Mandag morgen i centrum af Aalborg.

Jobkonsulent Bo Nielsen står ved tavlen i et rektangulært og lyst mødelokale. Rundt om bordet sidder seks arbejdsløse lærere, der alle er til deres første vejledningsmøde på dlf/a's regionscenter i Aalborg. Mødet er en del af et nyt kontaktforløb, som Lærernes A-kasse kalder »På vej i job«.

Stemningen er ikke helt god. I lokalet er der en journalist og en fotograf. De er årsag til, at folk er lidt tavse og kigger ned i bordet.

De fleste vil nemlig ikke fotograferes, og de er ret så forbeholdne over for at blive nævnt i et blad. Først efter en forhandlingsrunde bliver der fundet en løsning.

Man står ikke gerne frem som arbejdsløs i en tid, hvor medierne flyder over med artikler og indslag om mangel på arbejdskraft.

»Lad os gå i gang. Det, I er indkaldt til, er et møde, som a-kasserne har skullet afholde for deres medlemmer siden 1. marts. Mødet går primært ud på at fortælle jer, hvad det vil sige at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, sådan som man skal, når man modtager dagpenge. Så vil jeg også fortælle om jobsøgning. Det er lidt afhængigt af, hvad I har af erfaring. Nogle har været i job, andre er måske helt nyuddannede. Endelig vil jeg orientere jer om, hvordan dagpengesystemet hænger sammen. Men lad os begynde med en runde, hvor I fortæller om jer selv og jeres situation på arbejdsmarkedet«.

Forskellige tilgange

Mødedeltagerne har to ting til fælles. De er arbejdsløse, og de er medlemmer af Lærernes A-kasse. Men så hører lighederne op.

Den første, der siger noget, har gennem mange år været leder af en efterskole, men er kørt sur i bureaukrati og har sagt op. Han vil gerne efteruddannes til at starte på en frisk.

Den næste har et fast lærerjob om en måned. Hun synes egentlig ikke, det er relevant at være til mødet, men deltager hun ikke, kan det få konsekvenser for hendes dagpenge.

Én er træt af at være vikar i folkeskolen og leder nu efter et job på en efterskole, én har deltidsjob på en folkeskole, men vil gerne ansættes på fuld tid, og én er tilkaldevikar som almindelig lærer, men vil gerne arbejde som speciallærer. Nogle har en uddannelse, der er 20-25 år gammel, andre kommer lige fra seminariet, nogle er i begyndelsen af 20'erne, andre er midt i 50'erne.

En vanskelig opgave at tage højde for alles behov, men Bo Nielsen har en dagsorden.

»Mødet i dag er et vejledningsmøde, som I skal indkaldes til inden for den første måneds ledighed. Fremover vil det være sådan, at I hver tredje måned bliver indkaldt til en jobsamtale på jobcentret, og I skal også hver tredje måned til en rådighedssamtale i a-kassen. Jobcentrenes opgave er at tale om, hvilke jobmuligheder der er inden for jeres fagområde. Er der ikke nogen ledige job, kigger man på muligheder i andre brancher. Det er også jobcentrets opgave, når man har været ledig i enten et halvt år eller ni måneder, at iværksætte en jobplan«, begynder jobkonsulenten.

200 ledige i Nordjylland

Et halvt år eller ni måneder lyder af lang tid, men måske er det et realistisk tidsrum for flere af de tilstedeværende. dlf/a har 200 ledige medlemmer i Nordjylland, hvilket svarer til 2,9 procent eller lidt flere end på landsplan. Og langtfra alle er ledige, fordi de er på vej fra et job til et andet, eller fordi de kun har kunnet få job på deltid.

Om det er situationens alvor eller det tidlige tidspunkt, står hen i det uvisse, men Bo Nielsen får ikke mange kommentarer til sine oplæg den første time.

»Det er a-kassens opgave at føre de individuelle rådighedssamtaler. Det er lovgivningsmæssigt en kontrolfunktion, der skal sikre, at I har søgt job og i det hele taget har gjort det, der kræves, for at I er til rådighed for arbejdsmarkedet. Det tager som regel ikke ret lang tid, så vi bruger også samtalen til at sparre med folk. Det kan være, at man gerne vil have hjælp til at forbedre en ansøgning, eller det kan være en snak om efteruddannelse eller opkvalificering for at komme tættere på et arbejde. Men der skal ikke være tvivl om, at det lovgivningsmæssige formål er at tjekke, at I er parate til at tage et arbejde«, siger han.

Ingen tvivl om, at indsatsen for at skaffe folk i arbejde tages meget alvorligt af lovgivere, og at den ledige ikke lades i tvivl om, at der er tale om et individuelt problem.

Min vej i job

Deltagerne i mødet skal udfylde »Min vej i job«, et A4-papir udformet som en kontrakt, hvor de skal bekræfte, at de yder en aktiv indsats for at komme ud af ledigheden, at deres CV i Jobnet, det offentlige Danmarks jobportal, er fyldestgørende, at de er realistiske i deres jobsøgning, og at de har søgt de job, som jobcentret og a-kassen har pålagt dem.

På papiret står der også ti bud på gode vaner for jobsøgning. En del af dem bliver gennemgået under mødet, og det skaber aktivitet.

Flere har nemlig gjort erfaringer med, hvor det er bedst at kigge efter ledige job, at foretage baggrundsundersøgelser af skoler, at strikke en ansøgning sammen, så den skiller sig ud fra de andre i bunken, at medsende eller ikke medsende et CV, at motivere, hvorfor de er særligt egnet til det ledige job, at sende uopfordrede ansøgninger og at ringe og aftale et besøg på en skole, hvor man gerne vil arbejde.

Bo Nielsen kommer med opfordringer til nye initiativer, og han fortæller, at a-kassen gerne er behjælpelig.

