Det var sidste time på dagen, 10. klasse udvidet engelsk. Lærer Susanne Meyer Sørensens forløb om vold og kriminalitet var forbi, og eleverne skulle evaluere. Der var alt for mange tekster, der skulle læses - det var røvsygt, lød kritikken. Da Susanne forsøgte at spørge yderligere ind til elevernes kritik, fik hun at vide, at det i øvrigt var hamrende uinteressant at høre, hvad hun mente.

Det gjorde ondt, det gjorde faktisk rigtig ondt på den unge nyuddannede lærer, som havde lagt en hel del arbejdsindsats i det engelskforløb. Hun følte, at ikke alene hendes arbejde, men også hendes person blev hevet gennem sølet i løbet af den ene time.

Hun tog beretningen med sig til næste møde i den supervisionsgruppe, som på blandt andet hendes initiativ er oprettet på hendes 'gamle' seminarium i Haslev, og her var alle enige om, at den oplevelse måtte hun tage op med klassen igen:

'Jeg fortalte dem om, hvordan det havde virket på mig - jeg trådte så at sige frem som menneske for dem, og de blev utrolig berørt af det. Jeg tror faktisk, det er noget, de vil huske'.

'Nogle gange er jeg gået hjem fra supervisionen med lidt ondt i maven, fordi jeg vidste, at jeg var nødt til at gå ind i problemerne næste dag i skolen. Men de gange, jeg har opfordret til dialog, har det faktisk virket, og det handler om, at vi får ord på det, man godt selv vidste et eller andet sted', fortæller Susanne Meyer Sørensen.

Mange knækker halsen

Hun og hendes veninde Katja Schertiger blev ansat på en 10.-klasse-skole, da de var færdiguddannede i 1997. De holdt kontakten ved lige med deres seminarielærer i psykologi og pædagogisk speciale Gitte Kragh, som blandt andet var gæstelærer i Katjas 10. klasse. På et tidspunkt i 1998 hørte de, at en af deres meget dygtige og afholdte holdkammerater var brudt sammen under presset som folkeskolelærer og havde forladt faget, og flere andre fra årgangen havde sygemeldt sig i længere tid på grund af den psykiske belastning. Det fik dem til at henvende sig til Gitte Kragh og spørge, om hun ville stå for en supervisionsgruppe. Gitte Kragh fik hurtigt overtalt rektor Finn Erik Larsen til at give hende timer til projektet. Han var nemlig også chokeret over, hvor mange unge lærere der kom til seminariets årlige lørdagsarrangement for tidligere studerende og fortalte om problemer og om holdkammerater, der ikke længere var lærere. Gruppen har i to år mødtes en gang om måneden, hvor de har taget en runde og snakket om de oplevelser, hver enkelt deltager trængte til at få bearbejdet.

'At være lærer er et meget personligt job, og man kommer nemt til at tage problemerne meget personligt - man går ind bag sin lukkede dør, og det samme gør kollegerne', siger Katja Schertiger.

'Det er ikke, fordi kollegerne er spor fjendtlige, men vi er forskellige steder i livet - der er simpelthen en generationskløft på lærerværelset. Det er for eksempel typisk, at når vi taler om vores børn, så taler de andre om deres børnebørn'.

'Vi får noget her, som vi godt kunne ønske os af vores kolleger - men det kan være svært for kollegerne at sætte sig selv 20 år tilbage i tiden', tilføjer Jeanette Bjerking.

'De mandlige lærere tager nok tingene en kende mere afslappet', mener hun.

'Det er en fordel også for børnene, tror jeg, især hvis de har både en mandlig og en kvindelig lærer, at manden ofte tager sig tid til at hygge og snakke'.

'Det har også været typisk i supervisionen, at mændene meget har haft blikket på struktur- og ledelsesproblemer, mens kvinderne i højere grad har kigget på det personlige', vurderer Gitte Kragh.

Børnekontakt går fint

'Det er helt gennemgående, at det, der går nemmest, er kontakten med børnene, og det synes jeg jo er utrolig positivt, for det er jo det fundamentale. Det mest gennemgående problem har været en følelse af ensomhed, at der mangler rum på skolen til, at man sætter ord på sine oplevelser og sin tvivl'.

