Allerede i bogens forord sker der noget interessant. Her introduceres læseren nemlig for en ny sprogbrug: didaktisk design. Her fornemmes konturerne af et begreb, der på længere sigt vil overtage den plads, begrebet didaktiske modeller har indtaget indtil nu.

Det er spændende og lægger endnu et element til en gammel diskussion inden for den almene didaktik, hvor almindelige grundbegreber nu er under pres af de digitale mediers indtog. Hvad dækker for eksempel begrebet "rammer" i Hiim og Hippes udbredte relationsmodel? Og hvad bliver det erstattet af, når vi alle kommer til at tale om didaktisk design med "rum" og platforme?

Carsten Jessen diskuterer legen som fænomen og som begreb. Det sidste genoptager på en måde en gammel diskussion om "leg og læring", hvor lærere og forskere ville bruge begrebet leg som et fagligt begreb. Det lykkedes dog aldrig at få forældre og politikere til at anerkende dette. Leg var og er i folkemunde pjat og pjank, unyttig i en læreproces, der bør være præget af alvor.

Carsten Jessen åbner op for det forunderlige, at både de klassiske spil (en gammel genre i folkeskolen) og de nye digitale spil involverer aktiviteter, som nogle opfatter som leg(ende) og ikke formålsbestemt lærende. Det skal der tænkes over, og artiklen er et glimrende udgangspunkt.

Herdis Toft skriver om it-integration i leg og i skole. Udgangspunktet er et anderledes teoretisk blik inspireret af Bakhtin og Bourdieu. Nøglebegreberne er habitus, kapital, og fra Bakhtin kommer begrebet karnevalistisk, der betegner de situationer, hvor verden vendes på hovedet - som når elever ved mere end deres lærere! Herdis Toft bruger sine teoretiske begreber klart og tydeligt. Her må der være inspiration at hente for lærerstuderende og læreruddannere.

Flere artikler burde nævnes. Det er dog ikke alle, der er direkte folkeskolerelevante.