Øjet forsøger forgæves at vænne sig til mørket efter det skarpe sollys. Det søger efter et svagt lysskær, men forgæves. Der er absolut intet at se, og med et sug i maven går det op for én, at man virkelig er helt blind.

En dyb stemme byder velkommen og kalder os nærmere, og med stokken søgende foran sig bevæger den første gruppe elever fra 8.b på Stengård Skole i Lyngby sig langsomt frem mod guiden Peter Lydholm.

»Hov, undskyld«. Første sammenstød er indtruffet efter eksakt syv sekunder med bevægelse. »Hvem er det?« »Det er mig!«

Alle taler i munden på hinanden med nervøse, hurtige stemmer, og man griber febrilsk efter en mur. Det føles ikke trygt at gå midt på gulvet, men hvor langt er der til en mur?

Guiden åbner en dør, og vi går ind i et rum, hvor fuglekvidder og en varm luftstrøm blandes med en svag duft af savsmuld.

»Hvor skal vi hen?« »Mette, hvor er du?«

Famlende hænder og konstante sammenstød. Han hjælper hver enkelt videre frem. Staven støder på noget hårdt, og man bremser op lige tidsnok til at undgå at gå ind i, hvad der føles som en stolpe. Overfladen er ru under fingrene - en palme? »Nej, det er et birketræ«, fortæller Peter Lydholm. »Og nu skal vi over en bro«. »Neeej«, bliver der hylet. Jorden under fødderne skråner opad og nedad igen, og pludselig står vi på et underligt blødt materiale. »Aaaad, hvad er det. Det er helt vildt ulækkert«, lyder en pigestemme. »Mærk på det«. Raslelyde nedefra bliver afløst af en stemme, der siger: »Det er sådan noget træ-noget - flis«.

»Er du egentlig blind, Peter?« »Ja«. »Har du altid været det?« »Ja«. Det er umuligt at vide, hvem der spørger, men de seks elever har tydeligvis fuldt tjek på, hvem der taler, og det samme har guiden, som efter en kort præsentationsrunde i mørket har alle navne på plads og endda ved, hvem han har fat i, uden at man siger noget. Respekten breder sig.

Tør man tage en kop te

Vi træder ind i et nyt rum, hvor larmen af biler og dyttende busser er massiv. Snakken går fortsat ivrigt. Mest i form af hyl, undskyldninger og kalden. Der bliver holdt i hånd. Den ru fornemmelse af asfalt under fødderne hænger sammen med den grove overflade under ens famlende fingre på muren.

En ny dør bliver introduceret som en café. Guiden fører hver enkelts hånd ned på en bardisk, som man følger febrilsk hen til bartenderen. Der bliver fumlet med mønter og grinet højlydt. »Jeg ved ikke, hvor mange penge jeg har«. »Hvordan ved man, hvilken slags kage man skal vælge, når man ikke kan se den?« »Tør man tage en kop te, som skal balanceres til cafébordet?«

Vel bænket er der tid til snak og spørgsmål. Peter Lydholm fortæller om drillerier, og hvordan han bruger sit kamera til at vise billeder til venner efter ferier. »Men jeg får se-dyrene til at tage dem for mig, for ellers er der ikke meget med på billedet«, griner han.

»Nu er det slet ikke skræmmende at være blind mere. Det er faktisk hyggeligt«, siger én, men hun vil alligevel gerne følges til døren og have guiden til at smide affaldet i skraldespanden.

Experimentarium i Hellerup kører udstillingen »Dialog i Mørket« i samarbejde med Dansk Blindesamfund, Instituttet for Blinde og Svagsynede samt Spastikerforeningen. Her bliver man i små grupper lukket ind i rum, der er henlagt i totalt mørke, for i 50 minutter at opleve at være blind. I sammenhæng med udstillingen er der udviklet skolemateriale til idræt, dansk og biologi.

Udstillingen kører til årets udgang.