For kort tid siden besøgte jeg et plejehjem, der lægger vægt på etik og selvbestemmelse. Det blev illustreret ved fortællingen om en 70-årig beboer, der har altzheimer og derfor også er diffus og dement. Han er tidligere selvstændig og kan om natten komme i tanke om, at han skal hente varer til sin forretning, inden den åbner. En fra personalet hjælper ham tøjet og frakken på, og de går ud i natten for at opfylde hans ønske. Når de har gået lidt, fryser han og synes, det er mørkt, så de bliver enige om at gå hjem igen. Nogle gange får han også en øl og et spejlæg, inden han går i seng igen.

Som plejehjemslederen siger: 'Alternativet til selvbestemmelsen ville være, at vi holdt ham tilbage, gav ham døsende og beroligende medicin. Eventuelt spændte vi ham også fast. Siden skulle vi rapportere, konferere og tale med lægen om ordinering af medicin. Det vil tage den samme tid som at følge ham ud i natten'.

Historien siger noget om vigtigste offentlige opgave, nemlig omsorg for de hjælpeløse og værdighed i udførelsen. Vi skal i øvrigt huske, at de gamle har ingen forældre til at passe på dem.

Jeg fortæller også historien som reaktion på de mange, der taler om, at det offentlige skal være et serviceorgan, og at borgerne skal have valgmuligheder. Det lyder som forbrugere i en butik. For yderligere at sidestille det offentlige med en forretning er licitation af offentlige opgaver blevet det nye mantra.

Det sker samtidig med, at kommunerne får sværere ved at fastholde gode medarbejdere og tiltrække nye og unge medarbejdere. Det kommer af, at ledigheden og tilgangen af unge til arbejdsmarkedet er faldet. Hvis de dygtige forsvinder, og de mindre kvalificerede kommer til, fordi lønnen, indflydelsen og respekten er lav - hvad sker der så med kerneydelserne? Og hvad sker der med borgernes tillid til det offentlige og til den solidariske forsikring kaldet velfærdssamfundet?

Kommunalpolitisk er der også problemer, fordi medlemstallet og slagkraften i de politiske partier fortsat daler. Mange unge vil hellere engagere sig politisk gennem deres profession og arbejde. Det fører i disse år til oprettelsen af flere og flere råd, nævn, centre og koordinationsudvalg på snart sagt alle områder nationalt, regionalt og lokalt. De er i stedet sammensat af særligt udpegede og repræsentanter fra interessegrupper omkring miljø, kultur, integration, etik og sociale forhold. Men hvilken indflydelse skal de have i forhold til de folkevalgte organer, og hvordan skal der samarbejdes med dem?

På den anden side har vi som sagt det politiske pres for mere udlicitering, der for nogle også indebærer udlicitering af kerneydelser såsom plejehjem og børneinstitutioner. Men mon ikke udlicitering i større omfang vil få borgere, politikere og embedsmænd til at opleve kommunen som en mere abstrakt og fremmedgørende størrelse, end det er tilfældet i dag?

Det kan være, vi skal have fat et helt andet sted, hvis vi skal forny det offentlige og gøre kommunerne og lokalsamfundene gode at høre til i. Nogle taler om at styrke lokalsamfundenes sammenhængskraft forstået som menneskers følelse af tilhør og sammenhold.

For mig er kodeordet involvering. Vi skal blande os og blandes ind i mere, have indflydelse, blive hørt, have ansvar og fælles opgaver. Det gælder både de ansatte og lokalbefolkningen i kommunen. Det er opgaverne, der binder mennesker sammen og skaber fællesskaber.

Jeg har en datter, der er ansat i en kommune. Hun siger, at relationskompetence er lige så vigtig som kontrakt- samt mål- og rammestyring. Det ved gode lærere noget om, og det ved plejehjemmet med vægt på beboernes selvbestemmelse noget om. En natlig vandring med en konfus gammel mand kan også give arbejdsglæde.

Gunvor Auken er socialrådgiver i Specialarbejderforbundet