'Vi har for nylig holdt tre evalueringsdage for eleverne, men der bliver ikke holdt nogen for lærerne', konstaterer Susanne Meyer Sørensen.

En anden af gruppens deltagere er Mogens Rasmussen, som blev lærer i 1996. Han er ansat på et skolebehandlingshjem:

'Det er simpelthen en katastrofe, at der ikke er et lovkrav om supervision i folkeskolen. Der, hvor jeg er ansat, er supervision en del af ansættelseskontrakten, og det er ikke svært, når de bliver ledet professionelt, og man har en kultur for det på arbejdspladsen. Det er sundt - ikke mindst for børnenes skyld. Selvrefleksion er det allervigtigste for en lærer, for man kan altså ikke rumme alle verdens problemer, og man har brug for supervision for at klare dybt problematiske børn, vanskelige forældre og kolleger, der har jord i hovedet!'

Supervision på skolerne

Den oprindelige supervisionsgruppe sluttede af med en god middag den 31. maj. Men Haslev Seminarium har nu valgt at gøre det til et fast tilbud, som de fjerdeårsstuderende bliver præsenteret for, inden de forlader seminariet. Hvis de er interesserede, kan de også komme hen på rektor Finn Erik Larsens kontor og hente et brev, som han har skrevet til skoleinspektørerne, hvori han opfordrer dem til at give de nyuddannede lærere tid i årsnormen til supervisionsaftenerne en gang om måneden. Men på længere sigt håber han, Gitte Kragh og de unge lærere, at supervisionsideen breder sig mere ude på skolerne, at kollegial supervision bliver en naturlig del af hverdagen i folkeskolen til gavn for både nyuddannede og garvede lærere.

'Man ender nemt med at blive hård for at beskytte sig selv. Jeg er så åben som person, at jeg skulle øve vold på mig selv, hvis jeg ikke skulle tale åbent om problemerne - men jeg tror, at mange lukker af for at passe på sig selv', siger Jeanette Bjerking, der også har gjort et stort nummer ud af at byde de lærere velkomne, som er kommet på skolen efter hende, og love, at hun er klar til at hjælpe og støtte.

De unge lærere i Haslev er enige om, at teamsamarbejde er den rette vej, men de mener samtidig, at der er brug for kollegial supervision, for at man i teamene kan blive åbne nok over for hinanden til at få sagt tingene højt.

'Vi har brugt fire år på seminariet på at finde de bedste sparringspartnere at skrive opgave sammen med, og vi har været til eksamen i nogle opgaver, vi har gennemarbejdet i grupper', siger Jeanette Bjerking og synes, at kontrasten er stor til det ensomme arbejde som lærer.

Mogens Rasmussen udskød et seminariefag for at kunne bo et år mere på kollegiet, fordi han ville tage sig tid til at finde det helt rigtige job, men Susanne Meyer Sørensen, Katja Schertiger og Jeanette Bjerking erkender set i bakspejlet, at de nok ikke udnyttede lærermanglen til at være meget kræsne og stille mange kritiske spørgsmål, da de søgte job. Men hvis de skulle ud at søge nyt job i dag, så ville de i høj grad falde for de annoncer, hvor der stod, at kommunen giver mere individuel tid til nyuddannede - hvis det vel at mærke er et antal timer, der kan mærkes.

'Hvis jeg skal holde fri i skoleferierne, har jeg regnet ud, at jeg skal arbejde 42 timer om ugen. Jeg har talt timer i år, og der har jeg mindst brugt 45 timer om ugen - og det er mit tredje år som lærer', siger Jeanette Bjerking og synes allerede, at presset er lettet meget. Efter fire-fem år tror hun, at arbejdsbyrden og presset er på et 'niveau, hvor det er til at leve med'. Men inden da er mange nyuddannede lærere allerede langt væk fra folkeskolen.

Lærer Mogens Rasmussen, årgang 96

Nogle gange er jeg gået hjem fra supervisionen med lidt ondt i maven, fordi jeg vidste, at jeg var nødt til at gå ind i problemerne næste dag i skolen Seminarielektor og supervisor Gitte Kragh