En ægte geo-nørd

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 13-årige Felix Peng fra Connecticut er en vaskeægte geografinørd - USA's stærkeste skoleelev i den årlige National Geographic-geografikonkurrence. Og hvordan fandt man så ud af det - jo, ved at stille følgende finalespørgsmål: 'Nævn to af de tre største dele af Danmark omfattende landets fastlandshalvø og to største øer'. Felix Peng svarede perfekt 'Jutland, Fyn and Sjaelland', mens hans sidste tilbageværende konkurrent, 12-årige George Thampy, kun kunne komme op med 'Jylland' og 'Odense'.

Fem millioner skolebørn deltager i den årlige konkurrence, og vinderne fra hver enkelt stat mødes så til finalen under ledelse af den amerikanske 'Jeopardy'-vært Alex Trebek. Felix Peng modtog en check på 25.000 stipendiedollars til sin videre uddannelse, da han havde bevist, at han kender til mindre dele af det, som, uanset om vi bryder os om det eller ej, er et af denne verdens mindste lande. Men hvad, det er nok også de færreste danske skoleelever, der ved, at Connecticut er USA's arealmæssigt tredjemindste stat, har godt tre millioner indbyggere og en hovedstad ved navn Hartford.