Så foreligger »Bekendtgørelse om elevplaner i folkeskolen« til høring: Elevplaner for alle elever i alle fag på alle klassetrin.

Bekendtgørelsen fremprovokerer nogle meget interessante og vedkommende spørgsmål. Det ene drejer sig om sammenhængen mellem elevplaner og bestemmelserne i bekendtgørelsen om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Fra 1. januar 2007 skal Pædagogisk Psykologisk Rådgivnings (PPR) vurdering af en elevs behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand - i alt seks mulige forskellige former for indsatser - foreligge i skriftlig form omfattende et forslag til nærmere ordning af bistanden, det vil sige formål og målangivelse, indhold, metode og materialevalg, i relation til både eleven, forældrene og lærerteamet - måske endda klassen. Såfremt vurderingen ikke anbefaler specialpædagogisk bistand, kan (bør) PPR supplere med en vejledning til skolen om, hvilke foranstaltninger der inden for rammerne af den almindelige undervisning kan forbedre elevens situation. Det betyder i praksis, at PPR skal medvirke ved udarbejdelsen af pågældende elevs elevplan eller et udførligt grundlag derfor. I modsat fald vil læreren i det enkelte fag utilsigtet kunne risikere at beskrive og vejlede elev og forældre modsætningsfyldt i forhold til den specialpædagogiske bistandsplans intentioner og prognose for forbedringer i elevens situation.

Det vil sige, at PPR skal medvirke ved udarbejdelsen af cirka 15 procent af alle elevplaner - eller skabe grundlaget derfor. Vel at mærke elevplaner, der omfatter klare beskrivelser af evaluering af elevens status i forhold til alle tre »ben« i formålsparagraffen. Og beskrive mulig progression i både fagfaglig kvalitet (stykke 1), metode/motivations/kreativ/selvværds- og selvstændighedskvalitet (stykke 2) og endelig social og emotionel kvalitet (stykke 3).

Det andet spørgsmål drejer sig om de øvrige cirka 85 procent af elevplanerne. De skal på samme måde omfatte alle formålsparagraffens ben samt beskrive, hvad der kan tænkes at fremme eller hæmme en elevs progression i forhold til de mange forskellige, men ligeværdige mål, der skal nås. Vi har jo ministerens ord for, at alle tre ben i paragraf 1 er ligeværdigt betydningsfulde, trinmål eller ej. I henhold til bekendtgørelsens paragraf 4 betyder det, at både kommunalbestyrelsen, skolebestyrelsen og skolelederen med deres præciseringer af anvendelsen af elevplaner skal støtte lærernes professionelle tilgang til arbejdet med elevplanerne, specifikt hvad angår paragraf 3, stykke 2, »... eventuelle aftaler om forældrenes medvirken ...«, og stykke 4, punkt 1, »... hvordan forældrene i øvrigt kan medvirke«. Det vil nemlig meget let blive ømtålelige punkter i udarbejdelsen af elevplanen: at beskrive, hvilke opdragelses- og adfærdsmæssige ændringer eller justering af normer forældrene skal foretage sig for at forbedre elevens skolesituation, måske endda noget, de skal gøre for at forbedre situationen for andre elever i klassen. Det kræver også nænsomhed at opfordre til ikke at læse lektier med eleven hjemme, hvis kun brug af skolens lektiecafe kan hjælpe eleven uden overindlæring af fejl. Og der er adskillige andre områder, der bliver meget svære at formulere og vejlede sig ud af, når hele forventningssættet er koblet på resultatet af nationale test og andre faglige vurderinger.

Så - hvis lærerne ikke fuldt ud får støtte til at beskrive væsentlige årsagsforhold bag en eller flere elevers evaluerede status på alle tre ben i formålsparagraffen og beskrive mulige eller umulige forbedringsmuligheder, vil manglende progression ved næste evaluering årsagsmæssigt uvægerligt alene henføres til elev og/eller lærer.

Per Kjeldsen er udviklingskonsulent