Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
De nye studerende på Aalborg Seminarium kan ikke være sikre på at kunne få det liniefag, de ønsker, på trods af at seminariet udbyder alle liniefag.
Ledelsen vil oprette en klausul i studieordningen, der går ud på, at de kan begrænse antallet af studerende, hvis de vurderer, at der ikke er brug for lærere i folkeskolen med netop det liniefag.
De studerende er ikke begejstrede.
'Der er ikke noget i vejen med, at man vil tilpasse uddannelsen til virkeligheden, men man skal gøre det gennem oplysning, ikke forbud', siger Kasper Schmidt Engberg, formand for De Studerendes Råd på Aalborg Seminarium.
Rasmus Møller, formand for Lærerstuderendes Landskreds, bakker ham op.
'Vi mener, der skal være frit liniefagsvalg. Vi har forståelse for, at nogle seminarier ikke har kapacitet til at oprette visse liniefag, men inden for de liniefag, der er, skal man kunne vælge helt frit', siger han.
Ifølge Peter Norrild, der er rektor på Aalborg Seminarium, er formålet med klausulen at sikre, at de studerende får en god karriere som lærere.
'Tendensen i samfundet er, at man vælger ud fra, hvad man har lyst til lige nu, men man skal jo også tænke på at få et godt lærerliv. Hvis du ud over dansk eller matematik kun har fag, der har få timer, så får du ikke et godt lærerliv', siger han.
Han mener også, at det kan gå ud over studielivet, da seminariet kan blive nødt til at lægge undervisningen på dårlige tidspunkter, hvis søgningen til bestemte fag stiger kraftigt. Der kan simpelthen blive mangel på plads og undervisere.
På Aalborg Seminarium får de studerende en orientering om fagenes situation i folkeskolen, inden de vælger liniefag.
'De studerende har været glade for, at de får det overblik over folkeskolens normaltimetal, og hvor de forskellige fag ligger i skoleforløbet. Det ved de ikke, når de på første semester skal vælge tre liniefag', siger Peter Norrild.
Rasmus Møller mener, at seminariet skal begrænse sig til at rådgive.
'De studerende kan godt tage ansvar for at vælge de fag, der vil give dem et godt lærerliv, og jeg synes ikke, seminariet skal blande sig i de motiver, de måtte have for at vælge de fag', siger han. Til gengæld kan politikerne gribe ind, hvis det bliver nødvendigt.
'Det kan ikke være seminariets opgave at forvalte, hvad der er behov for i folkeskolen. Det må være en politisk opgave. Den nye folkeskolelov med fire liniefag er jo lavet netop for at sikre, at man så også kommer til at undervise i de fag', siger Rasmus Møller.
Svært at spå
Aalborg Seminarium har ikke planer om at benytte klausulen foreløbig, men ifølge Peter Norrild vil de bruge den, hvis cirka 40 procent flere vælger for eksempel hjemkundskab.
'Hensigten er at få en åben tilkendegivelse af, at hvis nu langt flere end i øjeblikket søger hjemkundskab som liniefag, vil vi kunne sige, at det nok ikke er hensigtsmæssigt. Vi vil kun bruge det til at sætte grænser, hvis det løber løbsk', siger Peter Norrild.
Han understreger, at de kun kan gå efter tendenser, da det er meget svært at forudsige, hvor mange lærere der vil være brug for i de forskellige fag.
Gerhard Jaspersen, der er specialkonsulent i Undervisningsministeriet, kender ikke til andre seminarier med den samme klausul, og han mener, at den vil være svær at administrere.
'Jeg har meget svært ved at se, på hvilket grundlag man vil administrere den regel. I realiteten handler det om en lille flok studerende på et bestemt seminarium, der på et tidspunkt skal vælge deres fag. Hvordan man vil vurdere, om der er brug for dem fire år efter, det har jeg meget svært ved at se', siger han.
Tendensen i samfundet er, at man vælger ud fra, hvad man har lyst til lige nu, men man skal jo også tænke på at få et godt lærerliv. Hvis du ud over dansk eller matematik kun har fag, der har få timer, så får du ikke et godt lærerliv