Den 2. juni vedtog Folketinget anden del af lovændringspakken om fremme af faglighed, evaluering, dokumentation og systematik i arbejdet i folkeskolen. Lovændringerne har stort set alle virkning fra og med skoleåret 2006-2007. Fokus i den offentlige debat har været på ændringerne i formålsparagraffen og på indførelsen af obligatoriske test og afgangsprøver. Det er naturligt nok, men den største kulturudfordring til folkeskolens ansatte ligger nok i kravet om, at hver elev fremover skal have en skriftlig elevplan, der skal »indeholde oplysninger om resultater af den løbende evaluering og den besluttede opfølgning herpå«. Samtidig indskærpes det, at elevplanen skal danne grundlag for skolens samarbejde med forældrene om »elevens udbytte af undervisningen«.

Udfordringen er todelt. For det første cementerer indførelsen af elevplanerne kravet om undervisningsdifferentiering, og for det andet stilles der krav om øget skriftlighed og systematik i det arbejde, som vi i den danske skole i mange år har været stolte af, nemlig vort fokus på den enkelte elevs hele udvikling og på skole-hjem-samarbejdet. Det er til en vis grad vores professionalisme, der tilsyneladende beklikkes. Men er der ikke blot tale om en opfordring til at tage dét næste skridt, vi alligevel var lige på nippet til, fuldt ud nu? En nærlæsning af den korte svenske vejledning til arbejdet med »Den individuella utvecklingsplanen«, der har inspireret Undervisningsministeriet og politikerne på Christiansborg, viser det selvfølgelige i indførelsen af elevplaner i den danske folkeskole.

I den svenske vejledning står der: »Skolens opgave er at skabe forudsætningen for, at alle elever skal udvikle sig hen imod de nationale mål. Alle elever skal have den nødvendige vejledning og stimulering til, at de ud fra deres forudsætninger skal kunne nå så langt som muligt«. Det kræver, at undervisningen tilpasses individuelt, og at der følges systematisk op på elevens udvikling. Kan nogen være uenig heri? Videre hedder det i vejledningen: »Den skriftlige dokumentation er en nødvendig støtte i arbejdet med at følge op på elevens læring, med at bedømme effekten af den vedtagne indsats og som baggrund for eventuelle ændringer i indsatsen. Systematisk individuel dokumentation i forhold til elevens læring kan være portfolio, logbøger, lærerens egne notater og elevens selvevalueringer. Dokumentationen skaber synlighed og struktur for elever, forældre og lærere. Eleven får et tydeligt billede af sine fremskridt, hvilket kan styrke selvværdet og motivationen. Forældrene får information om elevens udvikling i forhold til folkeskolens mål. Lærere, lærerteam og skoleledere får samtidig grundlag for planlægningen af deres fortsatte arbejde«.

Endelig understreger den svenske vejledning, at »den individuelle udviklingsplan skal tage afsæt i, hvor eleven befinder sig i forhold til [trin- og slutmål]. Den skal indeholde realistiske og opnåelige mål for eleven og beskrive, hvordan eleven skal nå disse mål ... Den individuelle udviklingsplan bør indeholde både kort- og langsigtede mål«. Sammenfattende kan man på baggrund af den svenske vejledning notere sig, at elevplanen skal:

. Dokumentere elevens udvikling og læring

. Give elever, forældrene og faglærere/læreteam et solidt grundlag for planlægning af den fremadrettede indsats i fælles forståelse og ligeværdig dialog.

Vedrørende indholdet fremhæver svenskerne følgende almene råd. Elevplanen skal:

. Tage afsæt i elevens kunnen, interesser og stærke sider

. Udtrykke positive forventninger til eleven

. Begrundes i den opfølgning og vurdering af elevens kundskabsmæssige og sociale udvikling i relation til de nationale mål, som skolen har gennemført forud for udviklingssamtalen

. Indeholde mål for, hvad eleven skal på kort og på lang sigt

. Indeholde eventuelle aftaler mellem lærere, elev og forældre

. Udformes, så den ikke indeholder opgaver, der krænker den enkeltes integritet.

Positivt udnyttet kan elevplanen blive et rigtig godt professionelt værktøj til gavn for kvaliteten i arbejdet og for det enkelte barn.