Skiftede job

Da Lene Schwærter fik nyt job, forsvandt trætheden

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Pædagog Lene Schwærter blev ansat på Usserød Skole som børnehaveklasseleder, efter at skolen var renoveret for svamp.

'Jeg havde indeklimaproblemer fra første dag, jeg var ansat. Svidende øjne, det kløede alle vegne, jeg var træt og havde vejrtrækningsproblemer', fortæller hun.

Lene Schwærter blev undersøgt på Arbejdsmedicinsk Klinik sammen med flere andre ansatte på skolen, og efter et halvt år blev afdelingen for børnehaveklasserne lukket, fordi problemerne var massive. Det viste sig, at der stadig var svampe i denne bygning.

Elever og ansatte opholdt sig det næste halvandet år i andre af skolens bygninger, og i denne periode havde Lene Schwærter det fint. Men da de efter den ekstra renovering flyttede tilbage til børnehaveklassebygningen, var den gal igen.

'Jeg gik simpelt hen i gulvet om aftenen. Jeg var bare så træt. Derfor skiftede jeg arbejdsplads. Flere andre på skolen havde gener ligesom jeg, da vi flyttede tilbage', siger hun. I dag arbejder hun som pædagog i en daginstitution.

'Og nu er jeg ikke til at slå ud om aftenen', siger Lene Schwærter.-