»Hvis I ikke har nogen til at læse korrektur på en ansøgning, så gør vi det gerne. Send den bare på en mail til os. Vi tager også gerne en snak om, hvordan I kan forbedre jeres måde at lede efter job på«, siger han.

Det lyder opmuntrende, og stemningen er da også god, da mødet slutter et par timer senere. En af deltagerne slår dog koldt vand i blodet, før alle begynder at udfylde deres kontrakt:

»Det eneste, jeg mangler, er en arbejdsgiver, som vil ansætte mig. Fint nok at søge ledige stillinger, men når der er 30 og 50 ansøgere hver gang, er der lang vej igen«.

»På vej i job«-forløb og mere intensiv vejledning klæder de ledige bedre på til arbejdsmarkedet.

De nye krav om deltagelse i vejledningsmøde og flere individuelle samtaler har forbedret kontakten mellem a-kasse og ledig. Det er en stor fordel, mener jobkonsulenterne på dlf/a's kontor i Aalborg.

»De ledige fortæller os, at de er glade for at lære deres a-kasse bedre at kende. De bliver selvfølgelig kontrolleret mere, men de får også et tættere tilhørsforhold og mere holden-i-hånden, når det er nødvendigt«, siger Bo Nielsen.

I Århus og i København tilbyder regionscentrene i Lærernes A-kasse en jobservice. Skoler kan ringe ind med ledige job. Det kan de ikke i Aalborg, hvor man indtil videre koncentrerer sig om andre måder at hjælpe ledige i arbejde på.

»Vi kan i høj grad være med til at give den enkelte ledige en nødvendig håndsrækning eller et skub til at få et job. Før var der et meget løsere tilhørsforhold mellem os og de ledige«, siger Bo Nielsen.

Det er ikke usædvanligt, at ledige henvender sig for at få individuelle møder, men jobkonsulenterne i det nordjyske mener, at de obligatoriske møder i sig selv er en stor hjælp. Vejledningsmødet og de individuelle møder efter tre måneders ledighed informerer, afklarer og opfanger eventuelle problemer bedre, end det tidligere er sket. Afstanden til et job er blevet kortere.

Susanne Kristensen har været færdiguddannet som lærer i to år, men det er endnu ikke blevet til en fastansættelse. Vikariater har der været, men perioder med sygdom har gjort det svært for alvor at få foden indenfor på en skole.

»Jeg er deltidsansat i 13 timer om ugen, og det er muligt, at der dukker en hel stilling op. Det håber jeg«, siger hun.

Susanne har tidligere været til samtale med sin a-kasse, og dagens møde rummer ingen overraskelser.

»Alt, hvad der er blevet sagt, har jeg hørt før. Jeg ved godt, hvad der skal til for at være til rådighed, og hvor der skal ledes efter ledige stillinger. Det gode er at møde andre, der heller ikke har et job. Det giver lidt selvtillid«.

Det sidste kan det knibe med, når man kommer hjem fra ferie, og der ligger fem afslag i postkassen.

»Jeg har brug for coaching. For eksempel i form af en samtale om at være til jobsamtale. Det overvejer jeg at bede om«, siger hun.

Ifølge Susanne Kristensen er der for meget papirnusseri og bureaukrati. At ledige både skal på jobcentret og i a-kassen for at melde sig ledig og for at deltage i møder, skaffer ingen i arbejde.

Jørgen Munk var gennem mange år postbud, men for en halv snes år siden besluttede han at skifte spor. Han ville gerne arbejde med børn og unge og tog derfor en uddannelse som socialpædagog. Den motiverede i retning af specialundervisning. For at kvalificere sig til det område tog han et par år senere en meritlæreruddannelse.

»Sidste år fik jeg et vikariat på en skole i Aars Kommune, men efter strukturreformen skulle der skæres i budgettet, og jeg røg ud. Nu er jeg tilkaldevikar på en naboskole. Andet arbejde har jeg ikke«, siger han.

Han har skiftet bolig for at komme tættere på et job, har taget to uddannelser og er parat til at arbejde med næsten alt i skoleverdenen. Han startede inden for pædagogik, fordi man talte om, at der manglede mandlige pædagoger. Han er kort sagt særdeles motiveret for et job.

»Det undrer mig, at jeg endnu ikke har fået arbejde. Man taler så meget om mangel på mandlige lærere, så det kan være, at en omtale i Folkeskolen kan hjælpe på det«.

Jørgen Munk er 54 år, men han mener ikke, at alderen nedsætter chancerne for et job. En datter har lige taget en læreruddannelse, og hun har heller ikke kunnet få et job endnu.

Frank Hejselbak overvejede at søge et barselsvikariat, men valgte at lade være på grund af forholdene som vikar.

»Sidste år havde jeg et vikariat på den samme skole. Det gik godt nok, men et år mere på de samme betingelser kunne jeg ikke klare«, siger han.

Betingelserne er ni eller ti nye klasser.

»På skemaet kunne jeg se, at jeg skulle starte helt forfra med enormt mange nye klasser. Selvom jeg var glad for at være på skolen, blev det for meget, især fordi der kun var tale om et vikariat. Det er, ligesom vikaren må tage det, der bliver tilovers, når de fastansatte har fået deres. Derfor valgte jeg efter at have tænkt over det hele sommerferien at sige fra, selvom der ikke umiddelbart var andre job i nærheden«.

Han mener, det er et problem for folkeskolen, at så mange nye lærere begynder i et vikariat med mange klasser, og at man skal undervise i fag, man ikke har haft på seminariet.

Frank er på jagt efter et fast arbejde og helst på en efterskole. Han har selv gode erfaringer med den skoleform og synes, det skaber kontinuitet at følge eleverne hele tiden.