Der arbejdes på højtryk på skolerne i hele landet. Team etableres, opgaver delegeres. Krav udstedes om skriftlighed, årsplanlægning, målsætninger, værdifastsættelse, tværfaglige forløb, beskrivelse af udviklingsarbejder og indholdet af fælles forberedelse.

Kredsene kritiseres for at indgå aftaler, der er med til at presse lærerne yderligere, kommunerne tror, at lærerne har masser af ekstra ressourcer, skolelederne vil gerne markere sig som dygtige ledere, og lærerne stønner under byrden.

Nogle makker ret og ser endda fordelene ved de nye arbejdsmetoder. Nogle glæder sig over samarbejdet med gode og dygtige kolleger.

Hvem vil ikke gerne samarbejde med dynamiske, ansvarsfulde og idérige kolleger.

Men så er der de lærere, der ikke brænder for at indgå i et tæt samarbejdende team!

De lærere, der ikke vil eller kan samarbejde, er der ikke brug for! Eller er der?

Jo, jeg har da hørt om lærere, der helst arbejder alene, og indimellem hører jeg også om én, der ikke gider have besværet med at udvikle sin praksis, men de to er ikke nødvendigvis de samme. Nu hører jeg mere om dynamiske, idérige og ansvarsfulde lærere, der søger væk fra folkeskolen.

Ingen skal bilde mig ind, at disse kolleger, der gennem årene har bidraget med nytænkning, nye idéer og forsøg af forskellig art, ønsker at forlade skolen, fordi de er dovne! Jeg tror heller ikke, der er tale om kolleger, der har afholdt sig fra at samarbejde med andre, tværtimod, men det er alligevel netop de dynamiske, der risikerer at brænde ud i det store og nyskabende teamarbejdes hellige navn. Hvordan det?

Meget enkelt: Fra at være dynamoer, der satte noget i gang, skal de nu enten til at trække læsset eller til at indordne sig et mere eller mindre tilfældigt fællesskab.

Fra at bruge deres naturlige evner som lærere skal de nu også beskrive, hvordan de gør, og hvilke principper der ligger bag.

Fra at lægge niveauet skal de nu tilpasse sig niveauet.

Undervisning er som kunst eller håndværk alt efter temperament, og det bliver kunstnerne, afvigerne, der nedbrydes, for de dur ikke til kompromiser.

Undervisning kan også være dygtigt, ja sublimt håndværk, og godt det samme, men en kunstner kan ikke leve med at lave noget helt andet end det, den kunstneriske nødvendighed kræver. Den dygtige håndværker kan lettere indgå i et team, hvis altså de andre i teamet også er habile håndværkere, så dem holder vi udenfor i denne problemstilling, da de sandsynligvis i stor udstrækning vil opleve samarbejde og beskrivelse af praksis, mål og handlinger som noget positivt.

Kunstneren kan sagtens indgå i et samarbejde, dersom hans art respekteres og accepteres, men han dør åndeligt, hvis han skal tilpasse sig normen. Samtidig må vi forstå, at hans/hendes personlige facon ikke kan påduttes andre.

Derfor vil nogle lærere i de kommende år skrige af 'dybsens nød', for alt det, de kan, regnes ikke mere for noget, hvis ikke de kan bringe det ind i samarbejdet, og det kan de kun, hvis deres afvigende facon kan rummes i teamarbejdet.

I klassen skal vi forhåbentlig fortsat arbejde for at udvikle individer i et fællesskab, men lærerne selv skal indgå i fællesskabet uden plads for afvigelser.

Jeg har skam intet imod teamarbejde, men jeg hader undertrykkelse af dynamik og idérigdom, kreativitet og fantasi, ansvarlighed!

Alt sammen egenskaber, der også kan opstå og virke i et fællesskab, så jeg taler skam ikke imod arbejdet i team.

Jeg taler imod nivellering og tvang. Imod ensretning i forhold til en vedtagen pædagogisk sandhed.

Vi har før smidt et barn ud med badevandet, og vi er i færd med at gøre det igen! Hvilket barn?

Det kreative, det fantasifulde, det særlige, det enestående, det besværlige, det kværulerende, kort sagt: det afvigende. De besværlige personligheder blandt lærerne får svært ved at udfolde sig i den rummelige folkeskole, vi er ved at skabe.

Man kan selvfølgelig affærdige mine synspunkter med, at de nok kommer fra én, der er bange for noget nyt, men sådan forholder det sig ikke. Tværtimod! Og netop derfor kan jeg blive rigtig bange!

Virkelig bange for at brænde ud i forsøget på at leve op til de nye pædagogiske sandheder. Bange for ikke at slå til!

Man skal brænde for at tænde, men i disse tider forventes det, at vi skal brænde for et projekt, der ikke er vores, og for metoder, der heller ikke er vores. Der kan være sammenfald, men projektmagerne er ikke os.

Lærer