- Jamen, vi må da have tillid til vores barn!

- Ja, selvfølgelig. Men du kan vel godt vise dit barn tillid, vel vidende at dømmekraften hos et 12-årigt barn ikke kan være så velfunderet som hos en voksen og professionel.

Sådan udspandt en lille ordveksling mellem en far til Lasse i 6. klasse og min kollega Eva sig for nylig. Dialogen indrammer kernen i samarbejdet mellem forældre og lærere i dagens folkeskole.

Baggrunden var den, at Lasse var utilfreds med Eva, som han syntes var sur og skrap og altid »ude med riven« efter netop ham. Hun havde forsøgt at stille krav til Lasse om fagligt at være mere seriøs og få mere fra hånden. Lasses far følte, at han var nødt til at stole på knægten, så det måtte være læreren, der ikke var sin opgave voksen.

Tidens forældre går mest op i, om deres børn trives, hvilket er en smuk tanke. Men mange forældre er ifølge professor Per Schultz Jørgensen så optagede af deres børns lykke, at de selv kommer til at stå i vejen for den. Samarbejdet mellem skole og hjem er blevet unødigt kompliceret.

For det første er børn i dag forældrenes projekt - eller ønskebørn, som de på grund af arbejde og travlhed kun har lidt tid sammen med. Derfor får børnene overvældende, men korte doser af opmærksomhed. De forgudes.

Man søger den umiddelbare lykke gennem forkælelse og lader konflikterne ligge. Resultatet er, at børnene efterlades uden en indre målestok for, hvordan man takler en afvisning, en skuffelse eller en irettesættelse, vurderer Per Schultz Jørgensen.

For det andet er skolen som udgangspunkt en kultur- og oplysningsinstitution, men med samfundets stærkt dominerende markeds- og forbrugermekanismer opfatter forældre skolen som en serviceinstitution, som man kan kræve forhandlinger med om sit eget barns velvære.

Imidlertid er skolen det frie sted, hvor eleven ikke er underlagt familiens følelsesliv, men hvor der åbnes vinduer til omverdenen med henblik på at myndiggøre barnet, og hvor dets personlighed udfordres blandt jævnaldrende - væk fra hjemmet.

Erik Schmidt