En af klassens piger kommer altid i skole i beskidt og laset tøj. Hendes hår er fedtet, og skoletasken ligner en væltet skraldespand. Der sidder et kvikt hoved på hende, men hun laver aldrig lektier, og i timerne er hun ukoncentreret.

Pigen er udsat for omsorgssvigt i en eller anden grad, men er det så alvorligt, at socialforvaltningen bør have besked? Det tænker hendes klasselærer tit over.

I Kolding har kommunen oprettet et beredskab, hvor lærere kan lufte deres bekymringer for udsatte elever. En gang i kvartalet kan de mødes med en gruppe fagpersoner, som er parate til at vejlede og rådgive lærerne. Herefter er det op til læreren selv at vurdere, hvad han vil gøre.

'Hvis en lærer beslutter sig for at underrette os, fortæller jeg, hvad han skal huske at oplyse os om, og at det er vigtigt, at vi kommer i kontakt med familien så hurtigt som muligt af hensyn til barnet. Men målet er ikke, at der lander flere sager på vores bord. Formålet er at forebygge', siger socialrådgiver Charlotte Rottbøll Lauridsen fra tværsteamet på Munkevængets Skole.

Alle kommunens 11 overbygningsskoler har tilknyttet et tværfagligt team. Ud over en socialrådgiver fra Familieafdelingen består grupperne af en pædagog, en dagplejer, en sundhedsplejerske og en repræsentant fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. En af skolens lærere, ofte observationslæreren, fungerer som tovholder og sørger blandt andet for at indkalde til møde. Det er også ham, skolens lærere kommer til, hvis de ønsker at drøfte en elev.

Der er tale om en permanent ordning, som blev etableret for et år siden efter et toårigt forsøg på seks skoler.

Læreren bestemmer selv

Det er vigtigt, at deltagerne ikke kun udveksler bekymringer, men at de udsatte børn og deres familier i sidste ende oplever en bedre indsats.

'Vi kan også foreslå, at han arrangerer et møde med sig selv, forældrene og en socialrådgiver eller en psykolog som deltagere, alt efter hvor en eventuel hjælp skal komme fra. Det kræver, at forældrene giver deres samtykke til, at vi arbejder sammen om deres datter på tværs af forvaltningerne, men det accepterer de fleste, hvis de får en ordentlig forklaring på, hvorfor det er nødvendigt', siger Charlotte Rottbøll Lauridsen.

Hvis fagpersonene i teamet vurderer, at der er tale om en meget alvorlig sag, kan de gøre læreren opmærksom på, at han har pligt til at underrette myndighederne. Men de sagsbehandler ikke i gruppen. Derimod er det op til læreren selv at beslutte, hvilket råd han kan bruge - om nogen af dem overhovedet. Derfor bliver han ikke afkrævet et svar, hverken på selve mødet eller senere.

'Læreren skal være klar over, at vi konfronterer forældrene med, at vi har fået en underretning. Vi siger også, hvem vi har fået den fra, så læreren eller skolen bør selv fortælle forældrene, hvorfor han indberetter dem. Mange lærere opfatter sig selv som børnenes advokater, men de skal stadig behandle forældrene med respekt'.

Selv om læreren møder et arsenal af fagpersoner i tværsteamet, bliver han ikke anklaget for ikke at have slået til. Tværtimod lægger de vægt på, at mødet foregår i en afslappet atmosfære.

'Læreren kommer, fordi han føler, han er kørt fast som fagperson. Det kræver mod at indrømme, at nu har man brug for hjælp, så hvis vi sad og spurgte hårdt til, hvad han egentlig har gjort for at løse problemet selv, ville vi både skræmme ham og hans kolleger væk. Det ville ikke hjælpe børnene', siger hun.

Slut med kastebolde

I sidste ende er tværsgrupperne til for børnenes skyld, men det er svært at måle, hvilken betydning de har haft for dem på nuværende tidspunkt.

'I begyndelsen steg antallet af sociale sager, men det er kun naturligt, når man tager fat i nogle problemstillinger omkring børn. Men på længere sigt skulle tallet gerne falde. Eller i det mindste skal sagerne ikke være så tunge, når de lander på vores bord, fordi vi nu kommer i kontakt med familien tidligere end ellers', siger Charlotte Rottbøll Lauridsen. Hun er ikke i tvivl om, at familierne er glade for det tætte samarbejde mellem skole og socialforvaltning.

'De føler sig ikke som kastebolde, når de kun indkaldes til ét fælles møde, frem for at de først skal troppe op på skolen og bagefter hos os i Familieafdelingen. Nu hænger det bedre sammen for dem, og de oplever, at vi mener det alvorligt, når vi tilbyder at hjælpe dem'.-Henrik Stanek er freelancejournalist

I sidste ende er tværsgrupperne til for børnenes skyld, men det er svært at måle, hvilken betydning de har haft for dem på nuværende tidspunkt