Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Hvorfor skal jeg lave det her?« spurgte Regina fra 1.a.
»Det skal du, fordi du bliver bedre, hvis du øver dig«, svarede jeg ret rutinemæssigt. Danske skolebørn har visse hedonistiske tilbøjeligheder.
»Jamen, det er kedeligt«.
»Hvis man vil være god til en ting, skal man træne«, prøvede jeg igen. »Det kender du fra ridning«.
»Nmm, jeg gider ikke. Og det er da mit liv, ikke!«
Der har syvårige Regina en pointe, men hendes attitude kan unægtelig sætte enhver lærers åndsevner på prøve.
En gallupundersøgelse fra 2006 foranlediget af KL viste, at det er samværet med eleverne og oplevelsen af elevernes faglige progression, som er den primære kilde til lærernes arbejdsglæde. Det mener 95 procent af lærerne i meget høj eller høj grad. Det mener også denne signatur. De gode situationer, hvor oplysning og at studere bliver til erkendelse, og opmærksomheden tindrer, de mange dybt interessante samtaler om store og svære spørgsmål, de store og små fortællinger, stjernestunderne.
Det er det, der giver kræfter til at tåle de mange trivielle situationer, som skolens hverdag også er fuld af. Gentagelserne. Konflikterne. Mangelen på opmærksomhed og intellektuel ambition. Babydolls og båtnakker. Sisyfos-arbejdet.
Ifølge den gamle græske myte var kong Sisyfos blevet uvenner med guderne, fordi han sladrede om, at Zeus havde bortført flodgudens datter, Aipina. Sisyfos blev dømt til at rulle en kæmpemæssig marmorblok, der var større end ham selv, op ad et bjerg. Hver gang han nåede toppen, mistede han imidlertid grebet, og blokken buldrede ned ad bjergsiden igen. Igen og igen måtte Sisyfos begynde forfra, og igen og igen trillede blokken ned i dalen.
Finder man lykken på så stejle steder? Ja, siger eksistensfilosoffen Albert Camus (1913-1960), for der er kun én verden. Lykken og absurditeten er børn af samme jord. Det er under nedstigningen efter den slidsomme kamp for at nå toppen, at Sisyfos er sin skæbnes overmand. Han tager sin skæbne på sig.
Mere nutidigt udtrykt er der tale om at håndtere det uforløste, mangfoldigheden og det ufuldkomne. Lærere skal kunne rumme frustrationen over samfundsmæssige begrænsninger og familiære svigt og på trods heraf kunne levere en vedkommende undervisning og et socialt engagement.
Det er vilkårene. Og det er for tiden i usædvanlig grad vilkårene i landets folkeskole.
