Relationsmedarbejderen skaber trivsel og udvikling
Hvis resurserne er til det, bør alle skoler have en relationsmedarbejder, lyder anbefalingen fra kommune
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Munkegårdskolen, Bakkegårdsskolen og Dyssegårdsskolen i Gentofte Kommune, har siden januar 2006 i fællesskab haft en relationsmedarbejder, og erfaringerne er så gode, at viceskoleinspektør Peter Hartvig, Munkeskolen, gerne vil anbefale stillingstypen til andre skoler.
Det er selvfølgeligt afhængigt af personen, men vi har haft meget stort udbytte af vores relationsmedarbejder, og det tror jeg også, andre skoler vil kunne have, siger Peter Hartvig.
Relationsmedarbejder er ikke en udbredt stillingskategori i folkeskolen, men den findes forskellige steder i landet, og den bruges også inden for det socialpædagogiske område. I folkeskolesammenhænge betegner titlen en medarbejder, der har bredt fokus på samspillet på skolen. Det kan være samspillet i en klasse, samspillet mellem lærer og elever eller mellem lærere.
I Gentofte kan relationsmedarbejderne støtte enkelte børn, supervisere lærere og pædagoger og være mødeleder ved vanskelige samtaler. Relationsmedarbejderen kan medvirke til afklaring af undervisningsmæssige problemstillinger, gennemføre trivselsforløb for klasser eller grupper af børn, og hun kan vejlede om konflikthåndtering og medvirke til optimering af teamsamarbejde. Relationsmedarbejderen kan også træde til, hvis en lærer er i krise.
Vores relationsmedarbejder har udover sin diplomuddannelse taget en uddannelse som coach. Sådan en baggrund kan man ikke forvente, at alle, der søger denne type stilling, har, så der vil sikkert være forskel på, hvad medarbejderen vil kunne beskæftige sig med, siger Peter Hartvig.
De tre skoler i Gentofte satser på, at relationsmedarbejderen er læreruddannet, har efteruddannet - for eksempel med en pædagogisk diplomuddannelse inden for områder som børn med sociale og emotionelle vanskeligheder, trivsel i klassen/gruppen, supervision, rådgivning eller vejledning og konflikthåndtering.
Medarbejderen skal også have flere års erfaring med at undervise i folkeskolen.
Det var kommunen, der i sin tid tog initiativet til, at der i hvert skoledistrikt blev ansat relationsmedarbejdere, og anledningen var, at man gerne ville skabe bedst mulige vilkår for et helhedsorienteret arbejde med rummelighed på skolerne. Men relationsmedarbejderne har siden vist sig at kunne løse mange andre opgavetyper.