stramt«.

Den tydelige struktur er en del af supportteamets arbejdsmetode. At man bliver udspurgt en ad gangen, kan tale og gøre en tankerække færdig, uden at der kommer bud fra andre ind hele tiden. De andre bliver bedt om at lytte - og kommentere bagefter. Den grundregel gælder, uanset om det er grupper af lærere, forældre eller børn, der får support.

Både de stille og de mere vilde drenge i 4.b er med på recepten - selvom deres tålmodighed lige fra start bliver sat på prøve. I otte minutter taler konsulenten Mads med deres klasselærer om, hvordan det er gået siden sidst. Hvad hun har set. Hvem der nu leger med hvem. Og hvordan timerne går.

De to voksne taler, som de ellers ville gøre. Jeanette bruger voksenord som »problematikker«, »klikedannelser« og »nye samarbejdspartnere«. Efter få minutter markerer et par af drengene, men får at vide, at de godt kan tage hænderne ned - de får ikke ordet, før snakken med Jeanette er helt færdig.

Så drengene sidder forholdsvis stille, nogle roterer lidt på stolen, andre lægger hovedet på bordet. Om de keder sig eller lytter eller begge dele, er ikke til at se.

Jeanette synes, at der er sket meget positivt med drengenes venskaber i den forgangne måned. Flere har søgt nye venner og arbejder sammen med nye, når der skal løses opgaver.

»Hvad kunne det være godt at høre drengene sige noget om i dag?« spørger Mads.

Jeanette tænker sig om et øjeblik:

»Noget, der fylder meget i drengegruppen lige nu, er de voldsomme konflikter, der har været. Konflikter, som ikke alle er involveret i. De påvirker både dem, der er i konflikterne, og klassens klima«.

»Er det nogle særlige, der har store konflikter? Eller er det alle?«

»Det er nogle særlige. Skal vi have navne på?« spørger hun og tysser på dem, der kommer med smålyde.

»Ja«, siger en af drengene, før Mads når at svare. Jeanette nævner tre navne.

Fokus på det, der virker

Mads runder af, Jeanette trækker sig tilbage, og Camilla vender sig mod Jonas, der ikke var med sidst.

»Blev du overrasket over noget af det, Jeanette fortalte?«

Jonas nikker.

»Hvad lagde du mærke til?«

»At der var nogen, der kom meget op at slås«.

»Hvad tænker du om det?«

»Det er selvfølgelig ikke så rart«.

»Hvordan er det ikke rart?«

»Det er spild af tid, at man skal sidde herinde og snakke om det, for det er kedeligt for andre. Og de, der er uvenner, kan heller ikke lide det«.

»Er du nogle gange med i de konflikter?«

»Meget sjældent. Ellers er det bare sådan nogle små konflikter«.

»Hvordan lykkes det dig at få det til at blive små og ikke store konflikter?«

»Man holder sig væk, hvis der er en, der gerne vil op at slås«.

»Så du holder dig væk. Aha. Hvordan kan du se, om der er nogen, der gerne vil op at slås med dig?«

Som de andre drenge i 4.b har Jonas en stor viden om, hvordan konflikter opstår, vokser eller løses. De andre lytter ivrigt. Snakken med Jonas fører frem til hans bud på, hvad der trapper en konflikt op eller ned.

At holde fokus på dét, der virker, på det positive og mulige løsningsforslag er andre elementer i supportteamets arbejdsmetoder. Ved at holde det anerkendende og positive fokus mener teamet, at man kan nå frem til det, der fungerer positivt.

Inden en kort luftepause får yderligere et par drenge fortalt, hvad de gør for at stoppe slåskampe - og hvad der kan gøre dem rigtig sure.

Efter pausen siger læreren, at hun gerne vil høre, hvad de, der sjældent er med i konflikterne, tænker.

Konsulenterne spørger et par af de stille drenge, om de aldrig slås.

»Nej«, lyder svaret. Ingen af de to drenge kan komme i tanke om, hvad der skulle gøre dem så sure, at de ville slås. Måske bliver de lidt uenige af og til, men så holder de pause fra hinanden. Og bliver hurtigt gode venner igen, for de vil hellere lege.

Det får snakken til at ende med konkrete bud på, hvordan man bliver gode venner igen.

Drengene har holdt koncentrationen i mere end en time, men nu kniber det med at sidde stille. Konsulenten runder kort af med klasselæreren og spørger, om det vil være godt med endnu et møde.

»Ja, ja«, lyder det spontant rundt om bordet. De aftaler et nyt møde om cirka tre måneder, hvor der kan samles op på, hvordan det nu går med at løse konflikter.

Siden skolestart har drengene haft svært ved at fungere som gruppe. De har ikke inter­esse i et større fællesskab, er usikre og kan ikke regne med hinanden.

I 0. klasse havde man en stærkt udadreagerende dreng. Der var mange slåskampe og konflikter. Han kom senere i et specialtilbud, lærerne fik støtte fra supportteamet, og i slutningen af 2. klasse fungerede gruppen godt, omend den var skrøbelig.

I 3. klasse lukkede specialtilbuddet, den tidligere elev kom tilbage, »tævede især løs på nogle af de svageste, og gruppen faldt sammen som et korthus«, som læreren beskriver det. Drengen er nu ude af klassen, tilbage er nogle drenge, der er triste og kede af det, og flere med kort lunte.

I dag er de opdelt i en lille gruppe af stille, fagligt stærke drenge, der leger godt, men ofte afviser andre, der vil lege med dem, og

en anden, større gruppe, de mere vilde og konfliktsøgende/-skabende, der driver rundt i pauserne. Imellem er et par drenge i klemme. De banker på i den første gruppe, men afvises - og ryger derfor med i den store gruppe, hvor konflikter og territoriekampe er fast bestanddel.